Lidt om at være landet...

Jeg fortalte den anden dag at jeg havde haft vildt travlt igen. På den klassiske jeg ved godt jeg arbejder for meget måden. Jeg skal bare liiiige forbi den her deadline måden...

Jeg ved udemærket godt det ikke holder. Så jeg har holdt fri for at lade op i går. Jeg tog cyklen ind til Brønshøj for st mødes med en Kollega og drikke kaffe og spise croissant. Og ordne verdenssituationen. Med søde S. Som jeg deler kontor med  normalt. Nuj jeg savnede ham. Og hvor fik vi snakket. Utrolig meget på ufattelig kort tid. Og grint. Og grint lidt mere. Og snakker lidt til. Det gjorde godt. Meget. 

I dag holdt jeg frokost fri. Kun lige en time for at cykle min corona runde. Og for at tjekke Hansens Is flagship store ud. Og spise is til frokost. Og skylle isen ned med en skøn cappuccino. 

Arbejdsdagen blev rundet af med forskergruppemøde, opgavelæsning og en lille snak med kollega N. Så jeg er fyldt op med snak. Lige netop den snak jeg savner så frygtelig meget og har gjort det gennem hele nedlukningen og nu også genåbningen. For der er så umådelig lang tid til fase 4 af genåbningen... 

Lidt om selvomsorg, marts udgave...

Jeg overlevede undervisningen - jeg overlevede at skrive resten af evalueringsrapporten (også omtalt i indlægget her) - og jeg er nu i gang med projektopstart af projekt der har ligget stille pga travlhed med undervisning, undervisning og nå ja, undervisning.

Samtidig er jeg udfordret med de abnorme mænger gråvejr og dertilhørende regn der siler ned for tiden - jeg savner solskin, savner lys på solskinsmåden - savner blå himmel.

Men fordi jeg nu er færdig med undervisningen er der kommet mærkbar mere luft i kalenderen - dage er ikke længere fyldt med forberedelse, tænke store undervisningstanker osv. OG det er en lettelse. Også fordi det giver luft til selvomsorg - som fx i går hvor jeg endte med at tage en næsten-hel-fridag - formiddagen brugte jeg i Vedbæk med manden min, hvor vi spiste brunch og gik en tur ved Vedbæk havn - og sluttede med en kop kaf' og kage - inden manden skulle til møde på arbejde og jeg lige smuttede forbi jobsi en times tid for at ordne løse ender -

Jeg besluttede at hente Storemusen tidligt - og tage på cafe med hende - noget pigerne sætter stor pris på - mortid, med varm kakao, en muffin og et cafebesøg alene med mig. De elsker det. Så det har jeg prioriteret med Tiller, og Storemusen - og i weekenden er det Tullers tur. Jeg satte Storemusen af hjemme og kørte op til skolen, for at hente Tiller og Tuller, plus to veninder der skulle med hjem og lege og spise risengrød. En vidunderlig leg og sang spredte sig i stuen hele eftermiddagen, så jeg havde stort set fri til at 1) drikke te, 2) strikke - aaaaaahhhh, 3) lægge vasketøj sammen og 4) koge risengrød.

Jeg sluttede dagen med et intensivt træningspas på mit seriøse svømmehold, og er nu øm i stort set hele kroppen - og er ramt af massiv fredagstræthed - og i mit selvomsorgs-perspektiv vil jeg glæde mig til der kun er seks en halv timer til jeg har fri, og at der er under en uge til min næste selvomsorgs-dag :) for næste onsdag tager jeg endnu en halv fridag - jeg skal til frisøren, og der er legegruppe hos os, med andre børn, men det bliver sikkert hyggeligt :)

Lidt om en uge med eksamener...

Det er fredag og om nogle timer er jeg færdig med at afvikle 30 Mundtlige eksamener på en uge... sådan skrev jeg fornto dage siden. Indlægget nåede aldrig videre (jeg kan ikke huske hvorfor...) 

I sidste uge var eksamensuge. Det er altid hårdt i ugen op til hvor de studerendes afleveringer skal læses, og spørgsmål skal forberedes. I eksamensugen når man ik særlig meget andet end at holde de eksamener, i år strakte det sig over fire dage. En hel maraton dag fra 9-17, en lang dag fra 9-15.30 og to korte dage fra 9-12. 

I fredags var en kort dag. Og havde besluttet mig til at holde en halv fridag og tage ud og løbe et af mine yndlings trail spor heroppe i nabolaget.

 Det var den bedste afslutning på denne omgang eksamener. Nu venter kun to gange tre dage intensivt undervisning i slutningen af februar og så er undervisningen slut for mit vedkommende indtil oktober. Det blir godt og jeg elsker denne periode hvor jeg kan fokusere på de projekter jeg også har gang i

Hele ugen har jeg fokuseret mere på at tage farten ud af den tid jeg ikke sad i eksamenslokalet. Så i tirsdags arbejdede jeg hjemme. Onsdag eftermiddag fik jeg fikset lidt irriterende løse ender. Torsdag skrev jeg på et paper. Og fredag holdt jeg fri halvdelen af dagen. Jeg lykkes meget godt med at komme helskindet igennem ugen. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg fortsætter samme selvomsorgs stil i næste uge. Hvor jeg sikkert kan flette en enkelt hjemmearbejdsdag ind på onsdag - og ellers tage det stille og roligt de andre dage :) 

Lidt tanker om det ferie gear...

Så er anden dagen på ferien kommet i hus. Poderne er iført nattøj (og har i øvrigt haft nattøj på hver gang vi var inde. For nattøj er indetøj som Tiller fortalte mig her i løbet af dagen...)  og vi har været nede ved vandet og nyde solskinsvejret

Jeg har strikket en foden på Tillers tigersok med kaffe on the side - imens jeg sad i solen og poderne legede o haven. 

Jeg har rigtig rigtig svært ved at sidde stille og gære ingenting i de her dage. Jeg har lidt for meget myrer i nummeren og uro i kroppen til at kunne sidde stille og ikke at gøre noget. Det er et tegn på jeg har haft for meget om ørerne eller nok mere mellem ørerne her de sidste mange måneder. 

Jeg har tænkt alverdens tanker og bokset med al muligt  privat her hen over sommeren (måske kan nogen af jer huske centrifuge indlæggene) og de tanker og den centrifugering har sat sine spor i krop og sjæl. Jeg bruger meget tid på at lande og give mig selv lov til at have det som jeg har det og acceptere hvordan sindet har det. Det hjælper - så nu arbejder jeg på det med benene oppe og afslapningen. For det evige springen op og ikke sidde stille og rastløsheden sætter lige som centrifugeringen sine (usunde) spor i kroppen... 

Derfor vil jeg nu lige strikke et par runder eller fem inden jeg fixer køkkenet og putter børn :) 

Lidt om hjemmearbejdsdage og selvomsorg...

Jeg har haft rigtig meget at lave de sidste uger, både mentalt men også arbejdsmæssigt - og da mit efterår (og vinteren for den sags skyld) rent arbejdsmæssigt altid er den mest hektiske periode i mit arbejdsliv er det vidst på tide at få gang i de mere sunde arbejdsvaner igen. For uden selvomsorg kan jeg ikke holde til det der venter. Og det er ikke fordi jeg har for meget. Mit forår og hele sommeren kører på absolut lavt arbejds-blus, jeg afspadserer alt det jeg kan, hvilket giver mulighed for korte dage samtidig med at kunne nyde sol og sommer. Så på den måde er det fint. Det kræver "bare" at jeg fokuserer på pauser, lister som jeg kan strege ud på og en vældig struktur, der kan hjælpe mig til at navigere i mine to-do's.

Men - som sagt - farten øges langsomt hen over efteråret, og mens kalenderen stadig synes tom, vil jeg lægge "skrivedage" ind i min kalender. Skrivedage er hele dage, som jeg dedikerer til skrivning af papers, opgaver eller andet, som kræver fokuseret arbejdstid som jeg ikke har vældig meget af i efteråret.

På skrivedage sidder jeg hjemme, drikker god kaffe, og har meget god tid til at tænke, og der er ro til at have en sammenhængende skrivedag, uden at fem kollegaer kommer forbi skrivebordet for liiiige at sparre med mig eller bede om det ene og det andet (og det er fint de gør det... men det gør at min dag bliver afbrudt, og jeg ikke kommer i det skrive- og tankeflow jeg har brug for af og til).

Så nu vil jeg lave en kande stempel kande, tænde for den gode arbejdsmusik og lægge sidste hånd på det paper jeg havde med på konferencen i Bordeaux i sidste uge.

Lidt om at acceptere...

Jeg er nødt til at udfordre mig selv lidt på den måde jeg tænker - for jeg er blevet alt for god til at lade tankerne styre mig - hvad nu hvis - hvad nu hvis ikke - hvorfor også lige - bare lige - og alle mulige og umulige tankerækker har lykkedes alt for godt med at styre sindstilstanden på min øverste etage. Med andre ord - der er gået tankesport i den af den dårlige slags i krop og sind.

Resultatet er at jeg på ultra kort tid kan fortænke alle og alt - og det lander midt i en negativ spiral, som ikke er sund at være i for mig - overhovedet.

SÅ derfor øver jeg mig i at være rummelig, nænsom og accepterende - på præmisser som ligger uden for min indflydelse. Ikke på den måde at jeg lægger mig fladt ned, og bare accepterer alt - men at acceptere tingene som de er. For eksempel...

# at jeg lige pt. kæmper med at minimere underskud, - kunne også vendes til en accept af situationen, og en nænsomhed over for mig selv - i stedet for at halse efter og konstant være bagud.
# at jeg går og ærger mig over at computeren gik i sort i fredags - kunne også vendes til at acceptere at den fakisk er gået i sort uden at jeg kan gøre noget ved det før jeg har talt med IT idag. Og computeren i øvrigt er up´n going igen
# at vi bare ikke kommer ind i huset før om 3 uger, for ting tager tid, og mange ting tager lang tid - og en renovering af et styk hus ikke lige kan fixes på 6-8 uger men i stedet på 10 uger...

Ja, listen kunne være endnu længere - men jeg stopper her. Jeg tror godt at pointen kommer frem - accept og nænsomhed er derfor sat på skemaet igen - for jeg bliver nødt til at træne begge dele igen, alt andet er ikke godt for mig.

Lidt om november-energi...

Jeg har endelig fundet vejen ud af novembertristesse - og er faktisk begyndt at holde ret meget af den måned som jeg i mange år har betegnet som 30 nuancer af grå. Efter jeg sidste år besluttede (på baggrund af kraftige opfordring af nogle af jer læsere) at novembertristesse måtte være en saga blot har min holdning til november ændret sig.For mig har fokus på lys, og taknemmelighed været vejen frem...

Jeg laver bare en god november. Jep, "laver bare" for dagene og det jeg får ud af dem humørmæssigt er i høj grad afhængig af min tilgang til dagen. Og det er netop her beslutningen om at holde af november kommer ind i billedet... Jeg laver mig da bare en god november.

Her er ingredienserne på min liste over hvordan man laver sig en god november:

#  kom ud, jo mere jo bedre.
#  nyd lyset - når solen skinner kig op, smil og lad endelig være med at tage solbriller på. Lad solen komme ind i dit sind, helt derind hvor der nogen gange kan være mørkt og trist. og kig op en ekstra gang.
# vær taknemmelig over alle de solskinstimer november faktisk leverer. Glæd dig over de to timer solskin der kan være om dagen, også selvom regnen og skyerne er på vej, eller måske allerede har domineret hele dagen.
# løb i dagslys - har du mulighed for det så snør løbeskoene når det stadig er lyst og løb en tur - samtidig kan man være taknemmelig over man faktisk har muligheden for at løbe mens der er lyst
# gå en tur også selvom det er gråvejr, tag godt med tøj på og kom ud - også selvom det er fugtigt, koldt og ubehagelig. Den friske luft gør godt, og glæd dig over at der er dejlig lunt inden døre når du kommer hjem igen.
# træk vejret dybt, mærk kroppen og følelserne - mediter måske en ekstra gang og vær taknemmelig over at du er på vej til at lave dig en god november :)

Lidt om min yogapraksis der blev væk...

Nu vi er ved de ting jeg savner og som virkelig er udfordrende i vognen (jeg lover det bliver det sidste indlæg om afsavn og udfordringer i beboelsesvognen) - er pladsen, eller manglen på samme.

Noget jeg har måtte droppe er yogaen, der er simpelthen ikke plads til at folde sig ud på måtten i vognen. Alle steder kan man støde på og støde imod noget. Undtagen køkkenet - slash - stuen hvor der jo er monster lys, og det inviterer vitterligt ikke ret meget til yoga og afspænding.

Jeg har forsøgt mig med meditation i stedet, men er kommet så langt væk fra min praksis i dette efterår, at jeg virkelig mangler træning. Det er med meditation som med træning - træner du går det nemt lige at snøre løbesko eller pakke svømmetasken og få samlet nogle km eller baner  i svømmeren på kontoen. Mediterer du, er det nemt at huske, hvor godt den daglige pause gør hjernen, og det er nemt at huske, hvor godt det egentlig gør. Træner man ikke, er det tilsvarende svæt at komme ud af døren, udsigten til ømme ben og arme er ikke videre befordrende for lysten til at røre sig. Sådan er det også lidt med meditationerne, udsigten til at ens tanker og kropslige fornemmelser udfordrer en er ikke ligefrem fremmende for lysten til at meditere. Rummeligheden over for egne udfordringer, følelser mv blev væk på en eller anden måde med den manglende praksis og daglige meditationstræning...

Det må jeg se at have gjort noget ved. Nænsomhed, og rummelig over for mig selv og mine følelser i disse beboelsesvogns-tider er om noget jeg virkelig skulle øve mig i. - noget jeg trænger til - i den grad... Det er umådelig let ikke at rumme mig selv, mine følelser mv. Det er blevet en vane ikke at dyrke yoga og - eller - ikke at meditere. Første skridt til at gøre noget ved vanen er at blive opmærksom på den, ik?!? Så hvis jeg nu finder meditationsudstyret frem, så kunne det jo være at det lissom gav et bette puf i den rette retning - jeg tror det, for jeg trænger. Meget!!

Lidt om det med at have haft stress...

Jeg læste et indlæg over hos søde Malin idag - det kom dumpende i min feed ligesom jeg igår havde tænkt lidt på, det med at have været stress syg. Så i stedet for at skrive (endnu) mere i kommentarfeltet kommer her lidt af de tanker jeg gjorde mig igår om det med at have haft stress...

For efterhånden fire år siden (ret præcist faktisk) blev jeg sygemeldt med stress. Jeg havde i julen opdaget at jeg havde hjertebanken, lunten blev kortere og kortere - og jeg var virkelig dybt involveret i den uddannelse jeg underviste på i sin tid i provinsen. Jeg pendlede hver dag fra den Idylleriske forstad til Provinsen (Odense) - transporttiden var på 2½ time h v e r vej. Nye fag skulle oprettes, og jeg skulle læse op på noget meget gammelt fag-stof, jeg havde haft om på bacheloren. Jeg havde minus overskud. Kunne ikke holde fri med mine børn, uden at jeg virkelig blev udfordret af alle de uforudsete ting der kunne ske ude når man havde tre børn på under fire hjemme. Når jeg skriver det her nu, tænker jeg bare - det er sørme klart at jeg fik stressens klamme hånd at føle. Indlæggene, underskuddet, tankerne og hele den lange vej tilbage kan du læse om her. Der er mange indlæg, så du skal scrolle helt tilbage for at komme hen til vinteren og foråret 2014... Men pointen er - da det gik op for mig hvor slemt det stod til, var bægeret løbet over, og det havde været fyldt i lang, lang tid allerede. Og vejen tilbage var tilsvarende lang og sej, og kostede mange tårer...

Stress er på mange måder utrolig tabubelagt. Det er jo ikke fordi man går ud og fortæller om hvordan man har haft det og så'n. Da jeg skiftede arbejde i 2014 var det meget vigtigt for mig at i n g e n skulle vide at jeg havde haft stress. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg er åben om det, og fortæller hvis nogen spørger - men siger også - at der er en grund til jeg er på nedsat tid, så jeg kan prioriterer motion, mig-tid men også min mor-rolle.

På den gode side af at have været ned med stress har jeg virkelig lært min krop at kende, jeg kender signalerne, jeg ved hvornår jeg skal skrue ned for arbejdspresset, jeg kender mine prioriteringer og jeg prioriterer (det har i kunnet læse om her i januar og februar i år). Jeg øver mig fortsat i at sige nej - og jeg sagde det faktisk meget tydeligt på arbejde den anden dag, og blev helt flov bagefter. Så flov jeg lige var ved at trække i land igen. For tænk hvad de andre tænker hvis jeg siger sådan - tænkte jeg. Men jeg holdt (heldigvis) fast i mit nej.

Modsat altså på den negative liste er der helt klart angsten for at blive syg igen:
... Når jeg har travlt er det første jeg tænker, er det nu, er det nu, er det nu jeg bliver syg igen??? Jeg har lovet mig selv og manden at jeg vil gøre mit bedste for ikke at blive syg igen. Men angsten for at blive det er der virkelig stadig. Og det er den angst jeg er meget træt af, og jeg virkelig gerne vil være foruden
...  Jeg kan ikke klare så meget som før. Jeg har meget mere brug for at passe og pleje mig selv, for at kunne holde stress symptomerne i skak (eller væk). Jeg prioriterer pauser, hjemmearbejdsdage, og arbejder med at jeg ikek har travlt i de aktiviteter jeg skal nå... jeg skal liiiiige nå at støvsuge (kan i se det for jer, hvor hurtigt man skal støvsuge) for så at vaske tøj, og hænge det op ... og --- og... så jeg forsøger at huske det med pauserne også i weekenderne hvor jeg bare sidder og strikker, lader rod være rod, og ikke laver noget andet end at fokusere på mig selv.
... Jeg er bange for min hjerne koger over igen. I den periode hvor jeg havde det værst, havde jeg ofte en ud af kroppen oplevlse. Jeg kunne stå ved siden af mig selv, se på mig og sige, det her er ikke mig. Min hjerne kogte, tankerne var der hele tiden, jeg kunne ikke huske - og jeg havde det som om min hjerne flød i vand og blobbede rundt oppe i hovedet - men mest af alt fungerede den ikke ordentligt. Det gør den heldigvis igen, men der er ting jeg har sværere ved at huske, og det er der jeg aldrig skal ud igen. A L D R I G!! Det var virkelig ubehageligt!

:)

Lidt om hvad ferien har lært mig...

Så synger ferien næsten på allersidste vers. Det har været nogle virkelig dejlige dage som jeg har brugt først nede i det Sønderjyske, så hjemme hos manden - naturligvis med tre af mine fire yndlingsmennesker.

Ferien har sat min fuldstændig vandvittige travlhed meget i perspektiv. Jeg synes først nu her på feriens aller-sidste dage at jeg kan mærke hvor ophængt jeg egentlig har været. Kroppen kvitterer med uro, rastløshed og den slags, som jeg jo udemærket godt ved skyldes de her mange måneder med meget at se til. Jeg har derfor beordret mig selv en masse strikketid her i ferien, men også fremadrettet, således har jeg i ferien strikket et par sokker til Tiller og strikket det meste af kroppen af min skønne løvfaldskardigan som jeg har haft på pindene et stykke tid.  Læsetid er også god tid, for det betyder stængerne op, puder i ryggen i sofaen. Også opladning og balsam for en fortravlet sjæl.

Uroen, og rastløsheden er samtidig også et tydeligt tegn til mig for at forsætte med at dyrke selvomsorg på højere plan end hvad jeg har gjort i de sidste månder. Det betyder prioritering af hjemmearbejdsdage, prioritering af løb i skoven, eller svømning fra morgenstunden før arbejdet starter (ofte det løb jeg starter med når jeg møder i skoven), prioritering af pauser i løbet af dagen. Det var mig-tingene jeg ved jeg skal prioritere i de næste mange mange uger. Det er noget jeg ved lader op, og der er rigelig at lade op, kan jeg vidst rolig sige.

Men samtidig vil jeg også prioritere at hente børnene rigtig tidlig en af dagene - som lige til ringetid for Storemusens vedkommende. Det er ikke noget jeg skal gøre alt for meget, for alle tre nyder også sene eftermiddage i hhv. børner og sfo, så derfor er fx torsdag altid en sen dag for der er hal-fræs, som Storemusen gerne vil være med til - helt til kl. 16...

Samtidig siger min arbejdskalender også aftenmøder de næste tre-fire uger... Derfor ved jeg at jeg kommer til at have lange dage her de næste uger, hvor jeg har aftalt med chefen, at de overarbejdstimer kan jeg disponere frit over - forstået på den måde - at jeg fx kan holde hele dagen fri, hvis jeg ved jeg har aftensmøder og transporttid der giver mig en del plus på fleksen, hvis jeg ikke holdt fri. De dage vil jeg bruge hjemme, møde sent, gå en tur, strikke eller gøre noget helt tredje - men uanset hvad, er det tid, jeg skal bruge til at pleje mig selv.

Lige den indstilling er jeg virkelig glad for jeg kan mønstre - jeg giver stressens klamme hånd skylden (nogen skal jo ha skylden ;) - for den/det har lært mig mine krops grænser på den hårde måde - men den har også lært mig hvor vigtigt det er at prioritere mig, og sige pyt - og gøre de ting jeg vælger at gøre helhjertet - for det nytter ikke noget at tænke "ej jeg burde også hente børnene tidligt" når jeg egentlig har besluttet at løbe, eller noget andet - inden jeg henter børnene.

Over and out herfra - nu vil jeg lige strikke :)

Lidt om nye rutiner...

Manden har i et stykke tid stukket lidt til mig "sig mig er du gift med telefonen, eller hvad?!" når jeg om aftenen landede i sofaen, og mere pr automatik end med egentlig reflektion sad med telefonen i hånden og "tjekkede alt muligt"... nogle aftener har det været så "slemt" at jeg har taget telefonen med i sengen, og fortsat med lige at tjekke. Der var virkelig blevet en rigtig dårlig vane - hvis jeg skal sige det i bagklogskabens ulidelig klare lys. Det var egentlig ikke fordi jeg tjekkede telefonen når jeg hentede børn, og var sammen med dem i ulvetimen, men når det var egentlig-mand-og-kone-kvali-tid, så skete det i stedet...

Jeg hader at gøre ting ureflekteret - jeg anser mig selv som et ret reflekteret væsen, som gør ting fordi... af en eller anden reflekteret grund. [Jep, så høje tanker har jeg om mig selv...] Når jeg så slår automat piloten til, og gør ting uden at tænke, så bliver jeg lidt træt af mig selv - især når det handler om dårlige vaner. Så i starten af januar tog jeg den beslutning at parkere telefonen ovre i reolen når (eller inden) jeg ramte sofaen, og i stedet tage bogen, ligge på sofaen og virkelig ligge med fødderne oppe, slappe af og hygge mig med bogen.

Det har virkelig gjort underværker - for jeg har lagt mærke til hvor meget uro telefon, sociale medier og telefon-tjekkeri skaber i min krop. Bogstaveligt talt, får jeg kriller i kroppen af telefonen. Så efter jeg har taget en uges kold tyrker om aftenen, brugte jeg igår aftes på at "tjekke ting" på telefonen, det endte igen ureflekteret - endte med - fordi jeg lige faktisk skulle noget inden det endte med at jeg ikke parkerede telefonen i reolen.

Og lektien fes i den grad ind i går aftes - uro, ingen afslapning og 1½ times tid spild (for hvad får jeg egentlig ud af at "tjekke ting" - ?! - ikke meget sammenlignet med jeg egentlig hellere kunne ha brugt tiden mere fornuftigt med benene oppe, og næsen begravet i bogen.)... Så hermed, over and out herfra - nu er det læsetid :)

Lidt om ting jeg har savnet.

Sidste indlæg snakkede jeg lidt om at finde balancen inder her sysleri om aftenen. Tak for jeres fine input. Jeg har allerede fået pigerne til at lægge deres tøj frem til i morgen. Efter lidt øfferi var de med på ideen. Så det fortsætter vi lige med fra nu af og frem. 

Næste skridt blir at få dem til at tømme opvaskemaskinen. Jeg tænker det er en opgave for Tiller og Tuller. Storemusen pusser jeg på vasketøjet for det vil hun gerne hjælpe med :) 

Indlægget fik mig til at tænke lidt mere over strukturen eller mangel på samme i hverdagen. Jeg holder virkelig meget af hverdagen. Den er der jo også flest dage af - men det er som om jeg lige skal lande en hverdag her i huset som jeg også kan holde til - og der er der noget at arbejde med. For realz... 

Der er gået virkelig meget tid med praktikaliteter. Jeg skal liiiige ting. På bekostning af de små øjeblikke som jeg holder så utrolig meget af. At være sammen med pigerne om eftermiddagen. Når de dimser perler, tegner eller er sammen. Og det er så her det nye kommer ind. Hvor de før sad om det store Bord sidder de nu på værelserne og hygger. Og det er jo så vigtigt og dejligt de gør - jeg har bare ikke helt fattet at det ik er ensbetydende med at jeg skal styrte rundt og o r d n e ALT og ingenting. Drt er ok ik at lave noget overhovedet! Faktisk helt ok! 

Derfor nød jeg ekstra meget at vi sad og dimsede perler omkring det store bord i eftermiddags. Og det var der jeg kom i tanker om hvad jeg har savnet: At sidde sammen og være sammen om noget der optager pigerne... noget som vi kan hygge os med i fællesskab - og det er her jeg virkelig vil sætte ind for det er noget der gir energi på min konto - det med at være sammen med mine tre trutter og hygge om eftermiddagen. For jeg trænger. Virkelig.  

 

December kom bare an...

Åh hvor jeg glæder mig til december - jeg er så klar til juleri og nisseri at jeg næsten ikke kan vente.

En egentlig december-liste med de dejlige ting der venter i december kommer først i starten af næste uge, hvor det endelig er den 1. december - men derfor kan man stadig godt glæde sig sådan i det hele taget til at det endelig bliver december.

Jeg har købt de første julegaver, og har en plan hvad pigerne ellers skal få af julemanden.

Det her er så skrevet igår aftes fra mobilos - jeg ved ikke hvad der er gået galt i udgivelsesdatoen (den 27.11.) men så'n kan det gå med den tekik ;)

Nissen flyttede ind i nat (natten til søndag, red) og havde en fin lille gave med til dem alle tre. Vi snakkede hvad den mon finder på af søde sager til os i år og hvor længe der er til jul.  Vi fik ikke pyntet op Idag. Generel lidt for langsommelig søndag med

Masser af strik, snak, kaffe og hygge - rigtig dejligt men jo ikke ligefrem fremmende for juleppyntning. Vi gør det i morgen har vi aftalt. 

En af de væsentligste grunde til jeg er klar til december er at jeg er ved at finde helt og holdent tilbage til mit gamle jeg. Det gamle jeg der var inden i mig da Vi kom hjem fra ferie i august. Efteråret har taget hårdt på mig - alt for meget arbejde og alt for mange dumme tanker om diverse ting jeg alligevel ikke kan gøre noget ved gjorde det ret hurtigt af med overskud og forvandlede det overskud jeg havde oparbejdet efter PhD forsvar osv til et rungende underskud. Novemer bød jo som bekendt på mindre arbejdstid... Altså har jeg brugt noget af den tid jeg arbejder mindre om ugen (32 timer that is) på at være sammen med mig selv og lade op. Det har gjort underværker. Jeg er glad - er mere mig selv - og mest af alt fuldstændig klar til december (ligesom sidste år). Jeg glæder mig til juleri og nisseri. Så december - kom bare an - jeg er klar :)

Tilbage til undervisningen

Jeg er begyndt at undervise igen. Det er både sjovt og udfordrende - det er ret lang tid siden jeg har undervist sådan for alvor på det kandidat kursus som nu er "mit" sammen med en rigtig god kollega. Vi er et godt team. Vi supplerer hinanden godt - udtænker gode øvelser sammen - - kan lidt forskellige ting og så er A lidt mere erfaren end mig. Han har pædagogikum - jeg skal tage det i løbet af det næste år. En rigtig god kombi spørger du mig :)

Jeg er blevet mere rolig i løbet af de sidste uger. For kroppen husker. Husker bedre end jeg umiddelbart havde troet. Da jeg for halvanden år siden måtte trække stikket for alvor skyldes det blandt andet undervisningens belastning (og pendleriet og lidt forskellige andre ting) og det huskede kroppen åbenbart. For jeg skal da lige love for at panikken var begyndt at indfinde sig ikke bare stille og roligt men for fulde gardiner i min krop igen (for nogle uger siden) Stakåndethed, svedeture, hjertebanken og alle de (stadig) lidt for velkendte symptomer på at der er noget der ikke er helt i balance. Så jeg snakkede kort med hende som jeg mediterer hos. Hun er som et anker man kan bruge - hun formår gang på gang at få en derhen  hvor man egentlig hører hjemme. Med ganske få sætninger. Forklarer roligt havd der sker i krop og sind - og vupti min verden blev hel igen. Hun gav mig en fin forståelse for hvad der var ved at ske i krop og sind - at min krop bare tænkte tilbage på sidste jeg underviste og satte automatpiloten til. Ikke særlig rart skal jeg hilse og sige. Den har jeg så heldigvis slået fra igen og jeg har selv overtaget styringen i min krop og sind :) og det føles dæleme godt!!

Den her uge har stået på ekskursioner - i vinter-wonder-land og Idag i gråt-i-gråt våd land. Nu må vi se hvor meget vi kan komme rundt og ud. Jeg tager det som det kommer -har masser af varmt tøj med og på - kaffe og te på kanden så er den i vinkel ;) 

Billedet er fra turen i mandags

Solen og lyset

gør altså en kæmpe forskel for mit velbefindende - så kan vi ikke blive enige om, at der har været rigeligt med gråt i november indtil nu, og vi derfor fremadrettet har dage med masser af sol (og hvis ikke masser, så ihvertfald bare lidt sol i løbet af dagen). Så man lige kan komme ud i lyst vejr og ikke bare 27 nuancer af gråt. Som i gråmorgenlys, mindregråformiddagslys, lidt gråt til middag, og så igen mere gråt hen ad eftermiddagen-lys. Jeg er t.r.æ.t. af gråt!! Især gråt vejr!

Jeg trænger til lys, jeg trænger til rigtig dejlig masser af lys. Og klar luft, uden fugt. Så derfor tog jeg ud i skoven efter frokost idag. Bare lige 10 min hvor jeg gik en tur, tog nogle dybe indåndinger og bare var ude i lyset. Og det er som om jeg med hvert skridt jeg tager når solen skinner og jeg vender ansigtet mod solen (eller ser ud på den blå himmel som nu fra min pind på kontoret) bliver lettere i sindet. Jeg trænger i den grad til sol.

Så i fredags, da solen tittede frem og jeg samtidig arbejdede hjemme, tog jeg en rask beslutning om at omlægge min frokostpause fra inde til ude iført løbetøj og løbesko, og løb en lang tur ude i skov og grønne områder. Jeg trænger så voldsomt, jeg føler mig helt udhulet af savn over sol. Humøret bliver bare lettere når man kan se en lille smule blå himmel, får lys til sindet. Det er som om de grå tanker bare ikke får lov til at eksistere så meget når der er tilstrækkelig med lys. Så send mere sol - nu - tak!! Så i morgen, ing. tager jeg lige løbeskoene med her i skoven og løber med to kollegas - og gæt hvad - jeg tror det blir rætti' rætti' godt! God mandag derude :)

Jeg skal da lige love for at mine tanker gik amok lige dér

Holy moly - jeg oplevede et dyk i mit projekt oplad dig selv over de sidste uger. Jeg havde ellers erklæret mig selv for rask - og det mener jeg (heldigvis) stadig jeg er. Men [for der er jo ofte et men et eller andet sted] - mine tanker - de fik da lige lov til at styre mig lidt mere end hvad godt er - i forhold til realiteterne.

Jeg havde ellers øvet mig i at tænke - det her er 'bare' tanker; realiteten er en anden - og så se på hvad realiteten er. Men det var som om at denne øvelse ikke rigtig ville virke denne gang. Så humøret fik et dyk nedad som jeg beskrev igår. Også selvom (eller på trods af) at der er så mange ting at glæde sig over - kunne jeg ikke genfinde positiviteten - eller jo jeg kunne, men den forsvandt igen ligesom når sæbebobler sprænges - alt for hurtigt, og bum, så var det triste humør der igen.

Men [for der er jo ofte et men et eller andet sted] så havde jeg (heldigvis) et møde med min Phd. vejleder igår. OG der kom vi til at tale om tidsplanen op til den store afleveringsdag den 1.4.2015  og jeg fortalte om mine bekymringer og nogle stress-symptomer - og at jeg synes det hele var så uoverskueligt og meget mere, at jeg faktisk var ret ked af det. OG så skal jeg da lige love for, at ham min vejleder tog arbejdshandskerne på, og fik rystet mig godt og grundigt - for han sagde m a n g e gange og meget t y d e l i g t at der var absolut INGENTING - som i i.n.g.e.n.t.i.n.g. at bekymre sig om - jo hvis du stadig sad og fedtede rundt i artikel 2, nu så ville jeg da være alvorlig bekymret, men du har indsendt artikel #2 og er halvvejs i artikel 3, og har skrevet en masse rå-tekst til dit omslag* så der er da virkelig absolut ingen ting at bekymre sig om, og jeg mener det!! og da søde vejleder er fra Nordjylland, og ellers en meget stille mand, gør sådan nogle udsagn noget i mig - at jeg faktisk tror på det! og det gør jeg stadig, og jeg er så lettet - og kan lige pludselig se lyset, også selv om det regner!

Så således opløftet kan jeg med en hel anden sindsro - skrive videre på artikel #3 - og glæde mig over at mine tanker endelig holdt kæft igen, og jeg kan se - realiteten jo faktisk er en hel anden!

* altså ikke mit omslag men afhandlingens, ing?!

Ny energi og nye (gamle) aktiviteter

Jeg har gennem hele mit forløb 'projekt oplad dig selv' overvejet o tænkt over mit aktivitetsniveau. Jeg har som i jo ved haft behov for at finde eller genfinde aktiviteter som skaber ro og giver overskud. 

En af aktiviteterne var og er - på min læges anvisning - gå en tur. Det gør jeg stadig. Når jeg er på nyt arbejde tager jeg jakken på og går en runde og slukker hjernen og går en 'gående meditation' hvor jeg lader være med at gå ind i mine tanker og kun fokuserer på mit åndedræt ellerkun fokuserer på hvordan det føles i fødderne/benene/kroppen når jeg går. Det samme gør jeg når jeg er hjemme. Tager ud i efterårsvejret og får 15 min luft. Det er godt for sindet og for kroppen. Jeg kan med en helt anden friskhed tage fat i mine arbejdsopgaver efter sådan en tur :) 

Jeg motionerer. Jeg løber og svømmer. Men svømning er mere effektivt for mig. Når jeg svømmer kan jeg kun fokusere på mine bevægelser i vandet. Og når der kun er fokus på en ting - har aktiviteten en meditere de virkning på mig. Det er skønt og efter en tur i vandet føles verden igen som et overskueligt sted at være. 

Og så til den nyfundne (gamle) aktivitet. Der er faktisk to - at læse - og strikke. I starten af mit stress forløb kunne jeg ikke læse andet en chik-Litt da bøgerne er tilpas letlæste til en overophedet hjerne som min var. Nu læser jeg bøger der taler til mig - nogle man kan tænke over som giver nye input som udfordrer og som giver stof til eftertanke. Den anden ting var strikkeriet. Jeg har simpelthen kastet mig ud i et strikkeprojekt, og mangler nu kun en lille bitte smule af min nye lækre lune uld slip-over i færøsk uld. Min nybegynder-status kom så meget til udtryk da jeg var nået til 'stjernerne' i skulderpartiet - så efter telefonassistance fra min strikkekyndige mor blev de alternative stjerner forvandlet til de fineste striber med sølvglimmertråd. Og det at se 'noget' blive til er virkelig fantastisk. Jeg skal virkelig holde tungen lige i munden for at lykkes med de rette indtagninger osv men på en eller anden måde er der også noget (mindre) meditativt i strikkeriet for mig. 

Men fælles for de her nye/gamle aktiviteter er at de giver ro i sindet og som jeg gør fordi jeg kan mærke jeg har lyst. Og at mærke sin lyst til aktiviteter er noget som jeg igen mærker tydeligt. Et godt tegn for mig - det bekræfter mig i at jeg igen er rask! 

God onsdag derude. 

Ferie lykke

eller tanker efter en vellykket ferie

Jeg er lykkelig - intet mindre. Helt nede i maven - efter 1 uges ferie med mine tre piger. Hvor jeg kan sige - jeg klarede det. Uden alle mine åh-så-velkendte-stress-symptomer. Det er lige netop det der gør mig så glad - helt nede i maven. Så jeg har nu besluttet at jeg er rask! Godt 11 måneder efter jeg første gang bemærkede 'at noget ikke helt var som det skulle være'. Det har været en lang - svær - men også meget berigende rejse.

Når man - ligesom jeg - har været helt nede og vende i kulkælderen med stress og en mild depression, er en vellykket ferie, alene med tre børn en milepæl af de helt store. Da det stod værst til, kunne jeg knap nok rumme mine børn, deres larm, og deres behov. Det er nemlig vældig svært at opfylde andres behov, når man ikke engang selv ved, hvad man har behov for - og når behovet mest af alt handler om at finde tilbage til dig selv, saml dig selv op og få styr på stumperne for at sætte dem sammen på en ny og (forhåbentlig) mere hensigtsmæssig måde. Denne ferie har jeg derfor på samme måde set frem til og også frygtet lidt (for med mig i bagagen havde jeg minderne om ferien i februar, hvor det bare ikke helt var lykken at have tre børn hjemme i tre dage). Men det gik virkelig godt.

Jeg havde ikke planlagt noget - vi tog dagene som de kom - for det havde jeg (og mit nye jeg) behov for. Og når mor er glad, er børnene som bekendt også glade. Så på den måde (ved ikke have nogle planer - men bare gøre hvad vi havde lyst til) jeg fik sat nogle gode rammer for fem gode dage. Jeg kan mærke at børnene kunne mærke mit større overskud. For de er ligesom også faldet lidt til ro, når de er sammen med mig. Jeg har været (og er til tider stadig) udfordret af 2*3½ årige i selvstændighedsfasen, hvor konsekvens og ingen slinger i valsen er mere end almindelig påkrævet. Og jeg fik sat nogle rammer sådan at de to trutter nu faktisk (langt hen ad vejen, ihvertfald) lytter til hvad jeg beder dem om, og også gør det. Og det er et stort skridt for mig.

Så når jeg ser tilbage på sidste uges ferie, bliver jeg lykkelig og glad, for det var virkelig nogle skønne dage.

Velkommen Oktober

Så er efteråret vidst rigtig over os - eller ihvertfald ifølge kalenderen... Men også vejret indikerer vidst meget fint, at det går én vej nu - vi går den mørke årstid i møde. Morgenerne er blevet markant mørkere på det sidste - og når det så også er overskyet og regner så får jeg en følelse af 'det bliver jo ikke rigtig lyst idag'.

Så min oktober må gerne indholde...mange friske morgener med høj sol og frisk luft, hvor man kan dufte efteråret. Jeg håber jo så også tilsvarende - få regnvejrsdage tak :)

Og så er vores ferie jo lige om hjørnet. Pigerne glæder sig, og jeg glæder mig. Jeg kan mærke de trænger, ligesom jeg også trænger. Jeg trænger til en uge med stille og rolige morgener, og dage hvor vi kan lave lige hvad vi har lyst til - uden at være bundet op af nogle tidsskemaer og andre hverdags-ting. Så vi skal ud i skoven, for der finder jeg ro, mens de kan lege - der er ligesom lidt højere til loftet.

En anden ting med den ferie er også noget stort for mig. For jeg er ved at være der nu i projekt oplad dig selv, hvor jeg ikke er et sekund i tvivl om at jeg kan 'klare' en hel uge alene med børnene. Ikke ligesom i februar, hvor jeg ladede ned. Så også derfor glæder jeg mig. Bevares, aktiviteterne er tilpasset mit energiniveau. Og sådan er det bare - det er jo en del af mit nye liv, hvis man kan sige det på den måde. Men jeg vil også udfordre mig. Én dag - dér tager vi ind til byen, vi skal nemlig spise lagkage på La Glace. Og køre Metro. Og se busser, og byens vilde liv (tror jeg nok). Men det forbliver en hemmelighed - for jeg skal lige mærke efter om det er 'det rigtige' at gøre. Alternativt bliver en tur op til 'mors arbejde' og skovlegepladsen - og kantinen, hvor der sælges lækre boller - hvor vi kan have Trangia'en med - varme vand til kakao, og pandekager - ligesom vi gjorde i weekenden.

Oktober bliver også måneden hvor jeg rykker med min afhandling . jeg kan mærke det - skrivelysten og arbejdslysten er der - der er blevet støvet af og jeg er fyldt med gå-på-mod. Jeg regner med at den sidste artikel er tæt på færdig i slutningen af oktober (ok så skal jeg jo nok ikke blogge i arbejdstiden). Men jeg nyder fordybelsen, nyder nørderiet - og nyder mit arbejde. Så alt i alt, forventer jeg en skøn oktober - med masser af energi til alverdens ting.

God onsdag derude.

Overspringshandlinger eller noget der er godt for sjælen?

Jeg har jo rig mulighed for at arbejde hjemme for tiden - min arbejdsaftale betyder, at jeg faktisk kun skal være på arbejde to dage om ugen - mens jeg de resterende tre dage kan skrive på afhandlingen. Hvor jeg 'ordner' skriveriet er sådan set underordnet - bare jeg får det gjort. Og det er en luksus, som jeg virkelig nyder og har behov for - i projektet oplad dig selv.

For når jeg er hjemme - kan jeg med god samvittighed sætte mit ur til 50 minutter og så ellers knokle igennem, skrive, læse - søge litteratur og nørde den på det paper jeg er ved at skrive  nu. Når uret ringer kan jeg holde en velfortjent pause - der kan indeholde alt fra:

sæt en vask over
pille vasketøj ned og/eller lægge tøjet på plads (Og gæt hvad - der er rimelig meget vasketøj hjemme hos os, med tre børn, hvoraf de to af dem med jævne mellemrum har uheld pga koncentreret leg i børneren)
gå en tur (helt klart en af favoritterne)
sætte en rugbrødsdej over
løbe en tur
hjemme-træne
slå græs (gad vide hvad jeg skal erstatte det med når græsset snart ikke gror mere)
ordne andre praktiske ting i hjemmet.

For nogen må det virke som overspringshandlinger i et fortravlet arbejdsliv. For mig handler det om at hive stikket, lade op imens jeg arbejder. Med god samvittighed. For engang imellem slår det mig virkelig hårdt - som en kold spand vand i hovedet - hvad hvis jeg ikke bliver rask igen. Hvad hvis mine stress symptomer aldrig mere skrider af pommern til. Så bliver jeg ked - urolig - rastløs og så'n. For så går min hjerne amok i tanker. For jeg vil blive rask - og så skynder jeg mig og tænker på alle de gode ting der er i mit liv. Eller genkalder mig minder, gode minder som gør mig glad. For hvorfor dvæle ved det dårlige når man lige så godt (og nok hellere burde) dvæle ved alt det gode der er i ens liv?! Så det øver jeg mig i - alt imens jeg overspringshandler - for det er også et gode i mit liv!

God torsdag derude.