Lidt om at tiden gik...

Så gik der lige en del måneder. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg glemmer bloggen. Jeg kan jo egentlig godt lide at holde fast i hverdagstanker i vores liv her i et efterår som på ingen måder ligner noget vi har prøvet før. 

Der er rigtig mange gode ting i den nye hverdag. 

Jeg kan arbejde hjemme i det omfang det giver mening. Lige for tiden giver det meget mening for mig at blive hjemme og forberede undervisning. Afrapportere projekter og nyde den ro det giver ikke at skulle ind til byen og ind på kontoret. 

En anden ting der virkelig giver mening er vores morgener hvor vi i sidder sammen hver morgen og spiser morgenmad. Når pigerne er kørt i skole kan jeg sætte mig og arbejde kl 7.45. Uden først at bruge tid på transport. 

Når solen skinner og eller jeg trænger til luft går eller løber jeg en tur i frokostpausen eller hvor det ellers giver mening i læbet af dagen. Det er skønt - og giver energi. Den energi har jeg i den grad brug for når jeg underviser og når jeg møder mine studerende. Jeg kan mærke hvor meget det tager på mig hele tiden at skulle omstille sig, forholde sig til restriktioner og retningslinjer - og samtidig også passe på sig selv - spritte af vaske hænder huske mundbind og også have ansvar for at de studerende husker retningslinjerne. Alt sammen for at holde uni åben. 

Samtidig er der længslen efter dele af det gamle. Den ubekymrethed i mødet med andre - den ingen fokus på huske at holde afstand og tanker om fremmede der kommer for tæt på ville jeg virkelig gerne være foruden. Kollegaerne på kontoret - det sociale - en gedigen fest på arbejde. Og den slags. 

Lidt om at være glad og ikke glad...

Hvor når har jeg sidst været flad. Sådan glad glad? 

Det er kun eller bare glimtvis jeg kan sige jeg er glad for tiden. 

Jeg var glad da... 

Jeg sad på cyklen i onsdags og cyklede Hornsherred rundt. I solskin og alt spillede. 

Jeg for uger tilbage rent tilfældigt var på arbejde (med tilladelse forstås) på min fødselsdag og vi tilfældigvis var tre af mine allerbedste kollegaer samlet og vi spiste kanelgifler og drak stempelkaffe. Det var tilfældigvis det bedste ved min fødselsdag. Uventet. Og godt.

Jeg var glad da jeg sad ved vandet på onsdagens cykeltur of kiggede ud på Isefjorden. Der var blikstille og vidunderlig. 

Der er mange små andre øjeblikke hvor jeg er glad. Men min grundstemning for tiden er bestemt ikke altid glad. Jeg synes det er ok ikke altid at være glad. Jeg har det fint. Men gundstemningen er mere okagtig end grund glad. 

Jeg er allermest glad når jeg er sammen med nogen som ikke nødvendigvis (altid) er min familie. Jeg savner andre input. Savner snakke og kaffe på Shabaz. Savner at bestemme over min egen hverdag. Savner pendlertiden i bilen. 

Savner savner savner!! Og det er nok derfor jeg ikke er glad. Jeg gider ikke engang at holde fri - for arbejde og fritid flyder sammen for mig når jeg hele tiden er hjemme. Og jeg ikke selv bestemmer mængden af hjemmearbejdsdage. Måske jeg skulle finde mig et nyt skrivebord. Ved stranden. I skoven. Steder som jeg kan arbejde men hvor jeg ikke sidder på min hjemme-pind og ser de samme fire vægge. Mon det kunne gøre mig mere glad? Jeg tror det. 

Lidt om at det blev juni...

Så blev det juni. Idag har jeg været i København første gang efter landet lukkede ned i marts. Det er ret vildt at tænke på faktisk. 

Jeg må stadig ikke komme på arbejde. Hvis jeg skal forbi kontoret kræver det en chef tilladelse med en angivelse af grund til hvorfor jeg skal ind på kontoret. Jeg håber ikke jeg lod en kop kaffe stå på kontoret med tankerne den tager jeg og rydder op i morgen. 

Den er sikkert selv smuttet ud i opvaskemaskinen. Eller noget. 

Maj kom. Maj gik. Tiden er en underlig størrelse og hele maj gik virkelig hurtig. Jeg fik cyklet en masse. For at undgå corona kuller (den indsniger sig nu og da alligevel) - 

Ellers har den stået på virkelig meget arbejde. Primært med ansøgning. Koordinering af økonomi i ansøgning. Koordinering af kollegaer og forskellige arbejdspakker og alt det der. Når jeg har så travlt med den slags har jeg altid svært ved at genfinde en mere almindelig arbejdsrytme. Jeg skal lande i almindelig hverdag. Og finde en motivation til de opgaver der ikke bare sådan ligger og løser sig selv. Jeg arbejder bedst under pres. Det er en dårlig vane.

I juni vil jeg prioritere

👍🏼 Min yogapraksis. Jeg har nu siden 16 Marts Eller deromkring virkelig holdt ved. Det er ved at blive lidt hårdere. At holde ved. 

👍🏼 Mine cykelture. En pause fra skrivebordet i solskin kan noget. Særligt når den foregår på cyklen. 

👍🏼 Arbejde vedholdende med tre opgaver der helst skal afsluttes inden sommerferien om 4 uger. 

👍🏼 Nyde den allersidste måned med corona hverdag for mit vedkommende. Når jeg kommer hjem fra ferie i august er der en anden slags hverdag igen. Kontoret åbner den 10/8 MEN vi er blevet varslet ifht meget mere online undervisning. Jeg afventer og ser. Det har de sidste mange måneder lært mig. Lad være med at bekymre dig om ting du alligevel ikke har indflydelse på Uni bestemmer alligevel hvordan vi lander... 

Så juni. Kom an. Bring glæde og masser af solskin og måske wn del frokost is og kaffe med dig 

Jeg lukker og slukker for en stund

Kære alle i skønne læsere. 

Ordene og lysten til at skrive har forladt mig for en stund. Der er sket meget på hjemmefronten og jeg har ikke haft lyst til at dele den private og personlige rejse jeg har været på og stadig er på. Det kommer måske en dag. 

Jeg kan mærke at den tid jeg har er ikke fyldt med en lyst til at skrive blogindlæg. 

Det kan godt være lysten kommer igen. Jeg tror det. For bloggen betyder på en eller anden måde noget - det har været og er min digitale hukommelse. 

Så indtil skrivelysten er der igen - er jeg ude irl ❤️

Kærligst, S. 

Lidt om at genfinde arbejdsglæden...

Jeg har siden vi i efteråret blev præsenteret for røde tal på bundlinjen og dermed endnu en fyringsrunde og en omfattende organisationsændring ikke rigtig kunne se meningen med mit arbejdsliv... det var pænt op ad bakke. At hive sig ud af sengen om morgenen i en mørk årstid og tænke Jay nu kører jeg op på verdens bedste arbejde og bruger otte timer af mit liv på kontoret med gode kollegaer og for at undervise har ligesom ikke været nok til at motivere mig tip top meget. Også selvom jeg holder meget af mine kollegaer og at undervise. Lige så stille og roligt røg jeg længere og længere ned i et arbejdsmæssigt hul. 

Det hang måske sammen med jeg også samtidig havde rygende travlt så der ikke rigtig var overskud til at lande fyringsrunde og organisationsændring mentalt - jeg ved det ikke og jeg finder aldrig ud af det tror jeg. Det, der hjalp mig igennem den mentale mørke og et giga underskud var mit løberi. Jeg løb omkring tre gange om ugen i skoven oppe ved skolen for at holde tristesse nede på et niveau hvor jeg kunne holde det ud - måske var jeg egentlig på randen af en mild depression - jeg ved det ikke - og finder heller aldrig ud af den del. 

Men noget jeg har fundet ud af er at der er nogle ting jeg kan ændre - og noget andet jeg ikke kan ændre. Det nytter ikke noget at brokke sig over ting man ikke kan gære noget ved. Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet må man gå. Jeg blev. Jeg løb. Og løb og løb... Og jeg arbejdede bevidst med ikke at gå ind i diskussioner om det er for dårligt at ... når det der er for dårligt ligger uden for det område jeg har indflydelse på. 

Og det lykkes. Med denne bevidste strategi kan jeg igen se meningen med mit arbejde. Og det er virkelig dejligt! 

Lidt om hvad januar har lært mig...

Ja har er næsten omme og det er på tide at se tilbage på de sidste 30 dage. 

Helt grundlæggende synes jeg ar januar har varet for evigt og jeg glæder mig til at tage hul på en ny måned. 

For evigt. Ikke på den der åhhh gå nu væk måde. Men på den der og januar blev bare ved og ved måden. På den måde hvor jeg forleden så ned over kalenderen og tænkte. Manner januar har varet længe. Fem uger næsten. 

Januar har i den grad lært mig at tage tempoet ud af min hverdag. At tænke bedre om mig selv og om det jeg bruger tid på. At prioritere min egen mig tid og nyde de øjeblikke jeg holder aller mest af og være tilstede i nuet. Nyde mine løbeture - mærke efter når glæden bobler mens jeg løber og tankerne på magisk vis falder på plads. Det er en ting. 

En anden ting er at sætte grænser. Når pigerne piver for meget. Når der i et væk blir sunget danset eller nynnet og der er konstant baggrundsstøj og ingen ro til at tænke en klar tanke eller høre hvad jeg selv tænker her hjemme. Det kan jeg ikke holde ud. Så er der mor tid. På mor måden hvor ørerne hviler sig og der er tid til at være på værelserne og synge der hvis man har behov for den slags. Men i stuen og køkkenet er der ro for en stund. Det øver jeg og pigerne fortsat. 

Så på den måde har januar lært mig eller genlært mig at passe på mig selv. Det fokus fortsætter jeg med fornem stund endnu. 

Lidt om mere alvorlig svømning...

Jeg har skiftet svømmehold. Jeg gik om tirsdagen på et voksent fortsætter hold. Jeg trængte til st få finpudset min teknik for jeg sys jeg faldt lidt af på svømningen. Sådan teknisk set. 

Der gik jeg så et halvt år. Men der skete ikke rigtig noget. Jeg blev ikke rettet. Det ser fint ud. Vi svømmede ikke rigtig hårde pas. For det måtte ik være for hårdt - var der nogen der mente. 

Så var der træneren ved siden af. På det andet hold. Han sagde en aften da jeg spurgte om vi ik ku Gi den lidt mere gas - kom om torsdagen i stedet. Der svømmer vi os’ ... så kom jeg i torsdags... og kravlede op ad vandet med kramper i læggene og en slags total træthed i armene. 1800 m teknik og opvarmning. 1200 m m forskellig intensitet. 

Om jeg var ristet?! Jeps. 

Om jeg havde det godt bagefter?! Jeps. 

Om jeg blev rettet?! Jeps. I den grad. Løft albuerne mere, saml fingrene. Spænd i maven. Efter træningen og imens jeg blev rettet fik jeg løbende at vide nu ser det bedre ud ;) 

Men der er noget at arbejde med. Og det er fedt. For nu er der mulighed for at bli en bedre svømmer :) og det var jo det det hele handlede om! 

Lidt om en uge med eksamener...

Det er fredag og om nogle timer er jeg færdig med at afvikle 30 Mundtlige eksamener på en uge... sådan skrev jeg fornto dage siden. Indlægget nåede aldrig videre (jeg kan ikke huske hvorfor...) 

I sidste uge var eksamensuge. Det er altid hårdt i ugen op til hvor de studerendes afleveringer skal læses, og spørgsmål skal forberedes. I eksamensugen når man ik særlig meget andet end at holde de eksamener, i år strakte det sig over fire dage. En hel maraton dag fra 9-17, en lang dag fra 9-15.30 og to korte dage fra 9-12. 

I fredags var en kort dag. Og havde besluttet mig til at holde en halv fridag og tage ud og løbe et af mine yndlings trail spor heroppe i nabolaget.

 Det var den bedste afslutning på denne omgang eksamener. Nu venter kun to gange tre dage intensivt undervisning i slutningen af februar og så er undervisningen slut for mit vedkommende indtil oktober. Det blir godt og jeg elsker denne periode hvor jeg kan fokusere på de projekter jeg også har gang i

Hele ugen har jeg fokuseret mere på at tage farten ud af den tid jeg ikke sad i eksamenslokalet. Så i tirsdags arbejdede jeg hjemme. Onsdag eftermiddag fik jeg fikset lidt irriterende løse ender. Torsdag skrev jeg på et paper. Og fredag holdt jeg fri halvdelen af dagen. Jeg lykkes meget godt med at komme helskindet igennem ugen. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg fortsætter samme selvomsorgs stil i næste uge. Hvor jeg sikkert kan flette en enkelt hjemmearbejdsdag ind på onsdag - og ellers tage det stille og roligt de andre dage :) 

Lidt om at prioritere sig selv...

Jeg læber og svømmer en del. Løber om aftenen når poderne er puttet (men ikke sover endnu) - men har fået det sidste god nat kys inden jeg hopper ud i vinterkulden og mørket for at løbe en tur

Det er unådelig vigtigt for mig at ha tid til stilhed. Tid til hvor jeg ikke skal være noget for nogen anden end mig selv i løbesko og med god fart i stængerne. 

Hvis ikke jeg prioriterede de ture og den alenetid ville jeg bli helt nuts. Jeg synes børnene trækker meget på 

Mig - men mor eller mooaaar lige en sidste ting. Mor jeg skal lige fortælle dig noget. Det kan jeg ikke altid rumme når jeg ik lige får ladet op i løbesko. 

Det samme gør jeg faktisk altså også - i svømmeren. Altså lader op. Når jeg tæsker baner igennem. Den følelse af lange arme og gennemæltet krop er dejlig. Giver en tilfredsstillelse og tilstrækkelig med mig tid til jeg kan rumme mange spørgsmål mange mooooaaar’er og den slags. 

I morgen må jeg atter hoppe i vandet for at få renset hovedet og tanker. Jeg trænger. Og det gør familien os’

På årets sidste aften...

Så gik der en hel måned uden aktivitet her på bloggis. Jeg gider næsten ikke at skrive jeg har haft travlt. Men det har jeg. Men samtidig hr jeg ikke vidst hvad jeg skulle skrive. Og hvorfor. Og om hvad. Og i det hele taget hvorfor og så startede alle tankerne forfra igen. 

I dag har jeg brugt sammen med mine yndlingsmennesker - der i skrivende stund sidder under både tæppe og dyner på sofaen og ser de utrolige. Vi har fyret lidt krudt af og spist lækker mad. Og ser dronningens tale (var dem ik go eller hva’!?) og drukket cremant de bourgogne og hygget. Så alt er som det plejer. Eller er det?! 

Mit 2018 har været fyldt med tanker og tårer. Ked af det hed. Det handlede centrifugen om som i måske kan huske. Jeg har løbet meget af både vreden og ked af det heden i sænk. Har løbet mig selv i sænk. Svømmet mig  selv i sænk. Tænkt og løbet. Svømmet og tænkt. Det er måske derfor lysten til skriveri har været lidt mindre end den plejer. For årsagen til centrifugeringen har jeg ikke haft lyst til at dele. Men det hele har ikke kun været elendighed. Der har været kærlighed og elskelige øjeblikke. Jeg har nydt familietiden og de ting der følger med i familietiden. Ferien. De hjemmebagte boller og blødkogte æg i weekenden. Kaffen og snakkene i sfo’en. Katten. Tiden på sofaen. Kys fra pigerne og manden. Strikketiden. Og tiden i det hele taget. 

Så med det håber jeg at mit 2019 blir et år hvor der er tid til eftertanke. Men også til tid hvor ting falder på plads for mig - jeg trænger. Meget. Godt nytår til jer der (måske stadig) læser med ❤️

Lidt tanker om november...

November er næsten omme og julepynten er kommet op herhjemme. Vi glæder os alle til december og til juleferie. Men inden vi kan tjekke ud i hhv skole og på job den 21/12 er der lige er par småting eller to der skal vinges af. Mere herom på min decemberliste om nogle dage...

November har igen været en måned hvor hverdagen satte en fed streg igennem min plan om at skrive lidt flere indlæg på bloggen her... Der gik simpelthen hverdag i den - samtidig kæmpede jeg med næb og klør mod novembertristesse - fik løbet en del kilometer og kun svømmet ganske lidt. Løb er bare en bedre kur mod triste tanker end svømning er. 

November bød på fyringsrunde på job - og den stemning det medfører på en arbejdsplads er heller ikke fremmende for det gode novemberhumør. Heldigvis har jeg stadig mit job - men stemningen på arbejde er stadig i bund. Jeg håber julefrokosten inkl en altid spydig revy kan løfte humøret lidt. 

Hjemme og skolemæssigt får vi igen kamp til stregen - udfordringerne er meget magen til dem vi oplevede sidste år samme tid med og i Storemusens klasse - hvorfor de to trunter nu også er skrevet op et andet sted. (Samme skole som Storemusens’). 

Så ja november har været en hård en at komme igennem. Løb har hjulpet. Dulmet. Og bidraget til humøret blev bedre. Men også katten. For pelsterapi hjælper i den grad til at få tankerne i andre baner - så mon ik det hele går alligevel?!? 

Lidt om stadig at have sit arbejde...

I dag var der fyringsvarsel for otte og en halv medarbejder på jobsi. Shit en dag. Jeg har heldigvis stadig mit job. 

Sådanne dage er altid ræsdsomme at komme igennem. For samtidig med at man er lettet og glad over man stadig har sit job - så er man jo også mega berørt over at andre. Gode. Tætte. Kollegaer ikke har deres mere. 

Der blev drukket uanede mængder kaffe i dag. Og talt om hvor ligegyldigt alt er. Og når Storemusen så svømmer alt hvad arme og ben kan trække til klubmesterskaberne så kan alt andet virkelig være ligegyldigt. For hendes stolthed og glæde gør grå novemberdage gode. Virkelig gode. Uanset hvad derså sker andre steder i mit liv ❤️

I morgen skal jeg undervise igen. Om jeg gider. Nej ikke rigtig. 

Manner en dag. Men jeg har heldigvis stadig mit arbejde... 

Lidt om at finde ro - børneversionen

Tiller har ualmindelig svært ved at finde ro om aftenen. Hun vender sig. Drejer sig. Bliver ved med at kalde mo-or. Hun k a n bare ikke finde den ro hun ellers kan når hun ligger i sin seng for at få de små øjne til at lukke sig. 

Samtidig er hun også begyndt at komme ind til os om natten. Hver nat kommer hun med sin dyne under armen og lægger sig godt tilrette i mellem manden og jeg og sover videre. 

I dag var også sådan en dag. Natten bød på et lille kort visit kl 05.15 (gab) og mens hun næsten med det samme fandt ro var det småt med nattesøvn til mig den sidste times tid. 

Aftenerne er ofte sådan at hun egentlig er ved at falde i søvn så spjætter hun eller kommer i tanker om en sidste ting hun gerne lige vil vende og vupti er nattesøvnen og de tunge øjenlåg forsvundet som dug for solen. Samtidig er hun ofte for træt til faktisk at kunne finde ro og bare lægge sig til st sove...  Hun prøver at finde ro igen men ofte ender det med jeg sidder inde hos hende i fem minutter til hun falder i søvn. I aften henter jeg hende ind til os når jeg går i seng. For jeg (og hun) trænger til en nat uden afbrydelser. Ofte er det lige det der skal til for at nulstille natteroderiet. Et par nætter eller fem inde i smørhullet - så er roen og nattefreden genetableret. 

Jeg satser på det virker. Også denne gang.

Lidt om hvad tilfældige bekendtskaber kan føre til...

Jeg er blevet venner med en af mine tidligere studerende. Det er ellers noget jeg virkelig holder mig langt fra. Altså at blive venner. Med mine studerende. 

Både ifht at accepter venneanmodninger på Fb og på Insta. Jeg gider ikke at have dem så tæt på mit rigtig liv uden den undervisningslokalet. Når jeg præsenterer mig fortæller jeg dem om min uddannelse. Hvad jeg laver lige nu - forskningsmæssigt. Og hvad jeg ellers underviser i. Jeg fortæller at jeg er gift og at jeg har tre børn. Og så stopper det personlige også. Nogle gange fortæller jeg dem hvor jeg bor men ellers intet. Jeg drikker ikke øl med dem. Drikker ikke kaffe med dem - det er kun faglige snakke jeg involverer mig i. Jeg spørger ikke ind til dem (kun dem jeg er bachelor eller speciale vejleder får jeg et lidt tættere forhold til). For mig er denne distance vigtig. Så er der ikke forskel mellem de studerende. For der er altid nogen man svinger bedre med end andre. Det kan virke koldt og kynisk. Måske lige glad. Det er det ikke. Jeg er ikke lige glad. Jeg orker bare ikke det rod venskaber kan blive til fx til mundtlig eksamen.  Eller når man er censor. Eller man står i andre situationer. Her er et rent bord bare nemmere. 

Sådan var det også med D som jeg vejledte sidste forår. Jeg “overtog” vedkommende fra en anden medunderviser deres vejledningsforløb havde  mildest talt været elendigt. Jeg så en pædagogisk udfordring i denne studerende. Og ville give vedkommende en chance. 

Vores møde og dermed vores relation har udviklet sig. Meget. Vi er blevet ufattelig tætte efter den mundtlige eksamen. Faktisk gik der et par måneder før jeg hørte fra vedkommende igen. Jeg havde sagt - du må germe forblive i min indbakke - hvis du har brug for råd og vejledning efter endt uddannelse. Det skete heldigvis. Ik så meget råd og vejledning. Mere mails om forskelligt. 

Jeg lærte så meget af forløbet - og det gjorde min studerende også. Og nu - ja nu er vi venner. Både på insta og Fb. Og “in Real life”. Det føles rigtigt. For os begge. 

Man kan have sine principper. Indtil der kommer nogen der rører en på en hel særlig måde så venskaber opstår ud af en dyb respekt for den andens rejse og måde at være på. 

Lidt om at komme i ferie gear...

Så er vi i gang med efterårsferien. Tiltrængt for alle. Men familiefreden skal lige nå at indfinde sig. For konflikterne mellem poderne står faktisk i kø de her dage. 

Vi skal lige finde hinanden igen. Og i mens vi gør det skændes poderne om... 

At det er uretfærdigt at Storemusen drikker kakao efter to timers svømmetræning

At det er uretfærdigt man ikke bare må spise uanede mænger kage

At man har en søster som man hverken må slå eller bide eller rive i håret for den sags skyld

At man ikke bare må tænde for fjerneren og se tv som man vil 

At man skal tage nattøj af og almindeligt tøj på når man skal uden for en dør - eller man ikke må løbe uden for bare uden jakke og kun i strømpesokker. 

Og andre mega urimelige ting... vi har allerede indført vores kendte ferieregler. 

Tv- tid (en time om dagen ca. Man bestemmer selv hvornår man vil bruge den) 

Kede bøtten (en bøtte med små sedler hvor der står aktiviteter på som man så kan kaste sig over når man keder sig) 

Læse tid

Lege alene tid

Ude tid 

Så jeg er sikker på ugen blir god. Vi skal bare lige ryste hverdagen af os 

Lidt om endelig at være igang igen med skrivningen...

Jeg har det med at gå rundt om større opgaver som katten om den varme grød. Jeg orker ikke - jeg gider ikke - og går lidt halvhjertet igang, og det bliver hverken til fugl eller fisk - rent faktisk bliver det til intet andet end at tanker om "ugidelighed" vokser sig store og stærke i mit sind. Med andre ord - ting kommer til at fylde i tankerne, og det dur som bekendt ikke. Som i overhovedet ikke.

Således endte en projektevaluering også med at fylde uforholdsvis meget - men nu er jeg endelig i gang. Og det føles godt - og det går lettere end først antaget (lyder også bekendt i mine ører) - der var jo faktisk en del rå-tekst i småbidder rundt omkring - som kan danne udgangspunkt for evalueringsrapporten.

Der var noget tekst fra en vidensopsamling som jeg lavede for et stykke tid siden, der er noget tekst som kan bruges som inspiration fra en Nordisk rapport jeg har skrevet, der er noget tekst fra tidligere arbejdsdokumenter hvor vi havde beskrevet metoden for netop at kunne bruge den i evalueringen - så det ene med det andet - og vupti har jeg de første 10 sider tekst som nu kan arbejdes videre med og som allerede udgør den første tredjedel af den samlede rapport.

Jeg skal have aftalt en sproglig revision, så den er til at forstå og at det sprogligt glider - i starten af november. Og så skal endnu et projekt-møde give lidt input til diskussion og prespektiver i midten af november - jeg skal nok nå det - lige pludselig ser det ihvertfald ikke længere SÅ uoverskuelig ud :)

Så måske kunne jeg minde mig selv om de her refleksioner, når jeg om nogle uger skal ha gang i endnu en større skriveopgave med deadline midt i december...

Lidt om en september der jagede afsted...

Min september føles som om den lige er begyndt. Sjovt nok er den ikke det. Den er slut. Mandag starter en ny måned og 30 septemberdage er forbi. 

Det er gået stærkt. Alt for stærkt på alle fronter. Og det er virkelig et dårligt tegn. Når jeg lever fra weekend til weekend med uger der føles som om de smuldrer for mig så ved jeg at jeg skal slippe speederen og finde et andet gear. 

Jeg kan ikke følge med i det tempo. Jeg ved det godt. Så derfor sætter jeg farten ned. Jeg blir nødt til det. Arbejdsdagen går med hastesager. En e-mail indbakke der på nogle dage eksploderer når jeg en hel dag ikke er på mailen når jeg fx underviser.

Så derfor laver jeg lister med ting jeg skal huske og som får mig til at fokusere på de vigtige ting på arbejde. Resten må vente. Og jeg siger nej. Nej til folk der ringer for at drikke kaffe for st jeg kan være mentor for et projekt jeg hverken vil eller kan rumme fagligt. Siger ja til at spise frokost med gode kollegaer og nye forbindelser der giver mening. Jeg prioritere hjemmearbejdsdage - tidlige morgener på Yogamåtten - og tidlige sengetider (det øver jeg fortsat meget) - møder tidligt på kontoret hvor der er ro og tid til fordybelse. 

Holder fast i gode træningsvaner og finder tid til svømning og løb. For det giver de pauser jeg har brug for. Den næste prioritering fra på mandag er pauser. I arbejdsdagen. Så speederen ikke er i bund de timer jeg er på job. 

Jeg ved jo hvad der skal til. Og hvad der ikke skal til. Så det handler om at stoppe op og få næsen ud af plovfuren! Intet mindre. Så med det i mente satser Jef på at oktober snegler sig afsted ;) 

Lidt om at være træt...

Siden jeg har været afsted til Bordeaux har jeg virkelig haft et markant større behov for at sove end før jeg kom afsted. 

Jeg tror det er efteråret der melder sin ankomst. Med de mørke aftener kommer trætheden snigende. Om sommeren med de lyse aftener og nætter har jeg følelsen af at have markant mindre behov for søvn end når mørket sænker sig over aftenerne. Der er bare mere energi at rutte med. Det er der ik nu. 

Så jeg vænner mig til at lytte til min krop. Lytter til jeg skal gå i seng langt før kl 22. Der er stadig potentiale til forbedringer. For jeg rammer ikke altid madrassen kl 22. Den blir oftere 22.15 eller endda 22.30 før jeg kigger i min seng for alvor. Og når jeg også vil prioritere min morgen yoga betyder det en nat på 7 timer. Det er ikke nok. Jeg har det bedst med 8 timers søvn. Sådan har det altid været - og sådan bliver det nok ved med at være. 

Så jeg øver mig og ender nok med at sætte uret til 21.30. For så når jeg at slutte aftenhyggen. Lægge strikketøjet. Og kravle ind under dynen før kl 22. Jeg skal tænke i selvomsorg i stedet for st tænke at øv aftenen slutter allerede. 🤔🤔🤔

Så måske skulle jeg udfordre mig lidt der?! Jeg tror det ville gøre mig rigtig godt. Status’sen må jeg Gi når måneden er omme. Og nu - vil jeg strikke videre på et ærme ☺️

Lidt om det med svøm i openwater...

I går svømmede jeg endnu engang ude i æ hav. Og det er fantastisk - faktisk intet mindre. Jeg er - efter to gange - blevet bidt af en gal Svømmedragt og nyder det i fulde drag. 

Nyder at man er i naturen og ikke i hallen. Ok skulle lige vænne mig til ikke at panikke over den nukleare (ok stavekontrol... hmmm) kæmpe krabbe jeg så på bunden af fjorden 🦀🦀🦀At vandet smager af salt og ligge helt dernede i vandoverfladen skue ud over vandet. Tage sigte og så ellers bare svømme derudaf. Lade tanker være tanker og bare være mig selv! 

Nyder den rytme kroppen kommer i og den fokus der er på at tage svømmetag tælle tag og kigge op og sigte igen. Det er skønt og jeg kommer i en fuldstændig meditativ tilstand. For man kan ikke andet end at være tilstede. #nuernu  

Nyder at det kan gøres på en times tid. Som fx i går. Hvor jeg havde en lorte eftermiddag. Tanker der for rundt i mit sind. Jeps. Centrifugen kaldte. Men jeg kunne heldigvis slutte tidligt på arbejde. Sætte mig i bilen svinge inden om hjem og hente dragt, låne naboens bøje og smutte ned til fjorden... 

så med dragten i bilen bilen til vandet... kroppen i dragten... og vupti kan jeg svømme en halv times tid eller lidt til. Ligesom i går. Hvor jeg fik ryddet op i tanker og sind fordi jeg svømmede  - inden jeg hentede børn... Det er ukompliceret og let tilgængeligt og kræver ikke alverden:

- Kun en bøje (så jeg kan ses når jeg svømmer rundt der i vandoverfladen) - købte en i pink!. 

- En dragt (købt brugt på facebook)

- badedragt, svømmebriller og badehætte som jeg jo havde i forvejen. 

Lidt om det med at vælge kødet fra...

Jeg har i godt og vel tre måneder ikke spist kød. Det pippede jeg op om forleden - egentlig mest af alt for at holde mig selv fast i det kødfrie hjørne nu hverdagen stod og raslede med sablen. 

Og hvordan går det så i en familie på fem hvor en af os ikke spiser kød mere? Jamen det går sådan set meget fint. Ingen lider nogen nød ;) og alle går mætte fra bords. 

Hen over sommeren har vi grillet meget. Der spiser børnene og manden jo bare deres elskede pølser. Til mig har vi grillet squash m ost, eller tomater eller andre grøntsager. Når vi griller burgers tager jeg noget fisk i stedet (oftest røget ørred msc certificeret - det med msc går vi ret meget op i in da House...). Så er den i vinkel. 

Aftensmaden har ellers bestået meget af salat for mig vedkommende. Med bønner. Eller kikærter. Der plejer jeg at lægge en halv pose i blød ad gangen og koge dem. Og fryse dem i små portioner. Alternativt fryser jeg dem u kogt. Så kan jeg lave falafler af dem. Og falafler spiser alle. 

Når der ellers er rester spiser vi væltet køleskab uden kød - og på dage som i dag spiste pigerne og manden spaghetti kødsovs (Storemusen spurgte om det var med rigtigt kød - for vi har også lavet det med sån noget soja halløj og det smagte ret anderledes - noget man liiiige skal vende sig til.) jeg lavede en skøn omelet af de samme grøntsager som der var i kødsovsen (tog bare lidt fra til mig) og så var der mad til alle. 

Ellers er der altid hummus, bønnepate eller andet kødfrit og fiske agtigt i køleren til de dage hvor vi bare spiser rugbrød til aftensmad. På den måde er der mad til alle og altid et kædfrit alternativ som jeg kan spise.