Idag - for 1 år siden...

afleverede jeg min ph.d.

Dagen efter - skrev jeg dette indlæg.

I maj - 14 dage før mit planlagte forsvar blev afhandlingen godkendt... Seks uger senere den 8/6 2015 - forsvarede jeg afhandlingen

Det er stadig lige stort - jeg er virkelig stolt - og kommer aldrig nogen sinde - a l d r i g - til at glemme den følelse af lettelse da jeg afleverede afhandlingen. Efter otte år!!! Nb. altså ikke otte års skriverier - ind imellem skriverierne har jeg jo også liiiige født alle vores børn ;) så der har været en del barsel i de her otte år,...

Og nu - er det ved at gå op for mig - at folk hyrer mig til "ting", foredrag, oplæg og den slags - fordi jeg har den ph.d. og det - er sørme sejt! Og alt slidet værd!!

Det er sikkert og vidst - dilplomet eller beviset for 8 års slid...

Forsvar!

Den dag - altså den 20/4 - aflevererede jeg afhandlingen :) her på vej til vester kopi for at få printet værket :)

Til tandlæge

Storemusen var til tandlæge idag, og da vi var indkaldt til kl. 10 fik jeg lov til at komme med. Og hvor blev jeg stolt (og rørt) og fyldt af kærlighed helt ned i det allernederste af hjertet og mere til. For hun klarede det så flot, og snakkede med tandlægen - svarede på spørgsmål og fortalte stolt om sin rokketand (rokkertand som Tiller og Tuller kalder den) og fik også vist sin nye 'voksentand' frem. Og hvorfor er det så noget særligt? Jamen det er det af flere grunde... Fordi hun for bare 1½ år siden var så genert at hun ikke ville snakke med nogen fremmede - ej heller åbne munden - eller på nogen måde hoppe op på tandlægestolen, eller svare på de spørgsmål hun blev stillet.

Der er sket så utrolig meget med Storemusens selvtillid i løbet af det sidste år, hun er vokset med i takt med at hun er en af de store i børnehaven (og også fysisk den længste, var den første der havde tabt en tand, og fået en voksentand) - så hun strutter af selvtillid og har et selvværd som gør at hun tør at åbne munden, sige til/fra når hun synes noget ikke er rimeligt, og inkluderer i leg og sørger for at passe på de små i lillegruppen over i børneren, får lov til at gå forrest når børneren er på tur, og alle sådan nogle ting som de kommende skolebørn nu bliver trænet i - at få mere og mere ansvar, uden at de voksne nødvendigvis lige er i nærheden...  Og alt det tilsammen gør mig stolt, så jeg bliver helt rørt. For Storemusen blev altså storesøster - til to små søskende da hun var to år og to måneder, hun var jo selv stadig ganske lille. OG i og med jeg havde to babyer i maven - og skulle holde på dem så længe som overhovedet muligt, var der ingen løft eller andre ting fra hun var godt og vel 1½. Så hun skulle klatre op på puslebordet selv, skulle selv tage tøj på - (selvfølgelig med hjælp når vi kunne se hun havde brug for det...) for vi blev nødt til at have et barn der er forholdsvis selvkørende når vores liv blev beriget med to på en gang en dag i april 2011. Jeg har tit tænkt, at hun har skulle klare for mange ting da hun var lille - fik to søskende på en gang (ja, det er der mange andre der også får, men det kan godt give et snært af dårlig samvittighed alligevel) - og så forholde sig til de her to banditter hele tiden.

Og nu - nu bliver hun spurgt om: går du allerede i børnehaveklasse, for du ligner altså én rigtig børnehaveklasse-pige, som tandlægen sagde, hvortil hun svarede - jeg går i børnehave. Og sådan fortsatte snakken om hun havde holdt fri, selv vælger sit tøj, hvilken skole hun skal til at gå på efter sommerferien og så videre. Sådan rigtig tandlæge agtigt. Så hun kunne stolt fortælle pædagogen R ovre i børneren om at hun havde altså været ved tandlægen og alt det hun [tandlægen that is] havde sagt og gjort.

Suttefeen på besøg

Som overskriften måske antyder har vi haft besøg af suttefeen i går. Det er ca 1½ år siden hun har været her sidst... det kan du læse om her og her. Hun kom og tog alle sutterne, så nu har vi ikke flere sutter in da house (eller det har vi, men de er gemt væk, og kommer ikke frem igen).

Det kom sig egentlig af at Tiller og Tuller virkelig elsker deres sut, det første de siger når jeg kommer og henter dem i børneren er 'min duddi', og stormer afsted for at hente den. Får de den ikke bryder helvede løs. Og så kan man jo mene rigtig mange ting om det - det er fint, men så'n har det været hjemme hos os. Vi har så taget dem (altså duddierne) igen når vi kom hjem, og aftalt de først kommer frem igen, når vi har spist aftensmad, kommet i nattøjet, og børstet tænder. Det har sådan set fungeret rigtig godt. Men det er jo ikke fordi Tiller og Tuller ikke har plaget for at få den sut, vel. OG jeg kan så afsløre, de kan være pænt (!!!) vedholdende. Så der har været sådan en konstant (ok, ikke konstant) støj, gående fra det pæne min duddi? til Ma ha min duddiiiiiiii, med gråd og mange tårer. Og dét er så ikke til at holde ud.

Så manden sagde faktisk i weekenden, måske skulle vi overveje at tage de sutter snart, for det er virkelig ikke til at holde ud mere. Og der var engang en klog kvinde der fortalte mig, folk kan synes hvad de vil om jeres børn med sut/jeres måde at håndtere x y eller z på (bare for at give et eksempel), det er fuldstændig ligemeget, at de synes det er et problem i gør dette eller hint. Det bliver først et problem, når I selv synes det er et problem. Så her er et pragteksempel på at vi faktisk synes det var blevet et problem - nåmmen nok snak: Så'n gik det så med sutterne igår:

Vi kom hjem, vanen tro, med to børn med hver deres sut i munden. Jeg får dem, for de to små trutter skal køre på løbecykel, og det gør man ikke med sutten. Så kom de aldrig frem igen. Jeg sagde bare de er væk - og det accepterede de indtil sengetid. Hvor manden så havde været så forudseende og arrangeret en lille seddel i den bøtte hvor vi altid plejer at gemme sutterne 'jeg har taget jeres sutter - suttefeen', Tuller blev rigtig ked af det, meget og længe, og højt. Men vi fik kigget godt i skabet, og der var jo altså ingen sutter, og vi fik kigget godt i sengen, og der var jo altså heller ikke nogen sutter. Tiller tog det hele lidt mere pænt, hun blev også ked af det men accepterede det lissom efter vi både havde kigget i skab, i og under sengen. Vi læste to bøger, satte deres senge sammen til en dobbelt seng, for så kunne de to lidelsesfæller ligge tæt i løbet af natten - og efter to minutter u.d.e.n. et piv sov Tiller. Tuller lå i syv minutter ca og snakkede med sig selv (faktisk ikke om sutterne) og så sov hun også. Natten er gået glimrende!

Nu skal vi bare lige se hvordan weekenden går - og købe to madkasser med Hello Kitty, som de to trutter ønsker sig, for de skal jo starte i børnehave lige om lidt! 22. april that is! Tænk, så har jeg tre børnehavebørn, men det er en hel anden historie - i et andet indlæg. Det her indlæg handler jo om jeg nu har tre børn uden sut! Hvor vildt er det lige, og så endda 3 uger før deres 3 års fødselsdag!

Når den ene har brug for den anden og omvendt

... men på hver sin måde...

Det er et tvillingeindlæg det her - og det kommer til at handle om Tiller og Tullers tvillingebånd, der bliver mere og mere tydeligt - og hvor føler jeg mig som en heldig kartoffel at jeg får lov til at opleve det. Det er intet mindre end fantastisk!!

Nå men samtidig - eller på trods af deres bånd, er de også rigtig gode til at sige fra over for hinanden. Ikke på den 'slå-bide-skubbe' måde [det kan de også, bare rolig], men mere sådan, at de især i vuggeren engang imellem ikke tager på tur sammen, men hvis Tiller fx har lyst til at blive hjemme så får hun lov til det, mens Tuller tager på tur, fordi hun har lyst - eller omvendt, at Tuller bliver hjemme mens Tiller er på tur... Eller når de spiser mad i vuggeren, og Tiller gerne vil blive hos 'de små' mens Tuller gerne spiser med hos de store vuggestuebørn (som de begge er en del af - hvor vildt er det lige?!?). Jeg bliver så stolt, jeg bliver glad helt dybt inde i maven, når pædagogerne fortæller disse søde historier. For det viser, for mig - at deres relation er sund. De får oplevelser hver for sig, nyder det hver især - og fungerer sammen.

Sådan sover man bedst - ved siden af sin søster :) 

Om aftenen er der derimod en hel anden sammenhørighed. Den anden weekend pillede min skønne mand tremmerne af sengen - og det gav/giver dem mulighed for at sove i dobbeltseng, når de har behov. Så sætter vi sengene sammen, og de kan ligge ved siden af hinanden. De kan sige 'dow dodt, Ida' 'Dow dodt Dinnæ' - kysse hinanden og kramme. og sige shhhh Ida dower, og se alvorligt på én. Når den ene så pjatter, som Tiller gjorde igår, og jeg resolut beslutter - jeg tager ballademageren med ind i stuen, spørger Tuller, Ida hennnn? Og jeg må krybe til korset og tage Tiller med tilbage, sidde med hende, så Tuller kan falde i søvn, og Tiller er frataget muligheden at lægge sig oven på sin søster, kramme, kysse osv. i tide og utide - når Tuller siger Dinnæ majet træt - maj dowe. Fem minutter senere sov de så faktisk begge - Tiller på min arm, Tuller i sin seng...

Hvorfor sidde i hver sit badekar når man (stadig) kan være i ét? Igår mente Tuller der var donnedinnæ i hendes badekar, som bidda [spiser] mig, så hun måtte over i Tillers badekar... 

Sikke en milepæl

... jeg/vi nåede i weekenden - enemand (moi) alene til barnedåb med alle tre tøser! Manden var syg og dårlig og måtte blive hjemme. Inden jeg drog afsted havde vi drøftet forskellige scenarier:

Jeg kunne tage afsted med 1) storemusen alene, og lade manden passe de to små ingen god løsning, manden har man-flu; 2) lade storemusen blive hjemme og tage de to små med storemusen ville bli' sur for hun havde jo glædet sig til fest, eller 3) tage storemusen med sammen med en af de to små trutter tjohe, så er det alligevel ikke meget hvile til manden, eller 4) tage alle tre børn med maks hvile til manden, der også skal være frisk til jobsamtale idag, og fortælle storemusen hun er den store, og skal hjælpe til! Vi besluttede os for den sidste model. Og det gik over al forventning!!

På intet tidspunkt havde jeg behov for at tale alvorligt med dem, min puls nåede overhovedet ikke op i de højder, for det gik bare så godt, ingen svedeture, ingen febrilskhed, eller andet for - de gjorde hvad jeg bad dem om. Da jeg kom hjem igår eftermiddags var jeg t.r.æ.t.!! ikke bare lidt, men v.i.r.k.e.l.i.g. t.r.æ.t.!! Jeg må indrømme på trods af at det gik rigtig godt, så er ansvaret for tre små børn, der jo også gerne må opføre sig nogenlunde godt, stort. Jeg havde fyldt Berlingo'en med: tre børn, jakker, pusletaske, mad til kirken, legesager til kirken, to højstole, to voksier og klapper (de valgte så at holde fest i den i stedet for at sove - og når man glemmer regnslag i det her møgvejr, kan man jo ikke engang gå en tur for at få dem til at lukke de små trætte øjne... Så her overgav jeg mig efter ca 30 min #vipperiindundergaragetag og de vandt kampen om 'hvem bestemmer om der skal soves lur i eftermiddag' - men faldt så i søvn på vej hjem i stedet), men ellers gik det ca sådan her:

De klarede kirken til ug med kryds og bolle - fik lige lidt mad undervejs...
De klarede ventetiden til 'håndmadderne' hjemme hos bedstevennen M og hans dejlige kone B og deres børn
De sad fint og spiste (her er håndmadder med 0.5 cm leverpostej jo nærmest 'at være i himlen' tænk at få så meget pålæg på en gang...)
Legede side om side med IKEA køkken og alle de masser af andre børn
Tiller og tuller fik lidt småkager og storemusen fik (rigtig) meget kage (det synes jeg hun havde fortjent, for hun var virkelig den store!)
Og moren indhalerede to kopper kaffe og spiste et ordentlig stykke 'rugbrødslagkage' for det synes jeg helt ærlig jeg virkelig havde fortjent!!!

Så da vi vendte snuden hjemad, sad der fire glade piger i bilen, og jeg kunne ha' tudet af stolthed - for vi er så tæt på 'lyset for enden af tunnellen' og det er godt, for mig, for manden og for os begge :)

Til fest #håndmadderholder #minetrevidunderligepiger

Otte år, tre børn, og et bryllup senere!

Og vi har det stadig godt - tænk det er otte år siden manden brugte den ultimative scorereplik 'Og hvis det ikke var så sent, så ville jeg invitere dig til kaffe' - kan man andet end at falde for denne charme?!? Inden da havde vi været på ølbar i Elmegade, set film i Empire (Adams Æbler), og drukket lidt mere øl på Props, og snakket, snakket og snakket. Det var en super hyggelig aften - så det var nok der jeg virkelig faldt for manden i mit liv, jeg synes nu jeg har skudt papegøjen (og så er det jo heldig, vi nu også har tre dejlige børn og oven i det hele også er gift - men 'kun' 3½ år, men det er jo de otte år der tæller, sys jeg). Jeg var også inden daten lidt lun på ham, for vi havde været ude og spille poker hos en af vores fælles venner nogle uger forinden, og også danset salsa sammen med ham her fællesvennen. Så jeg havde godt luret hans humor, skønne blå øjne, hans rummelighed, og.så.videre (åhhh). Fællesvennen, S. ser vi stadig nu bare med børn :) og fællesvennen S har selv også to skønne piger og en dejlig kæreste.

Egentlig skulle vi have fejret os idag - men de to trutter er syge (for 117. eller var det måske 118. gang i år) - så desværre måtte vi aflyse vores dejlige barnepige A. Jeg havde allerede advaret hende igår da jeg afleverede storemusen over i børneren at det nok ikke blev så meget med pasning idag, for tiller og tuller var hjemme med høj feber, snot, hoste (lorte AB!!) og nok ikke var til så meget sjov idag. Så manden tog på job (han havde en del at indhente pga børn syge og andre spændende ikke-helt-så-arbejds-relaterede-sager i denne uge) og jeg blev hjemme med de to små, mens storemusen var over og lege hos beste-beninden L. (Tak søde L's mor, at det lige kunne lade sig gøre idag, det var en stor hjælp) - for de to trutter var i så elendigt jeg-driller-dig-søster-og-mor-hele-dagen-lang-for-jeg-sys-det-er-så-sjovt-humør, og gæt hvad, det var overhovedet ikke sjovt hverken at være den ene søster, den anden søster, eller moren for den sags skyld. Så idag var en af de dage, hvor de to tosser (ja det var de altså idag) virkelig var tæt på at blive sat til salg (jeg gjorde det dog ikke), istedet pakkede jeg trutterne i det grønne lyn og kørte over til L. og hentede storemusen, købte is hos Madsens-is-biks, der efter ½ års vinterlukket ENDELIG havde åben igen, og udstyrede de to trutter med hver deres ske, så de kunne smage min (og storemusens) is.
På vej hjem, tullerede vi alle tre rundt på gågaden (ja så'n noget hygsomt har vi her i idyllerisk forstadsby) indtil Tulli fyldte en ble, og vi måtte vende det grønne lyn hjem for at skifte en delikat duftende ble :-/ og gæt hvad Karoline var ikke helt tilfreds med lugten i ladcyklen, men da jeg egentlig aldrig tager bleer med på små-ture ud i verden (note to the self - HUSK bleer&vådeservietter i fremtiden) måtte hun leve med lugten indtil vi kom hjem.

Festmenuen på otteårsdagen var vores hofret Spagetti kødsovs - og nu vil jeg skåle med min mand, på de næste maaaange år :)

Når nogen blir stor...

Nogen er blevet stor!
nogen fik sin 4års vaccine idag,
helt uden at græde,
eller være bange,
nogens mor er virkelig stolt!

Nogen ville ikke engang have en gave hos lægen
for nogen ved, at hun idag får sin første Barbie*
Nogen blir hentet tidligt idag,
og vi køber kage på vejen hjem,
for vi skal fejre

At nogen er blevet stor!

Storetrutten og tuller :)

----
* det med Barbien har sin helt specielle grund - hende nogen, som jeg fortæller om her, hun har tidligere (ca for et halvt år siden) været RÆDSELSSLAGEN når hun skulle til lægen, så meget, at de i børneren kunne mærke på hende, at hun var ved siden af sig selv, når vi havde været hos lægen med hende (og det er ikke fordi vi kommer der tit, eller hun skulle noget alvorligt - næh, nej, damen kunne bare ikke lide at gå til lægen!!) Så for os her in da house, er ovenstående en milepæl, som skal fejres på behørig vis - og det gør vi ved at opfylde hendes højeste ønske - en barbie :)

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget...

... jeg kan nu sige jeg er svømmer. Og det med glæde! I laaaang tid har jeg synes at svømning var keeeeedeligt. Så kedeligt, at jeg på ingen måde kunne forstå man frivilligt svømmede, 500, 800 eller måske 1000 m. Men jeg skulle blive klogere (som med så meget andet her i livet)
I slutningen af min barsel begyndte jeg at gå nogle gange til kiropraktor, pga en masse småskavanker i særligt min ryg. Det gjorde godt, så godt at jeg faktisk kunne begynde at løbe igen. Jeg elsker at løbe, jeg kan løbe længe, og i al slags vejr - og fik i løbet af et par måneder trænet mig op til at løbe ca 5 km tre gange om ugen. Større ambitioner har jeg ikke lige nu - det kommer igen, det med at løbe langt... som i 21 km.

MEN, (og der er jo altid et men) -
så kom ryggen tilbage - så det slet ikke gik længere, som i slet ikke, løb var HEELT udelukket, det var 'at gå' nærmest også.... Så prøvede jeg en virkelig god fys! Han sagde til mig, altså du burde svømme... (det sagde han rimelig mange gange - for jeg kom til at gå der længe... og han sagde det eftertrykkeligt.) Men efter hvad - måske tre uger, og en del 'du brude faktisk svømme', fik jeg meldt mig til et svømmehold - Crawl for voksne hos Johnny. Og Johnny er god - rigtig god - og sjov - og lidt plat! Som en 'svømmelærer' skal være. Så nu går jeg til svømning en gang om ugen (og frivilligt - en gang mere - og det er stort) så jeg svømmer faktisk to gange om ugen (!!!) - det ville aldrig, ALDRIG, som i never ever, være sket, var det ikke for den dumme ryg (som faktisk viste sig at være noget helt andet - men det er en anden historie - som har med fødslen(erne) at gøre). Så nu kan jeg sige - jeg er svømmer, for det er det jeg er. Og i går til svømning fik jeg så meget ros, jeg næsten ikke kunne være i det. Det gør mig stolt, og glad. For jeg kunne sige: Jamen, jeg synes faktisk svømning er sjovt! Så tak - dumme ryg - at du fik mig til at prøve noget nyt, og fik udfordret min (rimelig platte) holdning - at svømning er kedeligt - det er det jo slet ikke. Det er faktisk sjovt!

Status på farvel sut

Faste læsere vil vide, at Karoline smed sin elskede sut for en uge siden - suttefeen havde nuppet de sidste af hendes sutter, for at gemme dem i sit slot, og give dem (altså sutterne) til børn der ingen sutter har. Det er gået over al forventning - omend...

Hun har haft mere end almindelig svært ved at falde i søvn. Hun mente hun skulle snakke, som i meget, som i uafbrudt som i hele tiden. Indtil man med fast stemme sagde, Karoline, nu putter jeg sammen med dig, og jeg går, hvis du snakker. Vupti - stilhed, og sovende barn i løbet af et par minutter. Men hun sov senere end hun plejer (med sut) og sov dårligere - så vi har haft hende oppe i vores seng, skrigende og sur i løbet af natten nogle gange. Så hun har været TRÆT!!! og træthed og Karoline er et virkelig dårligt match:
træthed + Karoline = surt barn!!

Hun har ikke på noget tidspunkt bedt om en sut, eller napset Ida og Matildes sutter, der jo ligger og flyder sådan ca over det hele. Så adgangen til sut her i hjemmet er rimelig let. Men nej, så afhængig er hun åbenbart heller ikke. I forgårs da jeg var ved at putte hende havde vi følgende dialog:
K: Moar?
Jeg: Ja?
K: I morgen, der køber du en sut til mig, igås?
Jeg: hmmm, - hvad så med suttefeen?
K: Hun tager dem.
(Pause)
K: Men jeg gemmer dem bare
(Pause)
Jeg: Nååårgh - hvor vil du så gemme dem henne?
K: Under min hovedpude.
Jeg: Karoline, jeg tror ikke det går, suttefeen finder dem jo alligevel, tror du ikke?
K: jo...

Så skiftede vi emne - det var sådanset det eneste tidspunkt hun sådan rigtigt nævnte sutten, ud over de to eller tre gange hun bad om sutten, men så bagefter fjollet sagde - ejjjj, jeg bruger ikke sut mere. Så vi er faktisk stolte, af os og hende - af os, fordi vi endelig tog beslutningen om at sutten skulle væk, og af hende, fordi hun bare klarer det så flot (som hun selv siger det...)