Lidt om indlæg fra gemmerne: Status tvillinger næsten fem år

Jeg bladrede kladderne igennem - og fandt et virkelig gammelt indlæg her - det er over fire år gammelt... for 14 dage siden midt i corona-tiden holdt vi to gange 9 års fødselsdag. Så på den måde er det her virkelig noget som går - way down the memory lane.

Det er ikke til st forstå men om lige knap tre uger har vi to styk skønne piger på fem år (og en dejlig storesøster på syv ikke at forglemme).  Fem år - som i F e m. Altså fem!! En hel håndfuld.  Den lader vi lige stå lidt.

Vore to små er ikke små længere. De er faktisk ret store ikke kun i højden men også i deres mentale udvikling er der virkelig sket noget det sidste halve år. Om et år skal de starte i skole. Mine to store piger!! 

Selvom jeg af og til savner det knuskram baby halløj. Duften af baby. At amme. Lydene af nyfødt. At se baby opdage verden. Og alt det der - så kommer vi ik til at få en bette baby igen. For lige så meget som jeg kunne tænke mig babyverdenen m i n d S t lige så meget og hvis Ikk mere holder jeg af mit liv nu. Holder af den frihed vi har som familie. At vi har tre piger der er aå tætte aldersmæssigt at det gir mening. Da vi tog færgen forleden fra Odden til Aarhus - slog det mig (igen) hvor dejligt vi har det nu. Hvor langt vi er nået. At tage færgen uden problemer. Ikke længere at skulle gå efter to halvandenårige rundt og rundt. Men at kunne snakke om det vi ser. Og gå rundt men også at sidde og finde sig godt tilrette med det. 

At pakke bilen uden At det ender i kaos.

Og så slutter indlægget her. Jeg kan af gode grunde ikke huske hvad jeg ville fortælle - andet end, det bliver nemmere. Og det er det blevet. Hvor er det et dejligt sted vi er nu med vores tre piger på nu 9, 9 og 11 

Lidt om underviserlivet i coronatiden, del 2

Jeg fik denne her fine film fra en kollega dagen inden jeg første gang skulle undervise på zoom. 

Den ramte plet og jeg måtte lige finde et par lommetørklæder frem eller flere - jeg var så presset de første uger af coronakrisen hvor vi alle fem var hjemme. Alt det nye. De nye programmer. At omstille almindelig undervisning til online. Er en KÆMPE mundfuld. Og endnu større når hele omstillingen foregår når hele familien er hjemme. 

Og der ramte filen noget i mig der rørte mig dybt. Det gør den stadig. Gir kuldegysninger og tårer i øjnene. 

Lidt om en skøn søndag ved nordkysten

Vi har været i Liseleje i dag. Solskin. Vand og næsten ingen vind. Så kan man ikke ønske sig mere. Nujjj dejligt og tiltrængt. 

Vand er magisk for mig. Når jeg hører eller ser vand nulstiller min hjerne og mit indre kaos. Jeg kunne sidde i timevis og lytte til vand. Eller havet. Hav med horisont har helt særlige kvaliteter synes jeg. Blikket kan indstilles på uendeligt. Og tankerne renses. Jeg mærker en uendelig ro som jeg ikke kan finde andre steder. Jeg får lyst til to ting når jeg er ved havet. 

Enten at sætte mig ned og stirre ud over havet. Eller gå og gå og gå - begge dele mens jeg lytter til havets bølger skvulp eller andre lyde. 

Ofte kigger jeg ikke op men ned når jeg går ved vandet. I dag fandt jeg særligt mange sten med hul i. Eller hul med sten udenom. 

Fem styk blev det til. Egentlig seks. Men den sidste var ikke pæn og blev kastet i havet. 

Jeg tror jeg tager herop igen i løbet af ugen og går en lang tur. Jeg trænger til det. Trænger til tid med mig selv hvor jeg kan lade op og komme af med tanker. Med tårer. Og i stedet fyldes op med lys. Havduft og havlyde. Alt sammen balsam for sjælen som jeg har så desperat brug for. 

Lidt om at preppe sig med pænt tøj

Jeg har gennem de sidste mange hjemme uger virkelig forsøgt at fastholde noget normalt i min hverdag. Det normale er mit pæne tøj. 

Jeg har altid haft tøj på som om jeg skulle på arbejde og undervise. Pæne strikkede trøjer - nydelige overdele.  Ordentlige bukser, og i torsdags nederdel, strømpebukser og virkelig lækkert tøj. 

Jeg bilder mig selv ind det hjælper og gir godt humør. Om ikke andet har manden da noget pænt at se på ;) og lige her har nederdelen virkelig været god. 

Det kan godt være jeg har grædtmasser af tårer herhjemme over kollega ensomhed eller andet der skulle grædes ud. Men det er altid foregået i pænt tøj. :)

Jeg tror det er fordi jeg har et stort ønske om at fastholde en slags hverdag. Noget der er normalt. Eller almindeligt. Og her kom tøjet på banen. I ugen efter næste skal jeg også til frisør. Jeg skal af med min corona knold og endelig ha lidt skik på garnet igen. Åhh det bliver godt - også selvom (eller netop fordi) jeg ikke rigtig tror på at jeg kommer på kontoret på denne side af sommerferien. Men nu må vi se. Der kan jo ske et mirakel eller to. 

 

Lidt om træthed og tårer

I mandags skrev jeg om jeg ramte corona hjemme arbejds muren. Det føltes som om jeg kørte ind i den (muren that is) med omtrent 180 k timen. 

Jeg har sådan en grund stemning af ked af det hed for tiden. Min undervisning sluttede før påske og jeg har derfor skullet motiverer mig selv til at finde den spidsede blyant frem og skrive og arbejde. Det er ualmindeligt svært for mig. 

Jeg inspireres af kontormakkerne. Inspireres af snak over kaffen. Af smil og grin. Af fællesskab og hygge på kontor. Når jeg er fyldt op på den konto kan jeg arbejde længe og vedholdende. Også hjemme og alene. Men når alt det sociale er skåret væk. Eller ihvertfald minimerer til zoom så er det ikke desto mindre endnu vigtigere at jeg faktisk har zoom på programmet og ikke kun “mand og børn” som underholdning og snik snak. 

Jeg mangler det faglige input. 

Så i dag og også i går måtte jeg sande at zoom kaffemøder skal i kalenderen. Mindst to om ugen. Plus en snak med chef. For jeg er ved at visne herhjemme. Så i går snørede jeg løbesko. I dag tog jeg cyklen. For at få fyldt op på solskins og frisk luft kontoen i det mindste. 

Det hjalp. Men tårerne. Dem har jeg stadig ganske let ved at fælde. Over forskelligt. Så er det godt jeg har nogle piger og en mand der har lyst til at kramme lidt ekstra disse dage. 

Fra den anden aften. Hvor vi var ude og fange Pokemon. Hele banden ❤️

Lidt om underviserlivet i coronatider

Når man er underviser // studielektor og landet fra den ene dag til den anden bliver lukket ned og bliver hjemsendt som alle andre må man sadle om.

Udmeldingen var - undervisningen skal så vidt muligt foregå online. Og ikke aflyses. 

Gisp. Lige der ønskede jeg mig alligevel allermest at jeg havde valgt kurset om blended online learning da jeg havde pædagogikum - men. Det havde jeg ikke. Så måtte jeg selv igang. 

Aldrig har jeg følt mig så presset. 

Online platforme. Skype. Zoom. Teams. Hvad vælger man?! Universitetet havde heldigvis opdateret sin online blended learning hjemmeside i løbet af et splitsekund. Så man kunne sætte sig ind i hvilke programmer der kunne hvad og hvilke muligheder der var. 

En anden ting er - fra og tjekke programmer til rent faktisk at omlægge undervisningen. Til reelt indhold. Til power points der ikke kræver en underviser der peger og fortæller. Til omlægge til online øvelser og alt.UNDERVISNING.online.dk 

Phhhy en omgang. Det krævede en del online møder med mine kollegaer. (Online naturligvis) Hvor vi testede programmer. Spurgte hinanden. Og hvordan ser det så ud nu, og nu - og nu? Kan du se mig. Og høre mig? Prøv lige at sige noget. Og igen. Og igen. 

Men det gik. Som alt altid går når det skal gå. Med hiv og sving. Med børn i baggrunden. Med en masse sætninger til de studerende i retning af:  jeg skal lige finde ud af det her til nu - hvor man selvsikkert kan sige  jeg sender jer lige ud i grupperum hvor i arbejder sammen og så kommer tilbage om 15 minutter. 

Min læringskurve har været stejl. Og det har været så fedt kan jeg sige nu. Jeg tager så meget med mig. Og kommer ikke længere til udelukkende at holde undervisning face to face når vi er tilbage til normal. Jeg blander. Laver film. Og tænker (endnu mere) over det meningsgivende undervisning. For online undervisning kan faktisk noget. En del. Hvis jeg skal være ærlig. Men phhhy det har virkelig været en drøj omgang at komme hertil... 

Lidt om at cykle sig gennem corona tiden

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg bruger en del tid i løbesko og på min racer, og i svømmehallen. Dengang man kunne det. Lige pt venter jeg på at open water sæsonen starter igen for mit vedkommende. Det gør den 1/6 så skal jeg ned til fjorden og svømme. 

Jeg har altid brugt træning til at koble af og koble fra. Til at sortere tanker. Til at komme af med lidt indebrændthed. Til at være mig selv og komme væk og ud. Til at få luft til hovedet. 

De tre ting er i den grad aktuelle i den tid vi lever i nu. Uden min cykel og mine løbesko ville jeg for længst ha blevet små bimelims af at være lukket inde af savn til arbejde hverdag kollegaer og almindelighed. Så jeg har brugt min cykel til at komme ud og lufte ud. 

Jeg har forskellige lufte ud ture. 

30 km turen - turen til brug i hverdagen. Den kan cykle spå en times tid. Det er min corona runde der både kan cykles forfra og bagfra. Afhængig af humør, vejr og vind. Den tager jeg typisk på en to gange om ugen i hverdagen - mens pigerne har iPad spilletid. 

50 km runden. Turen til særlige lejligheder i hverdagen hvor jeg har brug for lidt mere tænketid og luftetid end det min 30 km corona runde kan tilbyde. En runde på to timer i sadlen. Det er også den korte weekendrunde hvis der ikke er tid til mere i weekenden pga andre ting på programmet. 

75-80-90 km runden - er weekendrunden aka “jeg har brug for a l e n e t i d” uden nogen form for forstyrrelser turen. Det er turen hvor jeg ruller ud tidligt lørdag ell søndag morgen og kommer hjem 3-4 timer senere som et nyt og bedre menneske. 

De sidste fem uger har jeg således brugt omkring 700 km på landevejen - min cykel (det røde lyn) blev i efteråret skiftet med en full Carbon cykel Fuji Brevet 2.3 damemodel i blå. Feeeed cykel og noget nær materiel lykke. Jeg sidder godt på den. Vi er som skabt til hinanden. Og med bredere dæk end racer dæk kan jeg både cykle på asfalt og grusveje. Og det giver endnu bedre muligheder for at køre hvor jeg har lyst. 

Materiel lykke kan noget. Særligt i disse tider hvor cyklen i den grad bidrager til at lufte ud. Sortere i store og små tanker. Og give mig alenetid. Noget jeg i den grad har brug for. 🥵 

Lidt om at have ramt hjemme-arbejds muren

Jeg har arbejdet hjemme nu i hvad som det føles i en million dage. Jeg har ramt muren. I den grad. Også selvom... 

1. Børnene nu er i skole og det kun er manden der er hjemme om formiddagen  (han tager på arbejde hver eftermiddag) 
2. Jeg har den fineste lille kontorplads hjemme med billeder. Stor skærm og alt hvad hjemmearbejdsplads hjertet begærer 
3. Jeg har ro
4. Jeg har arbejdsopgaver nok
5. ... Og sikkert meget mere 

Jeg kan bare ikke motivere mig længere. Jeg vil have mine kollegaers selskab tilbage. NU 🙈 

Jeg kunne tænke mig ... 

kaffe på kontoret - 

hyggelige snakke om alt og ingenting - 

pendlerture på cykel eller i bil for den sags skyld 

Vejledning når jeg sidder overfor mine studerende 

Årgh jeg har ramt en mur. Den er stor og styg. Og jeg tror jeg skal acceptere den er der. Sådan er det nemlig ofte. Accept og det at kunne rumme væg og mangel på motivation får selvsamme væg til at forsvinde og motivationen til at komme tilbage. 

En slags væg hvor græsset er grønnere på den anden side ❤️

Corondagdag #34: første skoledag veloverstået

fireogtredive dage skulle det blive til - 34 - dage. Hjemme med børn, nødundervisning og arbejde, før at vi igen kunne sende poderne afsted i skole - i hhv. 2 klasse og 4. klasse.

Med grundig instruktion om at vaske fingre (vi har set sundhedsstyrelsens film) og set filmen om hvordan det bliver at gå i skole i den her tid.

Så afsted det gik i går morges (onsdag) - med en kæmpe flok sommerfulge i maven hos både børn og voksne. Børnene fordi de er så pokkers bevidste om at de skal vaske hænder rigtigt og at møde deres venner igen, UDEN at måtte kramme og de voksne, når nu vores skønne børn ikke længere skulle passes af os voksne, men derimod lærere og pædagoger på skolen. (yeps, kyllingemor - men det er jo nye tider, med nye anvisninger - og med 4 ugers intenst samvær er det faktisk svært at overlade ungerne til nogle andre, synes jeg).

Det er også nye tider for eftersom vi forældre er forment adgang på skolens matrikel, så måtte de også selv transportere sig hjem på cykel - helt UDEN telefon. Ligesom vi også gjorde for 30 år siden... Og det gik godt - de to 9-årige havde dermed både debut på corona-skole dag 1 - PLUS cykle alene hjem fra skole for første gang. De to 9 årige fik besked på: 1) ikke at komme op at skændes i trafikken; 2) trække over alle vejkryds i fodgængerfeltet; og 3) passe på hinanden. En halv time senere kom Storemusen hjem, forpustet, glad og tilfreds...

Det gik så fint - de kom hjem, stolte over at kunne klare at komme hjem selv nu. Og fyldte til bristepunktet med fortællinger om corona-skole: fortællinger om hvor tit de skulle vaske hænder, om hvem de nu går i gruppe med, om hvordan legepladsen er inddelt i zoner, om hvem man må lege sammen med, om hvor mange håndvaske der er sat op, om hvordan undervisningen nu foregår med kun én lærer der underviser i alle fag, om hvordan man nu må være sammen i klassen, på legepladsen osv.

Alt er meget spændende og nyt - så mens pigerne oplevede en hel dag, med kammeraterne, havde jeg den første arbejdsdag fra kl. 8.15-13.30 uden andre afbrydelser end dem jeg selv var ansvarlig for. En special dag for alle :)

Lidt om skolebørn i krisetider

"og hermed lukker jeg for Danmark" - sådan cirka sagde statsministeren for godt 33 dage siden, en sen aftentime - for alle der har mulighed for det skal holde deres børn hjemme fra i morgen, torsdag den 12.3.2020

Storemusen ville gerne afsted torsdag - så det kom hun - hun går i 4. og vi synes hun skulle have mulighed for at sige ordentlig farvel til skolen og kammeraterne. Twinserne blev hjemme og havde en hyggedag (der kom mange flere af den slags hyggedage). Jeg blev som statsansat på universitetet også hjemsendt med beskeden om at al undervisning og vejledning fremadrettet skal foregå online.

ONLINE!?! Der er et andet indlæg om online undervisningen i pipelinen...

Corona-uge #1
Vi skulle lige lande i den nye situation, hvem arbejder hvornår, hvem har børnene hvornår, og hvordan tackler man sin egen usikkerhed og frustration oven i børnenes ditto? Jeg var fuldstændig fladmast når jeg ramte sofaen om aftenen, men fandt heldigvis ro i min yogapraksis (herom senere i et andet indlæg). Vi lavede skemaer til børnene - som de måtte udfylde med skoleopgaver om morgenen til morgenmaden, manden lavede opgaver med dem, mens jeg arbejdede - for manden, der er i en udviklingsafdeling måtte godt gå på arbejde hver eftermiddag... hvor jeg så havde børnene.

Corona-uge#2
Yay, vi landede i en slags ny-normal. Eller ihvertfald var de fleste dage ok-agtige, som jeg husker det nu på afstand - jeg fik vidst nok en enkelt eller to total nedsmæltninger, noget med at råbe ad manden, og også lidt ungerne (undskyld) for jeg var virkelig presset over alt det nye undervisning, og mit arbejde og hele det nye - jeg er ikke super-kvinde hvad andgår omstillingsparathed må jeg erkende.

Corona-uge #3
Ny hverdag landede mere og mere - skoletid om formiddagen, arbejdstid til mig om formiddagen, arbejdstid til manden om eftermiddagen, og lidt arbejde til mig om aftenen. Børnene var ultra seje - langt de fleste dage. Storemusen havde seriøse nedture, massiv ked-af-det-hed og et savn af både skole og svømning så det nåede sådanne dimensioner, at vi talte længe med klasselæreren om hvad vi skulle gøre... Resultatet og mange snakke med gode klasselærer B gik det - nogle dage bedre, andre dage mindre godt - men Storemusen fortalte - uanset hvad jeg gør, så har jeg altid en ked-af-det hed der ligger og lurer. F*** her var jeg udfordret, og måtte tude lidt i telefonen af og til.

Corona-uge #4
Lige som ny-corona-hverdag var landet, skulle vi omstille igen - for nu var der dømt ferie - men hvordan holder man ferie når man har været hjemme i så lang tid?! Jamen man dropper skolearbejde, dropper de nogenlunde tidlige morgener, og spiser blødkogte æg, drikker (lidt) mere kaffe og hygger lidt mere med haven. Jeg arbejdede dog stadig om formiddagen, for endelig at komme lidt længere til bunds i opgaverne, men pigerne holdt helt fri. Vi var i haven, var på tur, og så film, en aktivitet vi i øvrigt har "lavet" næsten hver aften i disse tider. Set film! Fantastisk familie-aktivitet :)

I dag rammer så en ny hverdag - for alle tre skal i skole igen. På en måde trist, for lige som vi havde fundet en hverdag - så skal de afsted igen. Jeg arbejder hver formiddag, og så kommer de hjem straks som det ringer ud.

Så må vi se - hvordan ny-corona hverdag ser ud fremadrettet...

Lidt om at bage sig igennem krisen

Jeg ved ikke helt hvad der skete med mig den aften da Statsministeren lukkede landet ned. Jeg besluttede mig i al fald til at kæbe noget gær og mel. Og så greb det om sig... 

Dag 1 bagte jeg havre/spelt franskbrød som jeg altid gør. Det er vores morgenmad. 

Dag 2 var alt rugbrød i Miles omkreds udsolgt. Så jeg satte en surdej over. For om ikke andet kan jeg da bage noget rugbrød (hvorfor tror vi at det er komplet umuligt at komme igennem krisen uden rugbrød er mig en gåde?!)

Dag 3 og 4 passede og nussede jeg min surdej 

Første corona uge hjemme fik jeg bagt

Franskbrød et par gange. Plus noget rugbrød. Og kage. For hvis der er krise er kage godt. Altid. 

Kager der er bagt og spist med søde naboers hjælp:

Vafler

Hindbær roulade 

Marmorkage 

Chokoladekage 

Drømmekage 

Amerikanske pandekager 

Klatkager 

Antal franskbrød bagt og spist

Omkring 24 (bager tre ad gangen / to gange om ugen) 

Antal rugbrød bagt og spist 

Omkring 6

Har ikke det nøjagtige tal! 

Nu har vi passeret dag 33 og jeg har stadig samme bagelyst - holder surdejen i live, drømmer om en bagekruv så jeg også kan bage brød i kurv og pønser på at kaste mig Iver surdejsboller. 

Så ja - jeg har virkelig bagt mig gennem Coronatiden. Det har mine yndlingsmennesker og naboerne nydt godt af. For dem har vi mødtes med. Over en kop kaffe på cafe fodkold (vores regnvandstønde) uden snakkene over kaffen med gode naboer ville jeg virkelig ha blevet sindsyg. For manner jeg savner kollegaer det sociale at være sammen med nogen og snakke om stort og småt - savner savner savner ❤️❤️❤️

Coronatanker dag #32

Aldrig har jeg bagt så meget som de sidste 32 dage. 

Efter jeg startede min surdej på corona dag 3 har jeg bagt rugbrød. Så franskbrød til morgenmad. Kager. (Bemærk flertal)

Jeg har virkelig fundet min bagelyst igen. Og det er dejligt. 

Derudover har jeg cyklet mig gennem krisen. Og løbet. For hvis der er noget jeg kan så er det at tænke, tude og reflektere i mit sportstøj. 

Jeg har naturligvis også arbejdet. Og undervist online. Og haft hjertebanken. Og tænkt tanker som kommer det nogensinde det at bli normalt igen. Og hvad er normalt egenligt. Og hvad vil jeg tage med fra undtagelsestilstand til ny normal og hvad tager jeg med mig fra gammel normal til ny hverdag. 

Alt det vil jeg bruge de næste mange indlæg på at fortælle. For jeg kan mærke jeg skal holde noget fast. Holde fast k en situation som måske måske ikke kommer igen. Men som er så fundamentalt anderledes at jeg har fået skrivelysten tilbage. Så Honey - I am back.