Viser opslag med etiketten morgenrutine. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten morgenrutine. Vis alle opslag

fredag den 24. oktober 2014

En hverdagsmorgen i den Idylleriske Forstad

6.00 vækkeur 1 ringer og slukkes
6.08 vækkeur 1 ringer (igen) og slukkes igen
6.10 vækkeur 2 ringer - vækkeur slås fra, jeg står op.
6.11 møder Storemusen og Tuller i gangen - begge vil med i stuen - vi tager dynen med.
6.12 tænder TV og skifter til Ramasjang. Pigerne kravler ind under dynen - og ser Thomas Tog, jeg skruer op for varmen og sætter rugbrød i ovnen, og smutter ind på badeværelset.
6.20 hører trafikradio - ingen s-tog mellem idyllerisk forstad og nordpå. Smutter ind til manden - vækker - og morgenstrategi lægges. Manden skal nordpå i tog, men vi kan køre sammen - skal selv nordpå, og vi aftaler, vi begge afleverer børnene og sætter manden af på job, og kører selv videre nordpå.
6.40 klar efter bad mm, kværner kaffe, sætter kaffe over, dækker bord,
6.45 hører Tiller vågner,  går ind og vækker hende helt. Nusser på ryggen, og får hende op. TV slukkes igen...
6.55 hele familien samlet om morgenbordet... k r i s e ... der er (ifølge Storemusen) ikke nok jogurt tilbage [red: alle får lige netop det de plejer at få, men vi tømmer bøtten].
7.00 vi snakker om at vi skal hjælpes ad her til morgen, der kører ingen tog, så vi skal alle afsted samtidig, så hurtigt vi kan, så vi kan komme på arbejde - for vi skal jo på tur i weekenden. Alle glæder sig.
7.10 morgenmad spist - næsten i god ro og orden. k r i s e 2 [red: livskrise for Storemusen, der kom til at sætte sig på sin noget slidte nusseklud og hive i den, så den river i stykker - hun er grædefærdig, og skal trøstes, rummes og gøres mentalt klar til børneren.] Manden tager af bordet, jeg får Tiller i tøjet. Alt imens jeg også forsøger at berolige storemusen. Hun er meget ked. Vi aftaler at jeg bestiller ny nusseklud når jeg kommer på arbejde. Manden pakker trutternes tasker.
7.16 Tiller er i tøjet, og smutter ud på badeværelset til manden, der står klar med tandbørste mm
7.18 Tuller er i tøjet, og smutter ud på badeværelset til manden, der står klar med tandbørste mm
7.20 Tager rugbrød ud af ovnen, vælter det ud af formen, slukker ovnen.
7.21 Trøster stadig Storemusen, samtidig med jeg får hende i tøjet.
7.25 Reder hår på en stadig ked Storemus, sætter hår, børster tænder
7.34 Alle sidder ude i bilen - vi kører til børneren - roser børnene for hvor hurtige vi klarede morgenen.
7.40 Alle ankommer i god ro og orden til børneren, snakker med Storemusen om hvordan man kan stoppe med at være ked af det - ved at tænke, nu er den [nussekluden] i stykker, og vi har aftalt vi bestiller en ny, så der er en ny situation, og så må man gerne blive glad igen. Fortæller om jeg også selv nogen gange gør det samme.
7.50 Alle børn inde på stuen - Tiller synes det er svært at blive afleveret idag, så hun kommer over på søde A's arm, og er lidt ked.
7.55 afgang mod nordlige provinsby - der er meget trafik - dejligt at manden og jeg følges ad. Vi hygger og snakker om hvor godt det gik.
8.17 sætter manden af på arbejde - kører videre - hører musik og er glad.
8.40 parkerer bilen og trisser ind på kontoret - starter computeren, laver en kop kaffe, arbejder (blogger og bestiller nusseklud) og glæder mig til weekenden.

Det er den her nusseklud det hele drejede sig om i morges... Billedet er lånt her
God weekend derude :)

mandag den 11. februar 2013

Er der fastelavn på dit arbejde, mor?

Idag sendte vi en (semi-sur) prinsesse, og to glade mariehøner i vugger og børnehaven. Prinsessen var træt ... 'jeg er træt' blev sagt utallige gange i løbet af morgenen. Og mor her tænkte lige så utallige gange - ja, det kan jeg mærke...
Trætheden kom til udtryk flere gange under morgen-seancen. Prinsessen, der egentlig skulle (ville) have været en fe, nægtede: 1) at tage sit nattøj af, 2) at tage sit fastelavnstøj på, og 3) besluttede resolut at fe kostumet ikke var god nok (WTF?!? igår var det [stadig] rigtig fint) og kom afsted som Tornerose. Trætheden falder jo (som med mange ting her i livet) tilbage på forældrene. Vi havde hyggelig besøg af onkel T igår. Og det er jo som bekendt Storemusens absolutte yndlings onkel, så derfor fik hun lov til lige at spille 'Obstgarten' med ham, og kom jo så lidt for sent i seng (og igår hun var allerede træt...). Her var det så hun da vi næsten var færdige blev ked af det over hun hellere ville have spillet 'Lotti Karotti'; og her blinkede advarselslamperne allerede - de 10 min det tog at spille Obstgarten, skulle hun nok ha' brugt i sin seng under dynen...  Det blev derfor en lidt presset morgen, på trætheds kontoen!! Nå, men afsted kom de alle tre udklædt - så det bliver spædende at høre, hvad hun fortæller når jeg henter hende lidt senere idag :)

Onkel T, Tiller & Tuller tester fastelavnskostumer
Nå men det jeg egentlig også ville fortælle var, at vi i går aftes, da jeg puttede storemusen, snakkede om det der fastelavn, og hun spurgte mig: Er der egentlig også fastelavn på dit arbejde, mor? Jeg svarede - sandhedstro - nej, det er det ikke. Hvorefter hun (selvfølgelig) spørger: Hvorfor ikke... Og hvad svarer man lige der: Hmmm det ved jeg ikke, måske fordi vi er kedelige på vores arbejde? Jeg tænker så nu, ja hvorfor holder vi egentlig ikke fastelavn på arbejde?! Er der måske for lidt fastelavn på vores arbejde, sådan i det hele taget? Det kunne da være pi**e sjovt, at se sine kollegaer være klædt ud, og slå katten af tønden, og på den måde give lidt slip på tøjlerne, og grine, fjolle, og kaste sig over slikket i fastelavnstønden. Forestil dig, at man kollektivt aftalte, at der på alle arbejdspladser blev holdt fastelavn, og vi i det offentlige rum gik rundt klædt ud som feer, prinsesser, klovne, læger eller tandpasta, tandbørste eller noget helt andet. Det synes jeg kunne være lidt morsomt! Hvis jeg skulle til fastelavn sammen med mine kollegaer, ville jeg klæde mig ud som fe. Med glimmer, masser af glimmer, og langt gyldent hår. Og vinger, med fjer på, og en fin fe-stav, og en høj spids hat :)

God (fastelavns) mandag derude i solskinnet!!


mandag den 10. december 2012

Ren luksus start på en (forhåbentlig) god uge!!

Jeg arbejder hjemme idag - sådan halvdelen af dagen ihvertfald. Senere skal jeg ud og kæmpe mig gennem sne-masserne ind på job, hvor jeg skal høre andre forelæse. Det er den gode tjans af at dele et kursus med 'nogen'. Sid og lær lidt om hvad dine kollegaer arbejder med, saml trådene - og relater det hørte til noget af alt de andet vi allerede har lært. L.U.K.S.U.S. bum!

Her til morgen var vi to til at gøre ungerne klar. Bo skulle aflevere og jeg skulle jo arbejde hjemme - så jeg havde tid til at ligge lidt længere i sengen og snue. Hmmmm. Lige hvad man trænger til når man ved at der sner og fyger uden for, og der er sne i nok så rigelige mængder uden for døren... Morgen fortsatte i den lidt tilbagelænede stil - gøre tre børn klar - to voksne, spise morgenmad, hygge - og der var tid til pjat og spas med storemusen, så vi havde alle en god morgen. L.U.K.S.U.S. bum!

Da manden havde taget børnene med ud i vejret i bilen, havde jeg tid til et (langt) bad, inden den første dejlige kop kaffe (og en lille bolle) kunne nydes i ro og fred! Nu, sidder jeg og har lagt sidste hånd på min (egen) forelæsning til på onsdag, og nu vil jeg kaste mig over de tekster de studerende skal læse til ugens program...L.U.K.S.U.S. bum!

Se, det er en start på en mandag-morgen, som jeg kan være med til. Ren L.U.K.S.U.S. bum! Må din mandag blive ligeså luksus.bum.agtig som her i huset :)

fredag den 14. september 2012

En u-almindelig morgen i Cirkus Melbollis...

... eller torsdag den 13.9.2012:

Her en lille beretning om vores morgen igår - for at fortælle (og huske) hvordan ting engang imellem kan gå rigtig skidt...

Vi er som bekendt fem personer i vores lille familie, vores hverdag er ret struktureret og lagt i forholdsvis faste rammer. Det er et meget bevidst valg, for vi tror på at pigerne kan genkende rutiner, så de ikke så nemt bliver forvirret eller kede - de ved hvad der skal ske.

Vores morgener er opsat efter følgende ramme:
Kl. 6. Vækkeuret ringer
6.05 vækkeuret ringer igen - far (eller mor) står op. Der laves havregrød og den første voksne går i bad. OBS dette er luksus tjansen, for det indebærer et uforstyrret morgenritual (læs: børnefri badeværelse)
6.20 den anden voksen står op (evt. ledsaget af Karoline-musen, hvis vi er heldige er Ida og Matilde også vågen allerede nu), og går i bad. Havregrød er færdig og anrettes til afkøling af voksen nr. 1 ;)
6.45 den første voksen er 'spist af' og klar til at tage afsted, men har nu 'hjælpe tjansen'.
6.45 er alle børnene oppe; de får hver en lille portion rugfras m rosiner i en bøtte, for at tage den største 'nu er jeg altså virkelig ved at dø sult'-sult
6.50 Karoline får tøj på.
6.50 (ca) alle børnene sidder ved bordet og begynder at spise morgenmad.
7.00 den første voksne tager på arbejde.
mellem 7-8 kommer Ida og Matilde i tøjet, de får skiftet ble (igen - de er morgenpruttere), og alle trunter får børstet tænder...

Igår forløb morgenen sådanset rigtig godt indtil kl. 6.45 - alle børn er oppe...
Men men men. Det går så ikke helt efter planen
1) Karoline nægter at tage sit tøj på = 1 styk skrigende barn på gulv
2) Matilde nægter at spise sin rugfras (egentlig lige meget)...MEN i raseri (hvor kom den fra?!?) smider hun sine rugfras over hele gulvet og giver sig til at skrige/græde/rase ud = 2 styk skrigende børn på gulv.

Alt imens Ida sidder og spiser sin grød.  Hun er sulten og derfor hurtig færdig - og er klar til at komme i tøjet lidt over syv.

Karoline raser stadig - vi forsøger at spørge ind til hvad der ikke er som det skal være... Er ikke helt sikker, men det kan være at hun skulle have strømpebukser på i stedet for leggins og bare tæer i sandaler...

Matilde raser også endnu. Sidder nu på mit skød og bliver trøstet, hver gang jeg forsøger at sætte hende i sin stol, eller sætte hende på gulvet starter skrigeriet igen. Så hun hænger og  har behov for/nyder 'mor-tid'.

Karoline raser stadig - hun er forsøgt at 'tale til fornuft' - forsøgt trøstet... uden resultat.

Har mistet tidsfornemmelsen, men på et eller andet tidspunkt giver jeg Matilde havregrød (hun kan egentlig spise selv). Hun er nu mæt og klar til at møde dagens udfordringer = et skrigende barn mindre på gulv!

Karoline får tøj på - mens hun raser.... vi får overbevist hende om hun skal spise sin müsli. Så spiser hun og er efter maden også nogenlunde glad...

Således opløftet forlader jeg hjemmet kl. lidt i otte - møder senere da jeg har et møde i byen kl. 9. - Bo afleverer kl. lidt i halv ni. :)

Men heldigvis kan sådan nogle morgener tælles på ikke en hånd men så to da... Oftest ser vores piger sådan ud om morgenen
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...