Ferie lykke

eller tanker efter en vellykket ferie

Jeg er lykkelig - intet mindre. Helt nede i maven - efter 1 uges ferie med mine tre piger. Hvor jeg kan sige - jeg klarede det. Uden alle mine åh-så-velkendte-stress-symptomer. Det er lige netop det der gør mig så glad - helt nede i maven. Så jeg har nu besluttet at jeg er rask! Godt 11 måneder efter jeg første gang bemærkede 'at noget ikke helt var som det skulle være'. Det har været en lang - svær - men også meget berigende rejse.

Når man - ligesom jeg - har været helt nede og vende i kulkælderen med stress og en mild depression, er en vellykket ferie, alene med tre børn en milepæl af de helt store. Da det stod værst til, kunne jeg knap nok rumme mine børn, deres larm, og deres behov. Det er nemlig vældig svært at opfylde andres behov, når man ikke engang selv ved, hvad man har behov for - og når behovet mest af alt handler om at finde tilbage til dig selv, saml dig selv op og få styr på stumperne for at sætte dem sammen på en ny og (forhåbentlig) mere hensigtsmæssig måde. Denne ferie har jeg derfor på samme måde set frem til og også frygtet lidt (for med mig i bagagen havde jeg minderne om ferien i februar, hvor det bare ikke helt var lykken at have tre børn hjemme i tre dage). Men det gik virkelig godt.

Jeg havde ikke planlagt noget - vi tog dagene som de kom - for det havde jeg (og mit nye jeg) behov for. Og når mor er glad, er børnene som bekendt også glade. Så på den måde (ved ikke have nogle planer - men bare gøre hvad vi havde lyst til) jeg fik sat nogle gode rammer for fem gode dage. Jeg kan mærke at børnene kunne mærke mit større overskud. For de er ligesom også faldet lidt til ro, når de er sammen med mig. Jeg har været (og er til tider stadig) udfordret af 2*3½ årige i selvstændighedsfasen, hvor konsekvens og ingen slinger i valsen er mere end almindelig påkrævet. Og jeg fik sat nogle rammer sådan at de to trutter nu faktisk (langt hen ad vejen, ihvertfald) lytter til hvad jeg beder dem om, og også gør det. Og det er et stort skridt for mig.

Så når jeg ser tilbage på sidste uges ferie, bliver jeg lykkelig og glad, for det var virkelig nogle skønne dage.

Suttefeen på besøg

Som overskriften måske antyder har vi haft besøg af suttefeen i går. Det er ca 1½ år siden hun har været her sidst... det kan du læse om her og her. Hun kom og tog alle sutterne, så nu har vi ikke flere sutter in da house (eller det har vi, men de er gemt væk, og kommer ikke frem igen).

Det kom sig egentlig af at Tiller og Tuller virkelig elsker deres sut, det første de siger når jeg kommer og henter dem i børneren er 'min duddi', og stormer afsted for at hente den. Får de den ikke bryder helvede løs. Og så kan man jo mene rigtig mange ting om det - det er fint, men så'n har det været hjemme hos os. Vi har så taget dem (altså duddierne) igen når vi kom hjem, og aftalt de først kommer frem igen, når vi har spist aftensmad, kommet i nattøjet, og børstet tænder. Det har sådan set fungeret rigtig godt. Men det er jo ikke fordi Tiller og Tuller ikke har plaget for at få den sut, vel. OG jeg kan så afsløre, de kan være pænt (!!!) vedholdende. Så der har været sådan en konstant (ok, ikke konstant) støj, gående fra det pæne min duddi? til Ma ha min duddiiiiiiii, med gråd og mange tårer. Og dét er så ikke til at holde ud.

Så manden sagde faktisk i weekenden, måske skulle vi overveje at tage de sutter snart, for det er virkelig ikke til at holde ud mere. Og der var engang en klog kvinde der fortalte mig, folk kan synes hvad de vil om jeres børn med sut/jeres måde at håndtere x y eller z på (bare for at give et eksempel), det er fuldstændig ligemeget, at de synes det er et problem i gør dette eller hint. Det bliver først et problem, når I selv synes det er et problem. Så her er et pragteksempel på at vi faktisk synes det var blevet et problem - nåmmen nok snak: Så'n gik det så med sutterne igår:

Vi kom hjem, vanen tro, med to børn med hver deres sut i munden. Jeg får dem, for de to små trutter skal køre på løbecykel, og det gør man ikke med sutten. Så kom de aldrig frem igen. Jeg sagde bare de er væk - og det accepterede de indtil sengetid. Hvor manden så havde været så forudseende og arrangeret en lille seddel i den bøtte hvor vi altid plejer at gemme sutterne 'jeg har taget jeres sutter - suttefeen', Tuller blev rigtig ked af det, meget og længe, og højt. Men vi fik kigget godt i skabet, og der var jo altså ingen sutter, og vi fik kigget godt i sengen, og der var jo altså heller ikke nogen sutter. Tiller tog det hele lidt mere pænt, hun blev også ked af det men accepterede det lissom efter vi både havde kigget i skab, i og under sengen. Vi læste to bøger, satte deres senge sammen til en dobbelt seng, for så kunne de to lidelsesfæller ligge tæt i løbet af natten - og efter to minutter u.d.e.n. et piv sov Tiller. Tuller lå i syv minutter ca og snakkede med sig selv (faktisk ikke om sutterne) og så sov hun også. Natten er gået glimrende!

Nu skal vi bare lige se hvordan weekenden går - og købe to madkasser med Hello Kitty, som de to trutter ønsker sig, for de skal jo starte i børnehave lige om lidt! 22. april that is! Tænk, så har jeg tre børnehavebørn, men det er en hel anden historie - i et andet indlæg. Det her indlæg handler jo om jeg nu har tre børn uden sut! Hvor vildt er det lige, og så endda 3 uger før deres 3 års fødselsdag!

Sikke en milepæl

... jeg/vi nåede i weekenden - enemand (moi) alene til barnedåb med alle tre tøser! Manden var syg og dårlig og måtte blive hjemme. Inden jeg drog afsted havde vi drøftet forskellige scenarier:

Jeg kunne tage afsted med 1) storemusen alene, og lade manden passe de to små ingen god løsning, manden har man-flu; 2) lade storemusen blive hjemme og tage de to små med storemusen ville bli' sur for hun havde jo glædet sig til fest, eller 3) tage storemusen med sammen med en af de to små trutter tjohe, så er det alligevel ikke meget hvile til manden, eller 4) tage alle tre børn med maks hvile til manden, der også skal være frisk til jobsamtale idag, og fortælle storemusen hun er den store, og skal hjælpe til! Vi besluttede os for den sidste model. Og det gik over al forventning!!

På intet tidspunkt havde jeg behov for at tale alvorligt med dem, min puls nåede overhovedet ikke op i de højder, for det gik bare så godt, ingen svedeture, ingen febrilskhed, eller andet for - de gjorde hvad jeg bad dem om. Da jeg kom hjem igår eftermiddags var jeg t.r.æ.t.!! ikke bare lidt, men v.i.r.k.e.l.i.g. t.r.æ.t.!! Jeg må indrømme på trods af at det gik rigtig godt, så er ansvaret for tre små børn, der jo også gerne må opføre sig nogenlunde godt, stort. Jeg havde fyldt Berlingo'en med: tre børn, jakker, pusletaske, mad til kirken, legesager til kirken, to højstole, to voksier og klapper (de valgte så at holde fest i den i stedet for at sove - og når man glemmer regnslag i det her møgvejr, kan man jo ikke engang gå en tur for at få dem til at lukke de små trætte øjne... Så her overgav jeg mig efter ca 30 min #vipperiindundergaragetag og de vandt kampen om 'hvem bestemmer om der skal soves lur i eftermiddag' - men faldt så i søvn på vej hjem i stedet), men ellers gik det ca sådan her:

De klarede kirken til ug med kryds og bolle - fik lige lidt mad undervejs...
De klarede ventetiden til 'håndmadderne' hjemme hos bedstevennen M og hans dejlige kone B og deres børn
De sad fint og spiste (her er håndmadder med 0.5 cm leverpostej jo nærmest 'at være i himlen' tænk at få så meget pålæg på en gang...)
Legede side om side med IKEA køkken og alle de masser af andre børn
Tiller og tuller fik lidt småkager og storemusen fik (rigtig) meget kage (det synes jeg hun havde fortjent, for hun var virkelig den store!)
Og moren indhalerede to kopper kaffe og spiste et ordentlig stykke 'rugbrødslagkage' for det synes jeg helt ærlig jeg virkelig havde fortjent!!!

Så da vi vendte snuden hjemad, sad der fire glade piger i bilen, og jeg kunne ha' tudet af stolthed - for vi er så tæt på 'lyset for enden af tunnellen' og det er godt, for mig, for manden og for os begge :)

Til fest #håndmadderholder #minetrevidunderligepiger

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget...

... jeg kan nu sige jeg er svømmer. Og det med glæde! I laaaang tid har jeg synes at svømning var keeeeedeligt. Så kedeligt, at jeg på ingen måde kunne forstå man frivilligt svømmede, 500, 800 eller måske 1000 m. Men jeg skulle blive klogere (som med så meget andet her i livet)
I slutningen af min barsel begyndte jeg at gå nogle gange til kiropraktor, pga en masse småskavanker i særligt min ryg. Det gjorde godt, så godt at jeg faktisk kunne begynde at løbe igen. Jeg elsker at løbe, jeg kan løbe længe, og i al slags vejr - og fik i løbet af et par måneder trænet mig op til at løbe ca 5 km tre gange om ugen. Større ambitioner har jeg ikke lige nu - det kommer igen, det med at løbe langt... som i 21 km.

MEN, (og der er jo altid et men) -
så kom ryggen tilbage - så det slet ikke gik længere, som i slet ikke, løb var HEELT udelukket, det var 'at gå' nærmest også.... Så prøvede jeg en virkelig god fys! Han sagde til mig, altså du burde svømme... (det sagde han rimelig mange gange - for jeg kom til at gå der længe... og han sagde det eftertrykkeligt.) Men efter hvad - måske tre uger, og en del 'du brude faktisk svømme', fik jeg meldt mig til et svømmehold - Crawl for voksne hos Johnny. Og Johnny er god - rigtig god - og sjov - og lidt plat! Som en 'svømmelærer' skal være. Så nu går jeg til svømning en gang om ugen (og frivilligt - en gang mere - og det er stort) så jeg svømmer faktisk to gange om ugen (!!!) - det ville aldrig, ALDRIG, som i never ever, være sket, var det ikke for den dumme ryg (som faktisk viste sig at være noget helt andet - men det er en anden historie - som har med fødslen(erne) at gøre). Så nu kan jeg sige - jeg er svømmer, for det er det jeg er. Og i går til svømning fik jeg så meget ros, jeg næsten ikke kunne være i det. Det gør mig stolt, og glad. For jeg kunne sige: Jamen, jeg synes faktisk svømning er sjovt! Så tak - dumme ryg - at du fik mig til at prøve noget nyt, og fik udfordret min (rimelig platte) holdning - at svømning er kedeligt - det er det jo slet ikke. Det er faktisk sjovt!

Billedet er uskarpt fordi

.... Jeg først får min første kop kaffe nu, jeps som i nu som i kl 13.35. Og jeg ryster pga abstinenser, for kaffe skal der til i Cirkus Melbollis - i store mængder - det vil enhver med nogenlunde små børn vide... Og nej det er heller ikke fordi eg først er stået op nu (i wish) at jeg drikker kaffe - næh nej vi er sandelig stadig fanget i mellem sommer og normal tid limbo. Matilde vågnede kl 5.15 hurra for sommer vinter tid skift!!!

Nej jeg har idag:
Været til tandlægen med alle tre piger. De to mindste skulle tjekkes, mens den største bare var med for at træne og for at se at andre børn ikke får en hysterisk nedsmeltning fordi de skal åbne munden og lade en vildt fremmed dame kigge ind i den for at se om alle tænder er der ... Så vi er gået i træningslejr med Karoline, og træner både læge- og tandlægebesøg.

De to små damer pillede i alle damens skuffet og skabe (hvorfor er det så ikke hun har legesager liggende ligesom hos lægen?!) og blev tjekket om tænderne er der svarende til deres alder og rost for at faktisk ville børste tænder. Jeg blev så undervist i div med små plancher om sukker, sutteflasker (nej Ida og matilde bruger ikke sutteflasker længere - tjek).

Så der har simpelthen ikke været ro til at sætte sig ned og nyde en kop kaffe mellem dagens øvrige gøremål før nu. Jeg kunne godt have hældt en kop brændende kaf ned i skrutten i morges, men foretrækker den langsommere model...