Suttefeen på besøg

Som overskriften måske antyder har vi haft besøg af suttefeen i går. Det er ca 1½ år siden hun har været her sidst... det kan du læse om her og her. Hun kom og tog alle sutterne, så nu har vi ikke flere sutter in da house (eller det har vi, men de er gemt væk, og kommer ikke frem igen).

Det kom sig egentlig af at Tiller og Tuller virkelig elsker deres sut, det første de siger når jeg kommer og henter dem i børneren er 'min duddi', og stormer afsted for at hente den. Får de den ikke bryder helvede løs. Og så kan man jo mene rigtig mange ting om det - det er fint, men så'n har det været hjemme hos os. Vi har så taget dem (altså duddierne) igen når vi kom hjem, og aftalt de først kommer frem igen, når vi har spist aftensmad, kommet i nattøjet, og børstet tænder. Det har sådan set fungeret rigtig godt. Men det er jo ikke fordi Tiller og Tuller ikke har plaget for at få den sut, vel. OG jeg kan så afsløre, de kan være pænt (!!!) vedholdende. Så der har været sådan en konstant (ok, ikke konstant) støj, gående fra det pæne min duddi? til Ma ha min duddiiiiiiii, med gråd og mange tårer. Og dét er så ikke til at holde ud.

Så manden sagde faktisk i weekenden, måske skulle vi overveje at tage de sutter snart, for det er virkelig ikke til at holde ud mere. Og der var engang en klog kvinde der fortalte mig, folk kan synes hvad de vil om jeres børn med sut/jeres måde at håndtere x y eller z på (bare for at give et eksempel), det er fuldstændig ligemeget, at de synes det er et problem i gør dette eller hint. Det bliver først et problem, når I selv synes det er et problem. Så her er et pragteksempel på at vi faktisk synes det var blevet et problem - nåmmen nok snak: Så'n gik det så med sutterne igår:

Vi kom hjem, vanen tro, med to børn med hver deres sut i munden. Jeg får dem, for de to små trutter skal køre på løbecykel, og det gør man ikke med sutten. Så kom de aldrig frem igen. Jeg sagde bare de er væk - og det accepterede de indtil sengetid. Hvor manden så havde været så forudseende og arrangeret en lille seddel i den bøtte hvor vi altid plejer at gemme sutterne 'jeg har taget jeres sutter - suttefeen', Tuller blev rigtig ked af det, meget og længe, og højt. Men vi fik kigget godt i skabet, og der var jo altså ingen sutter, og vi fik kigget godt i sengen, og der var jo altså heller ikke nogen sutter. Tiller tog det hele lidt mere pænt, hun blev også ked af det men accepterede det lissom efter vi både havde kigget i skab, i og under sengen. Vi læste to bøger, satte deres senge sammen til en dobbelt seng, for så kunne de to lidelsesfæller ligge tæt i løbet af natten - og efter to minutter u.d.e.n. et piv sov Tiller. Tuller lå i syv minutter ca og snakkede med sig selv (faktisk ikke om sutterne) og så sov hun også. Natten er gået glimrende!

Nu skal vi bare lige se hvordan weekenden går - og købe to madkasser med Hello Kitty, som de to trutter ønsker sig, for de skal jo starte i børnehave lige om lidt! 22. april that is! Tænk, så har jeg tre børnehavebørn, men det er en hel anden historie - i et andet indlæg. Det her indlæg handler jo om jeg nu har tre børn uden sut! Hvor vildt er det lige, og så endda 3 uger før deres 3 års fødselsdag!