Jeg håber det fortsætter med at være lykken for dig for jeg kan godt forstå at det andet sled dig istykker.
For mit nye arbejde har været (og stadig er) lykken for mig. Det har været lykken lige siden jeg fik mailen om at 'de' gerne ville tilbyde mig en stilling hos 'dem'. For det var dér i lige netop det øjeblik jeg sagde ja, og farvel og tak det andet sted, at jeg blev klar over hvor stor en belastning transporten og den dermed følgende ikke-fleksibilitet har været. Ikke lige at kunne smutte hjem, hvis der er behov (og ja, jeg er godt klar over at far også klarer barns sygdom/hentning ell. lign. lige så fint som mor, så det er udelukkende mit helt eget behov vi snakker om her) - ikke at være en del af de daglige rutiner om morgenen uden at skulle stresse, for at nå det forbandede tog, og så alligevel først møde 2½ time senere. Og listen kunne blive meget længere... Men jeg tror pointen ryger ud allivel, mon ik?
Men det ufleksibiliteten og den lange transport tid - mine tidlige morgener, arbejdet i toget, osv. har ført med sig er jo en udbrændthed af dimensioner. Bum, der lå jeg som en våd, slatten karklud en dag i slutningen af marts - næsten præcist et år efter jeg sagde ja tak til arbejde i provinsen - og kunne ikke meget mere end at forsøge at finde ud af hvad jeg egentlig har lyst til. Og så kan man spørge sig selv - var det at jeg i sin tid (marts/april 2013) sagde ja tak til et arbejde i provinsen det værd? Jeg ved det ikke - lige nu tvivler jeg. Jeg har bestemt fået en masse rigtig gode erfaringer med mig - og dem er jeg meget taknemmelig for. Hele min måde at undervise på, er blevet meget mere selvsikker. Jeg tror på jeg kan noget dér, som jeg skal dyrke meget mere... Men 'følgerne' på det personlige plan kunne jeg godt have været foruden. Jeg er på vej til at blive rask, og kan mærke der er virkelig lang vej igen - ja, jeg fungerer på arbejdspladsen - ja, jeg kan klare dagligdagens gøremål, men der skal virkelig ikke meget til at vælte læsset. Og det er der - eller i den forbindelse jeg virkelig får mine tvivl om det har været det hele værd.
Jeg plejer ellers altid at holde på, der er ikke noget der ikke er så skidt at det ikke også er godt for noget. Og jeg har bestemt også fået brudt nogle handlemønstre som jeg altid har haft, som ikke har været hensigtsmæssige for mig (eller vores lille familie), fordi jeg blev tvunget til det - da jeg mødte stressens klamme hånd. Men om det har været det værd? Jeg ved det ikke.
