Lidt om det med at have haft stress...

Jeg læste et indlæg over hos søde Malin idag - det kom dumpende i min feed ligesom jeg igår havde tænkt lidt på, det med at have været stress syg. Så i stedet for at skrive (endnu) mere i kommentarfeltet kommer her lidt af de tanker jeg gjorde mig igår om det med at have haft stress...

For efterhånden fire år siden (ret præcist faktisk) blev jeg sygemeldt med stress. Jeg havde i julen opdaget at jeg havde hjertebanken, lunten blev kortere og kortere - og jeg var virkelig dybt involveret i den uddannelse jeg underviste på i sin tid i provinsen. Jeg pendlede hver dag fra den Idylleriske forstad til Provinsen (Odense) - transporttiden var på 2½ time h v e r vej. Nye fag skulle oprettes, og jeg skulle læse op på noget meget gammelt fag-stof, jeg havde haft om på bacheloren. Jeg havde minus overskud. Kunne ikke holde fri med mine børn, uden at jeg virkelig blev udfordret af alle de uforudsete ting der kunne ske ude når man havde tre børn på under fire hjemme. Når jeg skriver det her nu, tænker jeg bare - det er sørme klart at jeg fik stressens klamme hånd at føle. Indlæggene, underskuddet, tankerne og hele den lange vej tilbage kan du læse om her. Der er mange indlæg, så du skal scrolle helt tilbage for at komme hen til vinteren og foråret 2014... Men pointen er - da det gik op for mig hvor slemt det stod til, var bægeret løbet over, og det havde været fyldt i lang, lang tid allerede. Og vejen tilbage var tilsvarende lang og sej, og kostede mange tårer...

Stress er på mange måder utrolig tabubelagt. Det er jo ikke fordi man går ud og fortæller om hvordan man har haft det og så'n. Da jeg skiftede arbejde i 2014 var det meget vigtigt for mig at i n g e n skulle vide at jeg havde haft stress. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg er åben om det, og fortæller hvis nogen spørger - men siger også - at der er en grund til jeg er på nedsat tid, så jeg kan prioriterer motion, mig-tid men også min mor-rolle.

På den gode side af at have været ned med stress har jeg virkelig lært min krop at kende, jeg kender signalerne, jeg ved hvornår jeg skal skrue ned for arbejdspresset, jeg kender mine prioriteringer og jeg prioriterer (det har i kunnet læse om her i januar og februar i år). Jeg øver mig fortsat i at sige nej - og jeg sagde det faktisk meget tydeligt på arbejde den anden dag, og blev helt flov bagefter. Så flov jeg lige var ved at trække i land igen. For tænk hvad de andre tænker hvis jeg siger sådan - tænkte jeg. Men jeg holdt (heldigvis) fast i mit nej.

Modsat altså på den negative liste er der helt klart angsten for at blive syg igen:
... Når jeg har travlt er det første jeg tænker, er det nu, er det nu, er det nu jeg bliver syg igen??? Jeg har lovet mig selv og manden at jeg vil gøre mit bedste for ikke at blive syg igen. Men angsten for at blive det er der virkelig stadig. Og det er den angst jeg er meget træt af, og jeg virkelig gerne vil være foruden
...  Jeg kan ikke klare så meget som før. Jeg har meget mere brug for at passe og pleje mig selv, for at kunne holde stress symptomerne i skak (eller væk). Jeg prioriterer pauser, hjemmearbejdsdage, og arbejder med at jeg ikek har travlt i de aktiviteter jeg skal nå... jeg skal liiiiige nå at støvsuge (kan i se det for jer, hvor hurtigt man skal støvsuge) for så at vaske tøj, og hænge det op ... og --- og... så jeg forsøger at huske det med pauserne også i weekenderne hvor jeg bare sidder og strikker, lader rod være rod, og ikke laver noget andet end at fokusere på mig selv.
... Jeg er bange for min hjerne koger over igen. I den periode hvor jeg havde det værst, havde jeg ofte en ud af kroppen oplevlse. Jeg kunne stå ved siden af mig selv, se på mig og sige, det her er ikke mig. Min hjerne kogte, tankerne var der hele tiden, jeg kunne ikke huske - og jeg havde det som om min hjerne flød i vand og blobbede rundt oppe i hovedet - men mest af alt fungerede den ikke ordentligt. Det gør den heldigvis igen, men der er ting jeg har sværere ved at huske, og det er der jeg aldrig skal ud igen. A L D R I G!! Det var virkelig ubehageligt!

:)