Her i den by hvor vi bor er der åbenbart en (eller flere) børnelokkere der holder til. Jeg har netop modtaget en mail fra børnehaven om at der i en anden børnehave har været en episode med en mand der har kontaktet nogle børn på børnehavens legeplads (!!!) hen over hegnet tænker jeg - og tilbudt dem slik! Et andet eksempel er et tilbud om at blive kørt hjem, da en skoledreng var på vej hjem.
Jeg væmmes og græmmes!
Jeg er ved at kaste op over det - at nogen uanset køn, alder eller hvad det nu måtte være kontatker børn med et tilbud slik, om at blive kørt hjem eller om at komme med hjem. Jeg kan slet ikke have det. Inderst inde bliver jeg jo også rigtig bange for at der er nogle børn, der kommer til at gå med vedkommende hjem...
I weekenden (sidste weekend that is) snakkede vi om børnelokkere derhjemme. For de har også holdt til omkring Storemusens skole. Og har gjort det ad flere omgange... Og nu åbenbart også omkring børnehaver! Det er så grotesk klamt. Politiet er jo underrettet i alle sager, og hver gang er vi forældre blevet opfordret til at tage en snak med vores børn om hvad og hvordan man gør, hvis man møder en børnelokker...
Vi har talt om hvad man skal gøre når (eller hvis - og jeg håber aldrig det sker!!!) pigerne møder en børnelokker.
man råber nej - gå din vej.
man råber hjælp
man går hen til andre voksne og beder om hjælp
man skal sige det til voksne hvad der er sket
Og vigtigst af alt man går aldrig som i a l d r i g med en fremmed.
Mine piger er ret bange anlagt - de bliver bange og spørger, jamen kommer de også her, kommer de ind, kommer de ind i vores have. Kan vi lege alene ude i haven? Må vi lege på vejen.
Alt sammen tanker man slet ikke burde ha' som barn, for man skal vokse op i en børnelokkerfri verden!
Jeg synes det er så svært det med "børnelokkere" - fordi vi som voksne har den viden vi har så ved vi at de er "de onde". Men hele problemet er jo at de overfor (nogle) børn formår at fremstå rare og indbydende. Ja, lokkende. Og jeg synes godt nok det er svært at forklare et barn noget så abstrakt som at onde mennesker ikke (nødvendigvis) ser onde ud eller opfører sig grimt. Især hvis man gerne vil undgå at plante en frygt for hele verden...
SvarSletVi forsøger at lære Gryntegrisen at man kun må snakke med fremmede voksne hvis der er en voksen man kender ved siden af. Men det er svært et sted som børnehaven hvor der er så mange voksne - pædagoger, vikarer, besøgende, forældre - og som i udgangspunktet er "sikkert"
Det er virkelig en balance - nu har der været en del episoder i vores by så vi har været nødt til at tage en snak med især Storemusen for hun er begyndt at gå selv fra skolen til Børnehaven. En lille tur men ikke desto mindre er der vigtigt hun ved hvad hun skal gøre.
SletÅh nej! Jeg kan sagtens følge dine følelser og det burde bare ikke være noget, man som forælder eller barn (!) skulle behøve at bekymre sig om. Det er sygt og det er skræmmende. Jeg kan huske vi også havde en periode når børnene var små, hvor børnene var konstant bange for børnelokkere. De kom tit hjem og fortalt om episoder, hvor de var sikre på, at de mødt en børnelokkere. Det er rigtig svært at vide hvad man skal sige, for at ikke gøre børnene bange, samtidig med at de selvfølgelig skal have den nødvendige viden for at ikke følge med fremmede mennesker. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på de mænd der har de drifter - de må godt nok også gå rundt og kæmpe med noget...
SvarSletJeg tænker det samme som dig om dem.... Tiller og tuller blir virkelig bange om de kommer nu og i haven og alt sådan noget.
SletFor os handler det meget om at tale om at man ikke går med nogen/tager imod noget fra man ikke kender.
Men det er virkelig en svær balance.
Ja, det er så træls når vi skal forklare uden at skræmme. Jeg får ondt i maven over vi er nødt til at tage snakken. For hvorfor er verden ikke bare god? Mindstemanden (9år) var med en kammerat hjemme for noget tid siden. De var med toget og skulle gå forbi Brugsen og hjem. Vennen havde lidt penge fra sin mor han måtte bruge i brugsen, så de gik ind. På vej ind er der en mand der siger hej og tilbyder dem slik. Mindstemanden sagde, "selvfølgelig tog vi det ikke og vi skyndte os ind i Brugsen" Det viste sig, at være en hjemløs der solgte Hus Forbi og han var bare venlig (jeg ringede selvfølgelig til vennens mor og hun opklarede det) Men vi var stolte over, at mindstemanden gjorde det rigtige. Og at han fortalte os det. Håber dine piger ikke bliver alt for bange.
SvarSletSikke fint mindstemanden klarede den. Jeg ved ikke med pigerne - tror Tiller og tuller synes det er mest uhyggeligt. Det sys Storemusen også da vi første gang snakkede med hende om det. Det er som om hun har vænnet sig til det faktum at der er den slags mennesker 😔
SletDet vigtigste er (i min optik) egentlig, at man får en dialog med sine børn om det. Hvad er ok og hvad skal man gøre. Og så sikre sig en åbenhed om, at man godt kan fortælle sine forældre, hvis der skulle komme nogle 'episoder' (ikke at det er med en lokker, men måske med nogle andre, der tilbyder slik - det kan være ældre mennesker/damer, der ofte gør sådan). Kh. Birgitte
SvarSletJeg er helt enig Birgitte. Dialogen er den aller vigtigste og at de kan stole på os forældre så de ved at de kan komme til os uden at være bange for vores reaktion.
Slet:-( det er så skræmmende!
SvarSletJeps. Skræmmende. Især det med børnehaven synes jeg!
Slet