Lidt om min yogapraksis der blev væk...

Nu vi er ved de ting jeg savner og som virkelig er udfordrende i vognen (jeg lover det bliver det sidste indlæg om afsavn og udfordringer i beboelsesvognen) - er pladsen, eller manglen på samme.

Noget jeg har måtte droppe er yogaen, der er simpelthen ikke plads til at folde sig ud på måtten i vognen. Alle steder kan man støde på og støde imod noget. Undtagen køkkenet - slash - stuen hvor der jo er monster lys, og det inviterer vitterligt ikke ret meget til yoga og afspænding.

Jeg har forsøgt mig med meditation i stedet, men er kommet så langt væk fra min praksis i dette efterår, at jeg virkelig mangler træning. Det er med meditation som med træning - træner du går det nemt lige at snøre løbesko eller pakke svømmetasken og få samlet nogle km eller baner  i svømmeren på kontoen. Mediterer du, er det nemt at huske, hvor godt den daglige pause gør hjernen, og det er nemt at huske, hvor godt det egentlig gør. Træner man ikke, er det tilsvarende svæt at komme ud af døren, udsigten til ømme ben og arme er ikke videre befordrende for lysten til at røre sig. Sådan er det også lidt med meditationerne, udsigten til at ens tanker og kropslige fornemmelser udfordrer en er ikke ligefrem fremmende for lysten til at meditere. Rummeligheden over for egne udfordringer, følelser mv blev væk på en eller anden måde med den manglende praksis og daglige meditationstræning...

Det må jeg se at have gjort noget ved. Nænsomhed, og rummelig over for mig selv og mine følelser i disse beboelsesvogns-tider er om noget jeg virkelig skulle øve mig i. - noget jeg trænger til - i den grad... Det er umådelig let ikke at rumme mig selv, mine følelser mv. Det er blevet en vane ikke at dyrke yoga og - eller - ikke at meditere. Første skridt til at gøre noget ved vanen er at blive opmærksom på den, ik?!? Så hvis jeg nu finder meditationsudstyret frem, så kunne det jo være at det lissom gav et bette puf i den rette retning - jeg tror det, for jeg trænger. Meget!!