Lidt om livliner

Min mor er netop gået på pension. Og vi fejrer hendes nyvundne status som pensionist med at låne hende i nogle dage imens jeg er travlt optaget med at afholde en milliard eksamener (sådan føles det ihvertfald) - jonglere en vandskade (mest manden) - og få en hverdag med bare en smule genkendelighed til at gå op i en højere enhed. 

Igår kom hun og det at kunne sige til en anden voksen: vil du ik lave lidt aftensmad er mere værd end hvad man kan købe for penge!! 

Vi har kunnet mærke på pigerne at vi har været tankenæssigt langt væk - vores fokus og nærvær har kunnet ligge på et meget lille sted. De hænger mere i gardinerne end de plejer (sikkert fordi overskud er mindre og de små trunter ved jo lige hvor de skal sætte ind for at få det til at hmmmm lad os sige blive mere dynamisk...) - Juleferien føles som om den ligger rigtig lang tid tilbage - og især jeg har været påvirket af hele det her vand cirkus. Overskud er en by i Rusland og kortluntethed har desværre præget min tilgang til livet - ikke hver dag. Nogle dage har været lettere at komme igennem end andre. I fredags var en dag hvor jeg mest af alt havde kyst til at sætte mig i et hjørne og tude. Heldigvis for en god kollega der havde tid til at lytte og sige: Kom vi går lige en tur. Det hjalp. Meget. Det hjalp at få nogle praktiske øjne på et følelseskaos der var ved at drive mig til vandvid. 

Det er også i det perspektiv det er utrolig dejligt st min mor er her indtil torsdag hvor hun agerer en kærlig hente hjælp. Der kan give Tiller og tuller en fridag og hente tidligt og gå på cafe med Storemusen. Der bare har det overskud som jeg for det meste har så meget af - men dom jeg lige pt bruger andre steder. 

Jeg forsøger at rumme mig selv. Rumme tanker, rumme underskud og passe på mig selv i alt det her. Og på dage hvor solen skinner og man kan se den blå himmel. Så er det ikke så svært med den rummelighed. Men for pokker - hvor er vi heldige at vi i den her uge har en ekstra livline vi kan gribe fat i :) #taknemmelig