Så ramte vi (endelig) søndag aften - og endnu en weekend er gået. Weekenderne er hårde i en beboelsesvogn med kun et fælles rum (køkken) og generelt meget meget lidt plads. Det kræver rummelighed og storsind fra alle familiemedlemmer.
Så kan man spørge sig selv - kan man kræve rummelighed af to seksårige og en otte-årig? Kræve er nok det forkerte ord, og vi kræver det heller ikke, men alle kan mærke at weekenderne føles lange, når man har så lidt plads som vi har. Vi længes efter huset. Det er vel en slags midvejskrise vi oplever nu. Hvedebrødsdagene (i weekenderne that is) er ovre - nu melder realiteterne sig, lidt plads, krav til oprydning, hensyn og mange stille aktiviteter inden for, for at vi alle kan være her...
Heldigvis mente november-vejret det godt med os den her weekend. Solen skinnede både igår og idag, så det har været nemt lige at trække udenfor og ordne ting og sager: således fik vi vasket begge biler igår og gået en lang tur idag, hvor Tiller og Tuller og jeg vendte skolen og hvordan det er at gå i skole lige pt. Klasselæreren K er nemlig sygmeldt, og de har derfor vikar... lang historie, men det er langt fra optimalt. Storemusens weekend var fyldt med legeaftaler både idag og igår. Noget vi normalt ikke dyrker to dage i streg i weekenden, men en virkelig tarvelig uge i klassen (man kan vel næsten tale om stor-konflikt-uge) krævede andre ting end "plejer" - fornemmer man et tema?! Skolen udfordrer os (også), som om vi ikke har nok udfordringer hjemme for tiden.
Tilbage til overskriften. Vi tæller weekenderne - alle de weekender vi indtil nu har klaret i vognen, og med hver weekend vi "overstår" er der en weekend mindre "tilbage" inden vi igen kan tømme kasser og flytte tilbage til f i r e gange så maget plads som vi har nu. F i r e gange, hvor vildt er det lige?! Så vi tæller ned - og regner med vi har ca. tre-fire weekender tilbage her i beboelsesvognen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar