Og det skete i disse dage for ca seks år siden at jeg startede min lille blog i bloville - mit lille vindue ind til min verden her fra hvor jeg sidder.
Jeg vidste slet ikke hvor jeg ville hen med bloggis (og spørgsmålet er så om jeg ved det nu...) men hvorom alting er, så sidder jeg her stadig, og skriver om store og små tanker og hverdagen som den ser ud fra en 41 årig kvindes perspektiv med tre børn og en mand on the side.
I starten var der masser af fortællinger om hverdagen med poderne, om det at gå i vuggestue, i børnehave, om at slutte med børnehaven og starte i skole, om at flytte skole, om at starte i en ny børnehave, om at starte i skole, om at gå i hver sin eller samme klasse, om at være utilfreds med folkeskolen, og om at skifte skole, igen og endnu engang.
Så kom der fortællingerne om ikke at kunne få enderne til at nå, om at glemme, og om stressen der kom snigende. Jeg skrev da det så allermørkest ud, og skrev om min egen vej ud af stressens klamme hånd, om at være bange om at blive syg igen, om at gå ned i tid og op i tid igen, og om at føle sig på den helt rigtige side af den klamme stress afgrund.
Jeg skrev og skriver om arbejdslivet, om at pendle, om at skifte arbejde og at skrive en ph.d. færdig, om at undervise, tage på eksursioner og på konferencer - og om projektledelse.
Og så kom fortællingerne om alt mit strik, om børnestrik, om sokkestrik og om egostrik. Og om løberiet, og svømmeriet og om at være nænsom og dyrke yoga.
Og så er der alle de andre indlæg, som handler om (endnu) flere ting mellem himmel og jord...
Det er blevet til næsten 900 indlæg, og jeg er (med undtagelse af for-sommeren i år, hvor jeg jo måske som bekendt stiftede bekendtskab med den vilde centrifuge) stadig glad for at lukke jer ind i mit lille univers her i blogville.
Tillykke med dig og bloggen :-) kh. Birgitte
SvarSletTak Birgitte. Jeg måtte lige tælle efter - den er altså god nok. Seks år. Det er alligevel lidt :)
SletKh S.