Sådan var det med Storemusen og hendes klasse. Utallige vikarer. Lærerskift. Flere vikarer. Vikarer for vikaren alt sammen ting der egentlig fungerede fint for Storemusen. Men dem det ikke fungerede for var tre elever der hang i gardinerne. De skabte uro af dimensioner. Var voldelige og med deres opførsel ikke bidrog til et trygt læringsmiljø. Der blev sat ind fra skolen. I sneglefart.
Det er ikke en gang løgn. Det har taget et helt skoleår at komme frem til en nogenlunde handlingsplan og flere krisemøder blandt forældre og skoleledelse.
Hen over foråret var Storemusens manglende trivsel skåret ud i pap med neonbogstaver og meget meget tydeligt. Derfor skrev vi hende op til to privatskoler en her i byen og en længere væk. Den længere væk fik hun plads på i maj. I juni fik hun tilbudt en plads på den lokale privatskole. Og vi valgte sammen med Storemusen at flytte hende til den lokale privatskole her i byen. Her kan hun snart cykle i skole. Hun skal ikke med skolebus (50 min hver vej) og hun har en nu veninde der bor på vejen.
Skoleskiftene er alle gået fabelagtigt godt. Hun er i trivsel. Smiler griner og pjatter igen. Noget vi har savnet. Meget. Hun har fået lysten til at lære tilbage. I dag har vi lært om lysets hastighed mor. Og vi var til svømning. Vi gik derhen med ottende klasserne... og sådan fortsætter det når hun kommer hjem. I morgen vil hun tidligere i morgen sfo. Det er så hyggeligt der, mor.
Det har ikke været et nemt valg. For egentlig mener jeg jo folkeskolen er det rigtige eller bedste valg. Hvis der ellers er rammer for trivsel og der bliver sat ind på det gode forældre-samarbejde. Det gjorde der ikke i Storemusens klasse. Ledelsen er ualmindelig sløv. Heldigvis er Tiller og Tuller havnet i en fin klasse. De er heller ikke skrevet op på Storemusens skole. Men ser vi at det udvikler sig skævt tøver vi næppe så længe som hos Storemusen men tager konsekvensen meget hurtigere end den her gang. Og skriver dem op til en plads på privatskolen. Det er en skam det er blevet sådan. At folkeskolen ikke altid/længere er det mest oplagte valg....men når man ser på hvordan der skæres ned i budgetter år efter år er det måske ikke så underligt?!?
Vi skrev Barnet op til den lokale friskole, da hun blev født. Men hun er fra december, så det var bagest i køen, og så kom folkeskolereformen, så det var ikke overraskende at vi fik et "ikke optaget". Nu er hun så startet i en folkeskole, og selvom de er søde og rare og de fysiske rammer næsten er acceptable, så er der i virkeligheden slet ikke det jeg vil for mit barn. Slet ikke efter reformen. Det er ikke så meget et spørgsmål om trivsel (for der er SÅ mange dygtige lærere, der formår at få børn til at trives på trods af de begrænsninger de er pålagt), men jeg frygter konformitets-fabrikken og jeg frygter at mit (meget lille og stort set ukritiske) barn bliver indprentet et værdisæt der på mange punkter er endda meget langt fra det jeg ønsker at give hende.
SvarSletNå. Men det blev lidt langt, bare for at sige at Barnet nok skal klare sig, men at jeg pludselig er panisk for om jeg magter at agere modvægt - og om jeg når at opdage hvis hun ikke har det godt.
Jeg tror godt man opdager når ens børn ikke trives. De bliver jo større og mere tydelige i deres signaler synes jeg. Vi var ihvertfald ikke i tvivl, men vi var alt for længe om at gøre noget ved det - for vi vil(le) skolen så gerne.
SletI kan jo altid flytte hende når hun får plads det sted I har skrevet hende op. Jeg forstår så godt dine bekymringer - vi har jo selv været der. Og nu med Tiller og Tuller der stadig går i folkeskolen (dog med super lærer og fed klasse med gode forældre) - så det kan jo også være det her "folkeskole-noget" lykkedes med de to trunter, altså at lade dem blive - for hvis alt funker så er folkeskolen det helt rigtige valg, synes jeg :)
Kh. S.
kh. S.