Jeg lyttede først til den tåbelige stemme. Jeg kunne ikke rumme den. Selvom jeg ved at med rummelighed kommer man længst. Så blev jeg virkelig vred på mig selv. For rimeligheden og accepten kommer man nu engang længst med. Så jeg i førte mig løbesko i alt for meget varme og gav den gas. Kæft mand der er bakket her!
Råbte lidt. Græd lidt. Råbte lidt mere. Og fandt frem til freden i sindet igen. Accepterede følelserne. Stemningen i kroppen. Sindet. Følelserne. Tankerne.
Jeg kan se meget mere klart på det hele når jeg lige har løbet de der kilometer - og er blevet mindet om at rummeligheden nu engang er den jeg kommer længst med... Problemet er bare med alt det løberi, at knæene er begyndt at brokke sig. Så fra på mandag kværner jeg baner i svømmeren. Det må blive nogle hidsige 50 m intervaller som kan kurere centrifuge følelsen. Hvis nu det skulle blive nødvendigt igen...
Indtil da må benene holde til det...
Uanset hvilken vej vi bor på. Så finder jeg det nu skønnest på Lykkevej. Og efter løbeturen i dag er jeg sikker på at jeg bor på Lykkevej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar