Jeg har tidligere øffet om at strik på store pinde ikke helt er mig, og at jeg faktisk efterhånden befinder mig bedst på pind 3-5,5 men hvad gør man ikke for sine børns ønsker (særligt når det går på hjemmestrik)
Opskriften siger noget om strik på pind 9 - men min lokale strikkepusher havde ikke det garn der stod anført i opskriften, ligesom Storemusen er ret sart hvad krads-uld angår, så vi fandt det lækreste ultra bløde Alpacca Uld fra Sandnes. Derfor måtte jeg gå en pindestørrelse op ifht. den der var anført i opskriften (for at få strikkefastheden til at passe sådan nogenlunde).
Herlig Poncho til Storemusen |
Her er så det færdige resultat. Jeg er meget tilfreds - det er blevet super pænt - men næste gang (der er sjovt nok to der har lagt billet ind på en Azelponcho os') strikker jeg knaphullerne så de passer til mindre knapper, for de her kæmpeknapper gør ponchoen alt for tung og fungerer ikke i knaphullerne. Modellen giver god mulighed for at tilpasse længden til barnets størrelse, og kraven plus kanten er strikket i et fint mønster (1 ret en vrang) på retsiden med en pind vrang fra vrangsiden. Det ser virkelig smukt ud, og giver en flot detalje i "en ret en vrang" mønsteret.
Storemusen er heldigvis begejstret og kan godt leve med at ulden kradser lidt. Kun lidt, som hun siger. Garnresterne bliver derfor brugt til en fin halsedisse "Løvfallshals" fra @strikkelisa (kan findes på Ravelery).
Her lidt detaljer:
Ny teknik: Ingen - ret fra ret siden, vrang fra vrangsiden - strikket ud i et, med hul til hovedet/hals strikket på.
Garn: Dobbelt tråd Sandness Alpacca Uld, pind 9.
Garnforbrug: til str. 8 år, 10 nøgler men der er en rest.
Sværhedsgrad: let
Opskrift og garnkit (hvis man er til garnkit'z) kan købes hos garnhimlen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar