Lidt om hvad september har lært mig...

September slutter som den startede. Med høj solskin. Varme og blå himmel. Det er jeg taknemmelig for. Jeg trænger i den grad til at få fyldt sol op på kontoen inden efteråret kommer for alvor. 

September har været travl. For travl for min smag. Derfor sidder jeg nu i solen med kaffe on the side og glæder mig til weekenden. 

Hvad tager jeg så med ud af september og ind i oktober? 

# ansøgningsarbejde er godt men mega hårdt. Især når det står på i flere måneder som det har gjort for mig. I august skrev jeg en ansøgning. I september skrev jeg endnu en ansøgning. Den sendte jeg ind igår aftes. Ansøgningerne har lært at sætte pris på to ting 1) at hverdagen uden fart på er skønnest og 2) at jeg faktisk får lov til at skrive de her ansøgninger. Jeg holder af kreativiteten og ideerne og processen. To modsatrettede ting men stadig to ting jeg kan lide. 

# at efteråret virkelig er på vej med regn og rusk og jeg slet ikke er klar til den slags vinter mørke endnu.  Jeg må sætte stort ind på lys kontoen og være ud i vejret og solen når den er der for det er godt for krop og sind. 

# at min hverdag har været alt for travl. At jeg har levet fra weekend til weekend og at det slet ik holder. At jeg med den fart længes efter fri fra hverdagen -  Det skriver jeg et andet indlæg om i oktober.

Nu vil jeg nyde fredag eftermiddag. Tage ti minutters strik og kaffe med benene oppe i solen - for det er det allerbedste jeg ved :) 

Lidt om at genfinde yoga glæden...

Jeg har været umådelig glad for mit medlemsskab af Yogavivo hen over det sidste efterår og vinter. Jeg har virkelig nydt den pause yogaen gav mig fra min ekstrem fortravlede hverdag. Men med sommeren kom energien, og lysten til yoga faldt tilsvarende - jeg havde med andre ord "kun" et støttemedlemsskab af yogavivo.

Med andre ord - jeg har slet ikke haft yoga ind over mit sommer-liv. Men med travlhedens overtag af min hverdag kunne jeg i allerhøjeste grad mærke jeg manglede noget. Det noget var yogaen. Det var den blide start på travle dage, når jeg prioriterer at stå op kl. 5.40 for at tage 25 min pause for mig selv. Det var meditationerne på vej hjem fra arbejdet. Det var de lidt længere yogatimer om aftenen når kroppen virkelig havde brug for at komme tilbage til "mig" om man så må sige.

De er heldigvis kommet tilbage - jeg hankede op i mig selv den anden aften, og satte yoga på telfonen og fik strukket godt ud og igennem min stive trætte stressede krop. For det er det der var ved at ske igen, at jeg var ved at presse mig selv ud over eller tættere og tættere på den der skide kant, som jeg har været i nærheden af nogle gange. Ikke tæt på kanten, dog må jeg skynde mig at sige, men tilpas tæt på at kriller i kroppen og en masse tanker tog over og kroppen bare blev det hylster, kunne mærkes lidt for tydeligt. En venlig reminder om at tage farten af hverdagen igen.

For der har været knald på:
på arbejde har jeg stort set ikke lavet andet end at skrive ansøgninger. Det betyder at de ting jeg egentlig skulle gøre blev nedprioriteret og ikke ordnet ordentligt. Ikke sundt i længden.
hjemme er vandskaden tæt på at blive ordnet - forstået på den måde at vi på mandag får en beboelsesvogn sat op og håndværkerne kan komme igang. Der har bare været et lille (?) intermezzo med irriterende forsikring som har krydret travl hverdag.

Så der er ting der virkelig har trukket store veksler på overskud og fyldt godt op på flexen igen. Ud over at dyrke yoga og passe på mig selv på den måde øver jeg mig i at være tydelig i at sætte grænser for hvad jeg kan nå på arbejde og prioriterer tid til mig selv om eftermiddagen når børnene leger. Det kan være en kop te og ti min. strik eller noget andet hvor fokus er på langsommelighed.

Jeg afspadserer torsdag og fredag før efterårsferien. så min ferie bliver mange sammenhængende dage. Så jeg er på rette vej - blandt andet takket være min genfundne yoga-glæde...

Lidt om er godt kontorfællesskab...

Jeg er vild med  min kontormakker S. Ikke på kærlighedsmåden på nogen måde må jeg skynde mig at sige. Men på den måde at jeg virkelig nyder vores fællesskab i det sydøstlige kontorhjørne-måde. Vi kan snakke, grine og arbejde sammen på en helt særlig kollegamåde. På en måde som jeg virkelig sætter pris på og er meget taknemmelig for jeg har på mit arbejde. Når man kommer på vores kontor er der regler: 

Der er altid kaffe. 

Der er altid mælk til kaffen. 

Og der er altid mørk chokolade. Med mindre en af os har spist det sidste stykke og endnu ik har købt nyt... 

Det skete den anden dag. Altså at der in var chokolade på kontoret... Jeg havde haft en morgen af den dårlige slags. Af den slags som kalder på kollegial omsorg og kaffe på kanden og et "skal jeg hælde kaf' op til dig - og her er mælken"måden. Men jeg vidste S ikke var på kontoret for han sad på vores fælles kontor i skoven, og jeg var inde i byen. Kaffen klarede jeg selv - men den chokolade jeg trængte til allerede kl 9 var blevet støvsuget dagen før... så jeg kunne ikke engang kaste lidt trøste chokolade i hovedet den føromtalte morgen.

Næste gang vi var på kontoret sammen havde S købt undskyld-jeg-tog-det-sidste-chokolade-chokolade  - så alt er i vinkel igen. :)

Gode kollegaer er guld værd - og jeg er så taknemmelig for jeg har sån nogen på mit arbejde! 

Billedet er fra Umeå hvor vi jo var på tur her i forsommeren. Næste år går turen forhåbentlig til Utah... 

Lidt om strikkeprojekter og strik til børn...

Strikkelisten er lang - og jeg har genfundet min lyst til at strikke andet end sokker. Hele foråret lavede jeg stort set ikke andet end at strikke sokker. Jeg strikkede så mange at jeg var begyndt at give dem væk - men det par der skulle varme en særlig persons fødder kom aldrig frem. Nu bor de på mine fødder, og jeg mindes når jeg tager dem på med en kærlig tanke.

En række super skønne tilbudsmails fra min eneste garn-pusher (garnudsalg.dk) fik mig lidt på andre tanker igen - og jeg købte garn til forskellige strikke-projekter. I sommerferien genfandt jeg glæden ved de lidt større projekter - listen med strikkeønsker både til poder og ego-projekter er derfor lang... Det blev til projektet der lærte mig at sige pyt. Den dejlige løvfallscardigan blev færdig for 1 måned siden, og har nærmest ikke været af siden.

Ca et splitsekund efter jeg havde monteret knapper, hæftet ender og lagt den sammen havde Tuller den på. Den nåede slet ikke at blive vasket. Hun elsker den, og den er blevet super fin. Så nu strikker jeg naturligvis endnu en til Tiller. I lilla. I cotton-wool.

Her lidt detaljer om Løvfallscardiganen str. 7 år :)


Opskriften kan købes på Ravelry - her Jeg kan virkelig anbefale Strikkelisas opskrifter. De er nemme at følge, super godt forklaret og virkelig til at gå til.

Garnforbrug: knap 300g Cottonwool fra Garnudsalg (link til butik, ikke reklame) i farven Petunia

Ny teknik - ingen, hvis man bare gør det der står i opskriften jf. tidliger link om at lære at sige pyt. Iøvrigt pillede jeg også Tillers cardigan op en enkelt gang (eller to). 

Farven på det nederste billede snyder. Det er den øverste farve der er den mest rigtige :)

Lidt om tid, undervisning, og dage der er luksus-agtige...

Idag er en luksusdag på mange måder - udsigten til weekenden er lige om hjørnet - to arbejdsdage endnu, så er der atter tid til bare at være sammen. Jeg savner tid til at være sammen dette efterår - og jeg nyder weekenderne, hvor der er tid i stride strømme, tid til at lave ingenting sammen, tid til at lave noget sammen - i det hele taget bare tid - der ikke "forstyrres" af skole og arbejde. Jeg tror det blandt andet skyldes vores helt igennem dejlige ferie - så jeg tæller ned til efterårsferien, hvor vi igen skal i "vores" sommerhus fra sidste år. Der er skov og vand, og der er tid!

Igår skrev jeg at ordene blev brugt til ansøgningsarbejde - en deadline 1. september og en anden deadline 1. oktober. Så dagene på arbejdet har været intensive, de er stormet afsted med mig hængende i, så godt jeg kunne. Jeg er ikke i nærheden af at være så hængt op som sidste vinter, for hvis der er noget jeg har lært så er det at prioritere den nedsatte tid... prioritere at hente og bringe, for at holde mig til de 32 timer jeg får løn for. Jeg har stadig alt for mange timer på flexen, og ingen tid til at holde fri - men jeg gemmer dem til juleri og nisseri, og til 14 dages påskeferie... Gemmer dem til dage hvor det ikke er så travlt mere - de skal nok komme. Jeg ved det :)

Tilbage til den luksusagtige dag idag. For jeg sidder hjemme og forbereder undervisning til i morgen - drikker god kaffe, tænker sammenhængende undervisningstanker, og nyder at jeg i morgen igen skal undervise. Et nyt kursus, som jeg har fået lov til at holde om metode og projektarbejde for vores 1. semester studerende - for at højne kvaliteten i de opgaver de i løbet af deres studietid skal skrive. En af mine kæpheste er netop kvalitet i studenteropgaver - og jeg er stolt over det er mig der får lov til at undervise på kurset :)

Senere idag skal jeg ind på arbejde og holde projekt-ansøgningsmøde - jeg har besluttet mig for kun at tage ind til det møde, og køre hjem igen lige bagefter, fortsætte undervisningsforberedelsen hjemme, for jeg skal ikke hente idag - alle piger har legeaftaler "ud af huset" - så opsamlingsrunden af legeaftale-børn kommer til at foregå fra kl. 16.30, og iført løbesko. Så jeg satser på jeg rammer første venindes matrikel med gode km. i benene - kl. 17.30 og så løbe hjem med to trunter på cykel på slæb :) luksus!

Lidt om ord der bliver væk og bliver brugt andensteds...

Indlæggene står ikke ligefrem i kø i den her september. Mine ord er blevet væk - eller ihvertfald brugt i anden sammenhæng:

# jeg kører nu på anden måned med ansøgningsskrivning - imens jeg venter i spænding på svar fra ansøgning 1 skriver jeg lystigt (?) på ansøgning 2. Manner jeg glæder mig til 1. oktober hvor ansøgningen er ude af vores hænder og jeg kan tænke andre tanker end proces, proces og proces og skæve vinkler, der gør vores ansøgning til noget helt særligt

# det genererer et mindre underskud på overskudskontoen, ikke meget men nok til at poderne har luret at det til tider er småt med overskud. Deres gøren og laden kræver også en del ord - opdragelsesmæssige ord må det være. Derfor har vi lavet en liste med alle de ting man gerne må ved bordet (fx have sin mund over tallerkenen, og maden over tallerkenen, og fødderne under bordet) - jeg vil så lade det være op til læseren at gætte hvor mund, mad og fødder kan være uden positiv liste med steder mund, mad og fødder skal være.

# vi samler løse ender i vores evige vandskade føljeton. Længere indlæg kommer, når ordene er der men i stikordsform handler det om beboelsesvogn, nyt køkken, underskrevne kontrakter og tidsplaner. Jeg tænker man hurtigt kan regne ud hvad det hele handler om.

Så sådan er mit liv lige pt. rig på ord alle mulige andre steder end i den virtuelle verden - bær over med mig, jeg vender stært tilbage når jeg genfinder ordene og dermed tiden til indlæggene på bloggis.

Lidt om at trænge til en langsom weekend...

Åhrgh manner jeg trænger inden grad til en langsom weekend efter sidste lørdags løb (og søndagens arbejde på naturens dag som jeg slet ikke har skrevet om herinde)... jeg er brugt på den brugte måde. Ikke den dårlige måde men den måde hvor jeg bare trænger til familietid og tid i det hele taget. Tid til langsommelighed og tid til at være sammen. Så weekenden kommer i store træk til at se sådan ud:

Langsom morgen med gedigen morgenmad og rigelige mænger kaffe. Og strik. Naturligvis strik efter morgenmaden - med kaffe on the side! 

Så er der en have der skal nusses om. Græsset skal slås, de afblomstrede roser skal klippes og mælkebøtter stikkes ud 

Så er der børnene og manden. Vi skal hygge. Spise god mad. Tegne. Snakke. Se film. Og bare være sammen. Alle fem. Det blir godt. Jeg ved det for langsomme weekender er altid gode :) 

God weekend derude! 

Lidt om skolestarten - sammen eller hver for sig, del 2

Tiller og Tuller har nu gået i "rigtig skole" i næsten fire uger. Tiden er gået langsom og afsindig hurtigt på samme tid. Vi kan mærke på dem de gør sig umage med at slå til og gøre hvad der forventes af dem, de er blevet andre børn, især når de fx som i går er til svømning sammen med en flok store børnehavebørn (holdet er for 4-6 årige).

De er glade for at gå hos søde og skrappe K der virkelig kan rumme de børn der har brug for rummelighed og blidhed men også i den grad mestrer skapheden og kravene og faste rammer som mine piger trives bedst med. Det har ført til nogle konflikter - i testen "hvem bestemmer, Tiller og Tuller eller K?!" I kan selv gætte hvem der bestemmer, og hvem der måtte føje sig ;)

Børnenes og dermed også vores skole arbejder med et koncept de kalder udskudt klassedannelse (får helt lyst til at sige udskældt eller udskidt klassedannelse) - for at danne de bedste klasser. "Bedste klasser" kunne jeg skive et helt surtopstøds indlæg om min holdning til - især efter og med den oplevelse vi har med Storemusens klasse i bagagen... Det har i den grad sat vores beslutning om "sammen eller hver for sig" under pres, af især SFO personalet - der i en periode nærmest ugentligt mente de skulle give deres besyv med på at de jo s a g t e n s kan deles....

Der er som bekendt 117 forskellige holdninger til "Sammen eller hver for sig (del 1)" hvad angår tvillinger og deres placering i klasser.

SFO'en på vores skole mener helt klart hver for sig - fordi:
- de a l t i d leger sammen (her ser de så ikke, at de faktisk leger sammen med en kæmpe flok piger - men ser det problematiske i at mine piger ikke leger hver for sig...de er hinandens bedste venner...)
- de jo f a k t i s k fungerer hver for sig (ja, selvfølgelig, det har vi trænet med dem siden de var 1 år, hvor de blev delt hjemme, på tur, til svømning med en twin, og på en million andre måder)
- og fordi vi kan simpelthen ikke kende forskel (kom ind i kampen!!!)

Lærer K har heldigvis et andet blik på pigerne
- det er helt klart tryghedsskabende at have sin med-tvilling i klassen (det har vi hele tiden sagt)
- vores behov for at samle antallet af børn i færrest mulig klasser særligt fordi vi er så udfordret i Storemusens klasse
- at pigerne godt kan finde ud af at være i samme klasse, og de fungerer godt sammen.

Vores overvejelser om sammen eller hver for sig i børnehavetiden kan iøvrigt læses her. og her

Så ja, det går godt - de kan finde ud af rammerne, vi kan finde ud af at have tre skolebørn - nu skal vi bare lige have skolen (læs SFO'en) til at respektere vores beslutning... og ha tiden til at gå indtil efterårsferien, hvor vi med sikkerhed kan sige - ja. pigerne går i samme klasse - for så længe har lærerne til at flytte rundt på børnene for at finde de bedste klasser.

Lidt om lige at tage et år mere...

I tirsdags havde manden og jeg bryllupsdag - otte år har vi været gift; 12 ½ år har vi været kærester, og vi har haft en rigtig hyggelig dag. Jeg tog Storemusen til musik og havde Trunterne med (som altid) og vi fik ordnet forskellige småting imens Storemusen spillede. Imens var manden kørt hjem for at grille en flæskesteg. Det vidste jeg intet om - så da jeg kom hjem med tre poder - blev vi mødt af manden der sagde... jeg tænkte vi kunne spise godt i aften, så jeg er ved at grille flæskestegen. Heldigvis havde vi også stadig lidt hjemmelavet rødkål i fryseren - og med nye kartofler var der efter nogle timer steg på grill dømt lækker aftensmad.

Trunterne har ikke samme kulinariske sans som Storemusen, så de blev "spist af" med højtbelagt smørrebrød (rugbrødsmadder), mens Storemusen ventede lige så tålmodig som os andre to på at steg, kartofler og rødkål blev færdige og vi kunne spise en hyggelig bryllupsmiddag alle tre. Og manner stegen blev god. Så til jul, griller vi flæskestegen, vi skal bare lige finde ud af at samle sovsen op, så vi har lidt til den brune sovs, som der ik' blev så meget af til de nye kartofler i tirsdags. Men pyt! For maden smagte nu alligevel godt.

Vi har haft opture og nedture, vores ægteskab og kæresteforhold har været udfordret med tre blebørn, vi har overlevet at få tvillinger, vi har købt bil, købt hus, overlevet en vandskade, stadig med ægteskabet i behold. Nogen gange er vi meget kærester, nogen gange har vi mest af alt et leverpostej-arbejdsfællesskab, nogen gange går bølgerne højt, men selvom vi sejler igennem stormvejr ender vi altid med at enes igen og finde melodien. Enes om at ville hinanden, og ville vores familie. Så i tirsdags enedes vi om - vi napper lige et år mere, vi er jo så godt igang ;) 

Lidt om hvad weekenden gik med...

Hmmm. måske indlægget skulle hedde lidt om at hverdagene gik?! De gik med ømhed, stive ben og almindelige hverdags-ting... For det er længe siden jeg har haft tid til at sætte mig ned, sådan for alvor og skrive lidt på bloggis. Hverdagen tog lige over, men sådan er det jo nogen gange.

Men indlægget hedder altså - lidt om hvad weekenden gik med... for jeg har haft den skønneste, vildeste og mest oplevelsesrige weekend i lang tid.

I lørdags løb jeg nemlig over broen - Storebæltsbroen that is. Det var så fedt, stort, fænomenalt, fantastisk, dejligt (find selv på flere superlativer) for jeg havde virkelig en dejlig tur - selvom det stod ned i stænger, og jeg aldrig har haft så våde tæer som i lørdags.... For et år siden tilmeldte jeg mig Broløbet - et halvmarathon over Storebælt - og på den måde fik jeg opfyldt en stor drøm - at stå midt på højbroen og nyde udsigten. Og manner hvor er jeg glad for jeg gjorde det...

Våd lavbro, med våd udsigt :)

Fordi...

For siden tilmeldingen har jeg løbet mange gode ture i lokalområdet, nye stier, ruter og veje er blevet udforsket iført løbeskoene, ofte med en eller flere børn på cykel "on the side"... mange gode og sjove og alvorlige snakke er på den måde landet. Børn på cykel og løbesko er bare en super kombi.

Jeg er kommet i storform. Og det er fedt. Min evige ondt i ryggen er virkelig på alvorlig tilbagetog, mit humør bliver bedre af de lange (og korte) ture iført løbesko og jeg nyder mit eget selskab, mine tanker, og samtalerne med mine tanker og mig.

Lidt fakta om løbsoplevelsen over Storebælt:
- lavbroen er føles kortere når man løber over den - sammenlignet med hvor lang den føles når man kører over den.
- højbroen er sej (altså bygningsmæssigt)
- ja, der er langt op når man står på Sprogø og skal op over den
- nej, det er ikke så hårdt som jeg troede det var
- det stykke mellem broens pyloner er lang, ond og virkelig hård, særlig efter 15 km i benene
- der er nogle lede bakker i Korsør
- ja, jeg ville gøre det igen ;)

Hjemme igen, nutella er den bedste medicin mod akut kvalme og total lav blodsukker

Lidt om vandskaden, del 8: slutspurt....

Kender I det når man løber DHL og man rammer det man tror er det sidste sving, i os, røg og duften  af lidt forbrændte grill pølser?! Det er netop på det tidspunkt man tror man har 50 m igen, og sætter spurten ind - man finder dog ud af de 50 m rent faktisk er 500 m og blir lidt (måske endda virkelig kast-op meget) forpustet...

Sådan havde jeg det da vi holdt møde med nye håndværkere i august. Nye håndværkere var søde, rare og kompetente - de var forholdsvis hurtige til at sende tilbud til os. Her havde jeg fornemmelsen af at ramme det sidste sving, så jeg satte ind på det jeg troede var spurten på vandskaden.

Jeg blev dog overrasket over hvor langt der stadig er til målet... for godtnok har vi modtaget tilbuddet (det der i ovenstående DHL historie måske kan sidestilles med duften af pølser) men manner der er lang tid til man kan tage en bid af den (pølsen that is) - aka vi fedter stadig rundt i kommunitaktion (eller mangel på samme) med forsikringens taksator.

Inden vi kan sige go og dermed give depechen videre til sidste løber skal vi - forcere de sidste sving.... Kæmpe os igennem os røg og møg og lugten af pølser - inden huset er helt igen skal vi i punktform: 

Skrive under på et pænt stort lån hos banken (gisp) 

Få en tidsplan af håndværkerne og sige ok til den... 

Få forsikringen til at forstå vi ikke er tilfredse med de tilbud de har givet os

Få lejet et sommerhus i nærheden

Pakke hele hytten sammen og tømme selvsamme hytte

Pille det guleste retro køkken ned (anyone?!)

Flytte hele familien i sommerhus og vente 6-7 uger til vi kan indtage spritnyt hus (næsten - det er kun skallen der blir stående) og falde til ro og falde på plads... så har vandskaden nok også lige præcis taget 365 dage...!

Der er med andet ord stadig længere til afleveringen af depechen end jeg troede i august. Jeg har næsten kastet op af forpustethed og skal virkelig hive op i mig selv for ikke st bli gennem sur over proces - forsikring og diverse og lade surheden gå ud over mand der jo har holdt Vandskade skruen i vandet (pun intended) og navigeret i pænt befærdede vandveje så vi næsten - næsten - næsten kan se målstregen. 

Et tilfældigt vandskade billede fra engang i marts - hvor vi netop havde opdaget der OGSÅ var hul under badeværelset...

Lidt om at spilde tiden...

I formiddags kørte jeg famse til toget - jeg havde planlagt en hjemmearbejdsdag oven på arbejdsraseriet i sidste uge..., og da jeg havde et møde inde i byen i eftermiddags tænkte jeg det var meget fint lige at slubre god kaffe og forberede møder, diverse OG blandt meget andet lige  afspadsere lidt mens jeg sad i bilen med famse for at køre den efterhånden halvgamle dame (det må jeg godt skrive når hun selv omtaler sig som jeg er jo ikke hel ung mere - nu er jeg 77 og om tre år bliver jeg firs...) til toget.

Da jeg kørte tilbage til byen ved sundet hørte jeg p 4 formiddag om at spilde tiden. Om at være ude i naturen og spilde tiden der, for grønt er godt for krop og sjæl. Men også om vigtigheden af at spilde tiden i det hele taget og ikke altid være ON-line tjekke Facebook, Insta, eller Snappen imens man sidder på potten for at "slappe af" eller "have tid for sig selv".

Jeg kvittede jo facebook og insta hen over sommeren - men begge dele har fået lidt (halvbevidst) indtog i mit liv igen. Og jeg synes sjældent det bidrager til mere end at jeg (faktisk) spiler min tid, i ordets bogstaveligste forstand. Jeg er blevet meget mere klar over og bevidst om at jeg faktisk gerne følger med i udvalgte IG profiler (ofte et sammenfald af de søde damer jeg har lært at kende gennem blogville) - det giver en ekstra dimension i bloggeriet og historierne. Så der er det et bevidst tilvalg at jeg bruger tiden på at cruise udvalgte profiler.

Men det radiprogrammet også handlede om var at det var vigtigt ikke at gøre noget - ikke at blive bombarderet af indtryk (nyheder, some, mails und so weiter) h e l e tiden. Det fik mig til at tænke - hvornår spilder jeg min tid?! På den der jeg laver ingenting måden. Og her kommer strikkeriet ind i billedet. For når jeg sidder og strikker, er fokus et sted (og lige nu et særligt sted, for jeg er startet på en ny cardigan som den i sommers, som den cardigan der lærte mig lektien om at sige pyt, og tro det eller ej, jeg har igen pillet lidt op hist og pist...) Men det er min form for tidsspilde. Et andet sted er lydbøger, eller bøger i det hele taget. Fokus et sted - og det er irl. og ikke det digitale - for jeg når jeg har knoklet hele dagen med ansøgninger, budgetter, krea-projekt-ideer - så trænger jeg virkelig til bare at spilde tiden: i Natural reality...

Lidt om 5 års bloggeri...

Jamen dog, hen over sommeren har bloggis haft fødselsdag, og endda en halvrund en af slagsen - fem år har jeg blogget.

Næsten ottehundrede indlæg er det blevet til - tænk næsten ottehunrdede! Det er alligevel noget Niller. Bloggen har forandret sig i takt med jeg har forandret mig - og der er sket småændringer undervejs - ik så meget i udseende mere i indholdet. Små bevidste og ubevidste valg og fravalg undervejs i foretagenet. Så vi har udviklet os sammen bloggis og jeg.

Da jeg startede vidste jeg ikke rigtig hvad jeg ville med bloggis. Det ved jeg måske stadig ikke jeg skriver bare små og store hverdagshistorier - en slags offentlig digital hukommelse. Jeg er ret glad for jeg har bloggis, for den gør jeg kan huske årene fra hinanden, og jeg kan se hvor meget børnene er vokset. Når jeg bladrer ned over indlæggene husker jeg at...

Der var engang vi kørte ture lige over frokosten for at få voksen snakke-tid mens poderne sov på bagsædet... Det var også dengang det var hårdt at holde fri med poderne tre uger i streg, og vi trængte til ferien efter ferien.

Så var der dengang jeg første gang holdt ferie alene med poderne mens manden arbejdede...sikke en milepæl... Så var der engang nogen smed sutten, og nogle andre smed sutten.

Så mærkede jeg stressens klamme hånd, og kæmpede mig tilbage, og blev en anden bedre mig. Ihvertfald en mig der dyrker selvomsorg og prioriterer mig og familietid på en anderledes måde.

Så gik vi med tanker om at flytte - i laaaang tid - først et sted, så et andet sted - indtil vi fandt byen ved sundet og efterfølgende huset og købte det og siden hen har boet i et vandskadet hus.

Så har der været vuggestuetanker, vuggestue farvel, børnehavestart, børnehave farvel vol. 1, skolestart vol. 1,  børnehave farvel i idyllerisk forstad, børnehave start og farvel i byen ved sundet og skolestart vol. 2

Så er der manden, og kærligheden, og børnene der helt klart fylder og har fyldt allermest her på bloggis. Men der er jo også strikkeriet - der er løberiet - der er arbejdet, mine tanker - både store og små.

Og sidst men ikke mindst, er der jer læsere, som gør kommentarfeltet levende, som giver jer tid til at skrive hilsener, som følger med i min lille del i blogville :) tak!

I september glæder jeg mig til...

Så blev det September - årets første rigtige efterårsmåned på den skønne efterårsagtige måde... På den der kolde morgen måde og lune eftermiddags måde. På den der det er mørkt om morgenen måde, og vupti hvor blev lyset om aftenen måde. Jeg holder af september - netop på grund af alle de her forskellige måder. Jeg holder af lyset, den særlige blå farve på himlen, duftene, farverne, høsten og alt det andet september også er...

I september glæder jeg mig til at roen i hverdagen indfinder sig på den ikke helt så hektiske måde som min august sluttede på. Der er en ansøgning til der skal ud af vagten, men forhåbentlig bliver det ikke lige så hektisk som det jge lige har været igennem...

I september glæder jeg derfor til...
~ at få landet en hverdag vi alle kan være i
~ at fejre farmor idag.... 77 år. Det er alligevel noget
~ at få godt gang i yogaen igen, den har ligget vældig stille hen over sommeren
~ at få løbet og svømmet en del, ligesom i august
~ at afslutte de sidste 1½ cm af Tullers Løvfallskardigan og komme godt igang med ditto til Tiller
~ at fejre vores 8 års bryllupsdag ;)
~ at nyde weekendernes zen stemning og lade mig lulle ind af weekend, langsommelighed og laziness

Så septemberen, ja den kan bare komme an, jeg er klar. 

August har været god og glædelig men også lang, hektisk og en lidt stram tante - der var skolestarten, som efterhånden er landet rigtig godt. Der var travlhed - og meget af den. Der var tristhed, og sorg, som flere gange har fået mig til at standse op og tænke over livet og hvor skrøbeligt det egentlig er...