Lidt om det at have haft stress

For to en halv år siden gik jeg ned med flaget. Det eneste jeg kunne var ligge på sofaen og være ked af det - af andres velmente omsorg fik jeg bævrende hage og tårefyldte øjne og til sidst gik intet mere. Jeg gik til lægen der sygemeldte mig strax. Først i 14 dage så i fire uger, og så havde jeg en utrolig langsom arbejdsopstart over 2 måneder, som jo som (måske) bekendt endte med at jeg skiftede arbejde - væk fra pendleri og hen til kort afstand til arbejde og andre opgaver. Det reddede mig - i den grad - og jeg er stadig meget taknemmelig over at den mulighed blev til for mig :)

Jeg havde ondt i kroppen. Summen i højre arm, kunne tabe ting med især højre hånd bare sådan lige. Havde ondt i nervebanerne ved højre kraveben. Var sur og ked af det. Havde ingen lunte. Havde hjertebanken. Var meget lydsensitiv og kunne ikke overskue særlig mange ting. Jeg var glemsom. Kunne ikke huske fagbegreber. Havde meget, meget let til tårer, og små ting kunne virke meget uoverskuelige... Og mange andre "småting" kunne jeg krydse af på stresslisten. Der skal jeg aldrig hen igen.

Det var ikke rart. Jeg har skrevet om min lange seje vej tilbage (Du skal scrolle helt ned hvis du vil læse om vejen tilbage, der er mange, mange indlæg) til et anderledes mindre stresset hverdagsliv på bloggen her, jeg pipper stadig op om det af og til, for jeg vil nu hvor hele den del af mit liv og er kommet lidt på afstand gerne være med til at bryde det tabu jeg stadig oplever der er omkring det emne - jeg har selv følt en stor flovhed på det plan. 

Jeg kan sige jeg kan bedre lide mit nye jeg end mit gamle jeg. Mit nye jeg er mere lig den jeg gerne vil være for manden og børnene og for mig selv vigtigst af alt måske. 

Men stressen har sat sine spor i min krops hukommelse. Der skal ikke meget til før nogle af de velkendte stress signaler dukker op igen. Måske fordi jeg har arbejdet meget (men ikke over 40 t/uge - ) men så fordi der er arbejdsopgaver der fylder mentalt (eksempelvis mangel på vejledere til bachelorprojekter = ting jeg ikke alligevel kan gøre noget ved...kinda-things). Så blir jeg ked af det og bange. Lige nu arbejder jeg med at rumme min krops hukommelse på det punkt. Rummer hjertebanken og kortluntethed som en reminder om "gamle dage", og kommer flux ind i en rytme af mere rummelighed, og mere meditation, mere yoga og mere fokus på at det er vigtigt og dejligt at sidde i sofaen og ikke lave noget om aftenen eksempelvis. Fokus på ting der gør mig glad, som jeg skrev om i starten af oktober, fokus på at børnene hjælper til hjemme, som jeg skrev om den anden dag - alt sammen ting der skaber en (bedre) balance i mit liv.

Mon kroppens hukommelse en dag bliver så dårlig at den glemmer at minde mig om hvordan jeg en gang har haft det? På en eller anden måde kunne det være rart, for jeg synes jo mit nye jeg er den jeg er nu. Jeg er jeg og nu er nu :)

Glædelig onsdag derude!