Lidt om det med huset...

Hvor hurtig kan man egentlig vænne sig til "nyt liv - med hus og have"?!? Jeg har funderet lidt over det med haven før - lidt om rhododenron, lidt om andre hus og have tanker... Så hvor hurtigt kan man vænne sig til nye rammer og nye omgivelser?! Hurtigt - åbenbart, meget hurtigt - det er både de små og store ting der gør forskellen for os :) For det at vi nu har hus og have har gjort underværker for vores familie. Vi er landet, lige præcis som vi skulle - og det føles så rigtigt, som noget kan føles rigtigt. ...her lidt eksempler #jegersåtaknemmelig

Når vi nu har vores egen vaskemaskine som vi selv har valgt (til forskel fra tidligere, hvor vaskemaskinen var en ultra-billig-skrammel-sag, som bare vaskede, og vaskede, og vaskede...) - hvor man selv kan vælge om den skal vaske super hurtig (og bruge mere vand og strøm) eller super øko, med mindre vand og mindre strøm. Jeg kan vælge at tidsindstille den - så den er færdig når jeg kommer hjem - og tøjet er klar til at hænge op. Perfekt bette feature, sys jeg!

Og vaskemaskinen har også lys - særlig smart når man skal se om man nu virkelig har tømt tromlen...

At vi nu kan sidde ude i udestuen, og udnytte solens sparsommelige varme - og alligevel spise frokost, eller aftensmad, eller eftermiddagskaffe ude.

Det her skete fredag eftermiddag - strik, kaffe, sol, benene oppe - jeg har ikke brug for meget mere :)

At vi har frugttræer der bugner af æbler og pærer, og jeg kan bede pigerne om at plukke lidt frugt til madpakken, og vælge lige det de gerne vil spise (enten pære eller æble)

At manden og jeg kan sidde ude ved bålet om aftenen, snakke og snakke og kigge på bål - det bliver jeg aldrig træt af.

Bålkærlighed

At vi har plads nok. Plads til fjernsynsstue i kælderen. Plads til at invitere gæster og i det hele tage bare plads. (Til forskel fra tidligere, hvor vi boede tæt - i en ret pakket lejlighed, for kælderen var klam, fugtig og ikke lavet til at opbevare ting i, ihvertfald ikke hvis man havde en forventning om at bruge dem igen...)

Nogen gange venter jeg på at der er nogen der vækker mig, og fortæller det hele bare er en drøm. Men det er det ikke - det er rigtig nok. Huset er vores (ok, mest bankens) - og det er sørme dejligt. Jeg er så taknemmelig! Virkelig, virkelig taknemmelig.