Twins på 3,2 år - status

Jeg tror det er på tide med en status på det der med twins, når de nu har været tre år et stykke tid. Lad mig sige de med det samme. Det er bleve så meget nemmere og vi synes at være ude på den anden side af den tunnel vi har befundet os i i ca 1000 dage siden twinsenes ankomst. 

Status i punktform: 

To børn uden sut

To børn med et fantastisk sprog

To børn der næsten er stoppet med at bide hinanden

To børn der elsker børneren

To børn der virkelig er afbalanceret og i godt humør langt det meste af tiden

To børn der leger godt sammen og sammen med deres skønne storesøster 

To børn der forhåbentlig snart smider bleen. 

Alt i alt to børn der trives og giver mere og mere plads til at deres forældre kan komme til hægterne igen og bruge tid sammen som familie. Som for eksempel i morges hvor alle tre leger sammen og både manden og jeg har tid til 1) at snakke ved morgenbordet (ok, det har vi kunnet i længere tid nu) men 2) vi endte med at sidde i sofaen jeg med en bog og manden med computeren hvor vi havde tid til rent faktisk bare at sidde og nyde pigernes leg imens vi hver især gjorde det vi havde lyst til, uden at der var nogen der stillede krav til en. Og det er der vi er nu. Vi er ved at finde en rigtig god balance i familie tid, børn tid og tid til at være sammen hver for sig :) 

For også vores ture når vi alle fem er på tur er super hyggelige. Vi har ik klapperen med mere. Pigerne er vilde med at gå eller køre på løbecyklerne. Og det er så skønt og det gør mig virkelig glad helt inden i. Så status på 3,2 år med twins er - jeg er virkelig lykkelig over de to trutter er havnet i vores familie og vi har overlevet deres første 1000 dage, og er stadig en lykkelig familie der er på vej til at købe hus :) 

Det er en første gang for al ting...

Igår var en af de dage hvor storemusen oplevede 'min første rokketand'! Og det er ikke bare en af de dage - men d.a.g.e.n. Hvor hun fik sin første rokketand. Og spørg lige om det var stort!?! Det var det ikke bare stort men mega stort!! 

Hun voksede lige ti cm og vidste slet ikke hvor hun skulle gøre af sig selv af bare glæde! Dejligt :) først talte hun med babysprog, så skulle hun mærke igen og igen og igen ... Det hele var startet med hun fortalte mig hun havde ondt i tænderne. Åh Gud tænkte jeg... Men vi fik lokaliseret tanden og fandt en lille tand i undermunden der rokkede når man rørte ved den. Ikke meget men den rokkede og det var ligesom det altafgørende som kunne forklare storemusens ondt i tanden. Det affødte en længere snak om hvornår tanden så falder ud og om tandfeen så lægger en lille mønt eller noget legetøj under hovedpuden. Storemusen håber på en lille mønt som hun kan bruge til at spare flere penge op - til hendes store ønske lego 'fjends' 'skolen' som hun er igang med at spare op til. 

Så igår var dagen hvor vi fik den første rokketand in da house. Og lur mig om hun ik får rokket den så løs i løbet af de næste dage at den er ude i løbet af de næste uger :) 

Stressens klamme hånd

Det mest uhyggelige ved det her stress er at jeg kan se der er sket noget med min hjerne - eller i min hjerne. I hjernen - på den her klamme, spooky måde, hvor jeg kan se:
.... - jeg tænker ikke lægere så hurtigt,
.... - jeg kan ikke formulere mig knivskarpt (det mener jeg godt jeg kunne før)
.... - og jeg vrøvler stadig en del.

F.*.*.K. det er uhyggeligt. Virkeligt - på den der måde, hvor jeg til tider kan blive rigtig ked af om det mon nogensinde bliver godt igen. 

Langt hen ad vejen går det godt, men når jeg skal sige noget klogt (som godt kan hende, jeg har lyst til #tøhø) så er det ikke altid jeg selv synes der kommer noget klogt og skarpt formuleret ud af min mund. Det behøves ikke udelukkende at være i arbejdssituationen - jeg oplevede det senest igår da jeg vejledte en studerende... men det kan også være, at jeg siger til Storemusen 'Nu skal du have børstet tænder' mens jeg tager hårbørsten... Eller noget i den stil. Og det er uhyggeligt. Eller jeg mangler ord, og kan ikke huske hvad 'ting' hedder. Der er bare et 'hul', og jeg må tænke mig om indtil jeg kan sige 'ordet' højt. Det er uhyggeligt, og det værste - det er at det bliver værre, hvis jeg er presset, og bedre hvis jeg går og nyder jeg har tid til mig selv. Så på den måde er det jo en fin indikator, men en uhyggelig én. Så det er et af mine stress symptomer, det med hjertebanken er den anden - og flere stress-symtpomer har allerede sluppet min krop [igen]. Men hvor jeg dog glæder mig til at stressens klamme hånd også slipper min hjerne og min hukommelse...

Dagen efter en tur i provinsen...

... er jeg træt
... afleverer jeg børn
... bruger jeg på at komme til hægterne igen
... løber jeg en tur
... ordner jeg vasketøj
... nyder jeg en kop kaffe
... bager jeg rugbrød
... slapper af
... lytter til Bo Kaspers Orkester - højt.
... laver ingenting
... tænker
... henter børn

Jeg var i provinsen igår. For første gang skulle jeg aflevere børn, køre videre med stoget til hovedbanen, og videre med toget til provinsen. Det - altså at aflevere børn - OG tage videre til provinsen gik rætti' rætti' godt. Jeg blev ikke presset over at jeg skulle nå både aflevere OG tage stoget for jeg kan nå mit lyntog. Vi havde en god morgen. Vi hyggede os. Vi tog afsted 10 min før vi plejer. Vi var alle glade, og ingen var sure. Det gav energi, og gør glad. For det viser mig jeg er på rette vej - omend den vej, til 'raske mig*' stadig er lang, for det viste resten af dagen mig venligt, men bestemt, det viste weekenden mig, venligt men bestemt...

Igår skulle og ville jeg til eftermiddagsmøde på jobsi. Så det gjorde jeg. Dagen blev lang, og jeg var træt da jeg nåede til starten af mødet, og blev trættere, og trættere, fik hjertebanken, men klarede mig igennem dagen. Så da jeg endelig var hjemme, havde puttet børn, og smurt madpakkerne var der udsolgt. Så udsolgt at jeg ikke orkede noget som helst mere. Så det gjorde jeg - altså ikke noget som helst! Splattede på sofaen, og slæbte mig i seng kl. halv ti. For at sove - tungt, og (næsten) uden afbrydelser - ihvertfald uden at der var små trutter i vores seng.

Vi var på tur i weekenden. Ned til det sønderjyske til min mors 60 års fødselsdag. Det var hyggeligt, festligt og dejligt at være med til at fejre hende. Hun var glad - virkelig glad, at hele familien var samlet. Både familien, veninderne, og også en hel stor stak arbejdskollegaer sørgede for at gøre eftermiddagen til en festlig en af slagsen! Sådan nogle fester og familiesammenkomster (i det hele taget) tager stadig energi. De giver ikke energi. Jeg glæder mig til den tid kommer, hvor jeg ikke skal bruge en dag på at komme mig*. Søndag brugte vi på at lave ingenting, hygge og hygge lidt mere. Storemusen legede med rækkehusveninden A, og Tiller og Tuller hyggede sig både ude og inde, jeg fik sovet en lille lur, og sådan fik den søndag også ben at gå på.

*Det gode er, at jeg kun brugte en dag på at komme mig over denne weekends familie-tam-tam. Sidste gang - i påsken, hvor vi var til diamantbryllup, brugte jeg en lille uge på at samle mig selv op igen. Så 'raske mig' er da kommet tættere på, men 'raske mig' er stadig langt væk, synes jeg.

Mat i sokkerne

Så er den første uge nyt arbejdsliv overstået. Det har været rigtig dejligt at komme igang igen. Dejligt at møde mine kollegaer igen og jeg er meget spændt på at møde mine studerende igen :) jeg savner dem egentlig...

Jeg har ikke lavet så meget på arbejde... Fået ordnet min computer der kører tip tip super agtigt igen, ryddet op i min indbakke og i mine papirer og læst en praktik rapport, snakket en del med mine kollegaer både fagligt og privat og det er virkeligt det aller-bedste ved at være tilbage. Mine søde kollegaer. 

Jeg kan mærke arbejdet gør mig godt, og jeg blir glad af at tage afsted og 'bruge mig selv' igen. Dejligt at kunne og dejligt at have lyst til det - det betyder rigtig meget. Men samtidig er det simpelthen så sindsygt hårdt - så jeg er helt mat i sokkerne. Helt ned til hvor der ingen lys kommer ;) helt ind til knoglerne. Jeg brugte dagen igår til at komme mig over i tirsdags. Jeg gik en tur i øsregnvejret og fik mediteret undervejs. Min ynglings meditation - gående meditation :) turen hjalp på mit lidt slatne humør og på at få sorteret mine tanker! Så fik jeg bagt et rugbrød. Og hveder (som smager fortrinligt, vi tyvstartede nemlig med at spise dem igår...)! Og så var jeg hos psykologen. Hun gjorde meget ud af at fortælle mig at det er helt normalt at være så træt mens jeg gabte mine kæber af led. Helt almindeligt! Så når jeg nu sidder her i toget på vej hjem, ved jeg det er helt ok at være død træt. Så jeg bruger turene i toget på at læse og bare slappe af. Så jeg er nogenlunde klar til at hente pigerne om nogle timer. For jeg tager lige hjem inden jeg henter dem og splatter på sofaen for at komme lidt til hægterne igen. Men det er ok, for jeg føler en glæde som jeg ikke har følt længe, mærker hvordan glæden føles (forresten. ved du hvordan din glæde føles? Hvor sidder den henne i kroppen? For når man ved det så kan man tage den følelse med sig og genkende den i løbet af dagen - og glæde er en dejlig følgesvend! Især når den ik har været der er stykke tid). Nu vil jeg bruge resten af turen på at læse - og slappe af - og høre musik! 

God torsdag derude må din torsdag blive ligesom du ønsker dig det :) 

Krammeri midt på gangen

Idag har jeg været i provinsen, stået tidligt op, taget først stoget og så lyntoget og så cyklen til jobsi i provinsen. Selvom jeg er stået en time senere op end jeg plejer og taget hjem en time tidligere end jeg plejer og jeg nu har drukket en kop stærk kaffe, siddet (ok nok mere ligget) på sofaen den sidste time, og stenet til absolut ringe tv, er jeg så træt - helt ind til knoglerne... Så det er nok meget godt jeg ikke skal i provinsen i morgen, men bare være hjemme og slappe af: aflevere børn*, gå en tur, trække vejret og snakke med min psykolog, hente børn og ellers ikke lave en hujende fis!

Det føltes rigtigt at være tilbage på arbejde. Jeg fik igen en stak tanker, og nogle få stress symptomer, men de gik i sig selv igen: for jeg vidste jeg gjorde det rigtige, at komme tilbage til det arbejde jeg egentlig holder rigtig meget af! Så jeg fandt min cykel - støvede den af, og cyklede derudaf. Endelig tilbage sådan da! 

Men det er pisse svært ikke at sige ja, det kan jeg, sagtens... når jeg står og snakker med mine kollegaer der har nogle ideer. Jeg vil gerne, men ser jeg på min egen træthed lige nu, kan jeg mærke jeg skal tænke - laaaaaaangsomt, min ven! Jeg fik et velkommen tilbage knus fra in dejlige kollega S, som også spurgte ind til hvordan det egentlig havde været med det her stress,fik et forsigtigt klap på skulderen af min chef, et varmt smil af en anden god kollega og en krammer på gangen af PrebenLouise, der var oprigtig glad for at se mig igen. Så jeg da jeg cyklede tilbage til stationen, for at taget lyntoget til hovedstaden, stoget til den idylleriske forstad, og cyklen helt hjem, var jeg glad, og træt... Og så glæder jeg mig til torsdag, hvor turen atter går til provinsen.

* tiller og tuller fornægtede jeg var på job i morges: her er hvad manden skrev i sin SMS til mig i morges: "...Dine to veninder startede dagen med at nægte at du var på arbejde.  Mor i bada vande! Mor ik arbej - mor sova! Heldigvis havde jeg fået sokkerne med hul til storetåen på og de syntes de var så mærkeligt at de glemte dig! Derefter gik det godt..." Har jeg sagt fornylig at jeg elsker min mand, også selvom (eller faktisk fordi) han har hul i sokken?!?

Ps. Kamera i ifåunen virker igen, sådan da - når det ikke lige bliver let blåt eller lilla på skærmen...

Hotdogs og hygge, og andre weekendfortællinger.

Der var hul i Storemusens gummistøvler viste den storevandpyt test i går formiddags. Og når man skal ud i skoven hele næste uge, og vejrudsigten ikke ligefrem lover masser af solskin, må man have nye gummistøvler :) 

Så vi pakkede pigerne i det grønne lyn (to styk i dengrønn cykel...) og en bag på min cykel og så cyklede vi ellers ned til byen...vi havde ikke lige helt fulgt med i lokalsprøjten, så det kom pænt meget bag på os, der var bilshow i byen. Men det udnyttede de lokale kandidater til eu parlamentet til og stak pigerne tre fine blå vindmøller med et meget dansk flag på - kan i gætte hvilket parti? Jepsi, det er korrekt Dansk Folkeparti ;) og venlige som de var spurgte de også om vi skulle have lidt partimateriale med. Men liiiige der der takkede vi alligevel, venligt, men bestemt nej, vindmøllerne kunne vi ikke gøre så meget ved, dem havde de allerede stukket pigerne i hånden. Så dem løb de rundt med - ligesom resten af børnene på gågaden... Fantastisk! Nåmmen, vi fik købt nye gummistøvler til Storemusen, som hun fik på med det samme, og sluttede byturen med hottier til hele familien... Stor, stor succes! Så manden skyndte sig straks, og købte ind til hotdogs i næste uge. Og de glæder sig :) 

Idag blev gummistøvlerne sådan rigtig indviet - det stod jo ned i stænger sådan set stor dele af dagen. Men vi tog ud i vejret iført gummirøjsere, og masser af regntøj. Storemusen havde besøg af bedsteveninden F. Fra børneren, de hyggede sig. Virkelig. Meget. Derfor smuttede Tiller tuller og jeg på tur for at lufte løbecyklerne, og tog også en lille tur på legepladsen, og kiggede på køer. Og så en ko prutte. Det lugtede... som man tydeligt kunne se på Tuller, for hun var ved at kaste op, vores lille bymus. Det var så anden gang landluften fik hende til at få opkast-fornemmelser. Sidste gang var hos mine forældre, hvor hun kom til at snuse til ensilage... Det lugter også lidt jo, men staklen blir så paralyseret af lugten - at hun ikke kan flytte sig, men bare bliver nødt til at blive stående.... Stakkels lille mus. Men hun ville så heller ikke flytte sig idag - hun vil gerne se de køer, som godtnok ikke leverede den store underholdningsværdi, for de var ikke sultne og kunne ikke lokkes til at spise bare et enkelt græsstrå... Men spændende var de nu alligevel. Vi fik vendt cyklerne og trissede langsomt hjemad til svensk pølseret ala Valdemarsro, og for at nyde resten af denne regnfulde weekend. Nu viljen slappe af og glæde mig over jeg har en dag helt uden børn og med lidt arbejde imorgen inden jeg på tirsdag tager i provinsen på arbejde :) 

PS: I må undvære billeder for tiden, kameraet på Ifåunen, er i udu. Og jeg tænker lige over om jeg skal ha ny og hoppe tilbage til android.... eller om den skal laves...så indtil da er der majjjet, majjjet tekst og kun få billeder - sårwey! 

PPS: beklager rod i layout. Skriver fra iPad og den og jeg er ikke helt enige om udseendet på skrifttypen ligesom stavekontrollen og jeg heller ikke helt er tunet ind på hinanden, bær lige over med det, ing?!?