Stressens klamme hånd

Det mest uhyggelige ved det her stress er at jeg kan se der er sket noget med min hjerne - eller i min hjerne. I hjernen - på den her klamme, spooky måde, hvor jeg kan se:
.... - jeg tænker ikke lægere så hurtigt,
.... - jeg kan ikke formulere mig knivskarpt (det mener jeg godt jeg kunne før)
.... - og jeg vrøvler stadig en del.

F.*.*.K. det er uhyggeligt. Virkeligt - på den der måde, hvor jeg til tider kan blive rigtig ked af om det mon nogensinde bliver godt igen. 

Langt hen ad vejen går det godt, men når jeg skal sige noget klogt (som godt kan hende, jeg har lyst til #tøhø) så er det ikke altid jeg selv synes der kommer noget klogt og skarpt formuleret ud af min mund. Det behøves ikke udelukkende at være i arbejdssituationen - jeg oplevede det senest igår da jeg vejledte en studerende... men det kan også være, at jeg siger til Storemusen 'Nu skal du have børstet tænder' mens jeg tager hårbørsten... Eller noget i den stil. Og det er uhyggeligt. Eller jeg mangler ord, og kan ikke huske hvad 'ting' hedder. Der er bare et 'hul', og jeg må tænke mig om indtil jeg kan sige 'ordet' højt. Det er uhyggeligt, og det værste - det er at det bliver værre, hvis jeg er presset, og bedre hvis jeg går og nyder jeg har tid til mig selv. Så på den måde er det jo en fin indikator, men en uhyggelig én. Så det er et af mine stress symptomer, det med hjertebanken er den anden - og flere stress-symtpomer har allerede sluppet min krop [igen]. Men hvor jeg dog glæder mig til at stressens klamme hånd også slipper min hjerne og min hukommelse...