Krammeri midt på gangen

Idag har jeg været i provinsen, stået tidligt op, taget først stoget og så lyntoget og så cyklen til jobsi i provinsen. Selvom jeg er stået en time senere op end jeg plejer og taget hjem en time tidligere end jeg plejer og jeg nu har drukket en kop stærk kaffe, siddet (ok nok mere ligget) på sofaen den sidste time, og stenet til absolut ringe tv, er jeg så træt - helt ind til knoglerne... Så det er nok meget godt jeg ikke skal i provinsen i morgen, men bare være hjemme og slappe af: aflevere børn*, gå en tur, trække vejret og snakke med min psykolog, hente børn og ellers ikke lave en hujende fis!

Det føltes rigtigt at være tilbage på arbejde. Jeg fik igen en stak tanker, og nogle få stress symptomer, men de gik i sig selv igen: for jeg vidste jeg gjorde det rigtige, at komme tilbage til det arbejde jeg egentlig holder rigtig meget af! Så jeg fandt min cykel - støvede den af, og cyklede derudaf. Endelig tilbage sådan da! 

Men det er pisse svært ikke at sige ja, det kan jeg, sagtens... når jeg står og snakker med mine kollegaer der har nogle ideer. Jeg vil gerne, men ser jeg på min egen træthed lige nu, kan jeg mærke jeg skal tænke - laaaaaaangsomt, min ven! Jeg fik et velkommen tilbage knus fra in dejlige kollega S, som også spurgte ind til hvordan det egentlig havde været med det her stress,fik et forsigtigt klap på skulderen af min chef, et varmt smil af en anden god kollega og en krammer på gangen af PrebenLouise, der var oprigtig glad for at se mig igen. Så jeg da jeg cyklede tilbage til stationen, for at taget lyntoget til hovedstaden, stoget til den idylleriske forstad, og cyklen helt hjem, var jeg glad, og træt... Og så glæder jeg mig til torsdag, hvor turen atter går til provinsen.

* tiller og tuller fornægtede jeg var på job i morges: her er hvad manden skrev i sin SMS til mig i morges: "...Dine to veninder startede dagen med at nægte at du var på arbejde.  Mor i bada vande! Mor ik arbej - mor sova! Heldigvis havde jeg fået sokkerne med hul til storetåen på og de syntes de var så mærkeligt at de glemte dig! Derefter gik det godt..." Har jeg sagt fornylig at jeg elsker min mand, også selvom (eller faktisk fordi) han har hul i sokken?!?

Ps. Kamera i ifåunen virker igen, sådan da - når det ikke lige bliver let blåt eller lilla på skærmen...