Indlægget startede med at hedde "en slags ven" - fordi kan man være venner med nogen man aldrig har mødt, man aldrig har hørt stemmen af, men kun har læst med her i blogville?! Men jeg ændrede det - for det er ikke "en slags" - det er en ven, altså!!
Jeg troede ikke man kunne blive venner med nogen man bare skriver med - det troede jeg ihvertfald ikke da jeg startede med at skrive for 5½ år siden eller læse med hos andre for den sags skyld - altså at det her kunne føre venskaber med sig. Men det kan det. Og Mettes død har sat blogvenskaber meget i perspektiv.
Jeg nyder at læse med forskellige steder. Nogle blogs læser jeg regelmæssigt, andre mere sporadisk - mest af alt holder jeg af de blogs der ikke er tematiske, men dem der handler om en blandet landhandel som jeg ser min egen blog egentlig. Man lærer personen bag at kende - skrivestilen, personlighed, hvad der beskæftiger vedkommende, hvad der fylder og hvad man nu får tiden til at gå med at skønne sager.
Jeg har altid nydt at læse med hos Mette, og jeg savner hendes stemme i blogville. Savner hendes fortællinger om sit liv, hendes positive sind og hendes billeder og måde at sætte pris på de små glæder i hverdagen. Hun var så meget tilstede i sin egen blog og i alle de kommentarer hun skippede afsted til de blogs hun læste med på. Og det savner jeg. Jeg savner også at kommentere med hos hende. Savner at høre og læse om de dates hun og hendes mand tog på, savner de boganbefalinger, hendes fortællinger om prinsessepigen og yngstemanden der var fyldt med glæde, og kærlighed.
Noget jeg lærte af Mette var at sætte pris på november. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Sidste november pippede jeg op om at november var 30 nuancer af grå. Ikke særlig produktivt eller fremmende for god november-stemning overhovedet. Så jeg gjorde mig umage med at nyde alt det positive november i 2016 faktisk også er - og det vil jeg gøre igen i år, for det er spild af en hel måned, en masse potentielt gode dage - så derfor vil jeg gøre mig ekstra umage, for min og Mettes skyld.
Jeg er helt enig. Hun er savnet. Kh. Birgitte
SvarSlet❤️
Slet