Tvillingetanker

Jeg afleverede Tuller og Storemusen i børneren igår. Og når man kun afleverer to børn i stedet for tre (årsag: halsbetændelse vol 3) så sker det (afleveringen) på en lidt anden måde...

Jeg kunne nøjes med at tage min almindelige cykel - med Tuller bagpå, der indtog rollen som god kommentator hele vejen til børneren. Alt - som i a l t - fik en lille kommentar med på vejen. En bud (bus), nu dører vi op ad bakken - nu dører vi ned ad bakken - Storemusens dydel er blot [flot] - den har blomster på durven, og så videre. Samtidig med at Storemusen og jeg snakkede om noget så vigtigt som at trække vejret, og hvorfor man ikke bare kan lade være med at trække vejret.

Da vi nåede frem til børneren gik hele afleveringen også næsen efter planen - næsten - fordi Tuller lige pludselig udbrød med tårer i øjnene - jeg vil ha min Tiller - jeg vil ikke være i børnehaven uden min Tiller. Jeg savner min Tiller. Og [igen der] gik det op for mig at vi gør det helt rigtige - vi holder dem sammen i børneren, samme stue - og når den tid kommer nok også samme klasse. For selvom det primært er Tiller der synligt giver udtryk for at hun har behov for at Tuller er i nærheden - så har Tuller i den grad men meget mere usynligt - behov for at have sin søster i nærheden. Og det er denne usynlighed som en gang imellem bliver overset. Og det er ikke fordi de altid eller kun hænger ud sammen. Nej, de leger med hver deres venner, alene, sammen og deler venner.

Jeg hjælper dig lige, søsser

Men det 'helt særlige tvillingebånd' kommer til udtryk i sådanne situationer - og også når de ser fjernsyn, i fordragelighed, tæt op ad hinanden, helst med en fod/et ben hen over den andens ben/fod. Dyner der deles - senge der må stilles sammen, at sidde på samme stol - at dele - alt sammen ting der sker lidt mere selvfølgelige når det er ens med tvilling, der spørger (og når man ellers er på god talefod, for lige så rosenrødt dette lyder, ligeså meget kan de også være efter hinanden, hvor man tænker - holy moly, den får ikke for lidt).