En af de morgener

hvor man virkelig tænker - og hvad skete der lige der?! Klør sig selv i panden, og tænker, det her - magter jeg ikke. Sådan en morgen havde vi idag.

Jeg ved ikke hvad der skete - jeg ved ikke hvorfor det skete - men en ting er ihvertfald sikker. Storemusen var sur. Så sur, at selv de frysetørrede hindbær på myslien var smagte sure (ifølge Storemusen).

Først ville hun ikke tage tøj på - så kom hun til at sætte sig på sin undertrøje - så hun glemte at tage den på (pyt, sagde moren, du beholder bare din soveundertrøje på, det gør ikke  noget). Pyt sagde mor'en til rætti' rætti' mange ting - og forsøgte at være rummelig. Rummeligheden kunne efterhånden ligge på et meget lille sted - og der blev også sagt meget bestemt. Nu.spiser.du.din.müsli!! Cykelturen  til børneren gik fint, Storemusen fortalte - og sagde 'det er dejligt med lidt frisk luft' men i børneren crashede det igen, nu var det hjemmeskoene der drillede, og der kom jeg vidst til at sige For helvede Storemusen, kom n.u. igang. Og det hørte pædagogen U. der altid vimser rundt i gaderoben når der afleveres. I morges følte jeg det som overvågning. Så hun tog Storemusen med sig, for at vande blomster. Og jeg - fik sagt farvel til Storemusen, og tiller og tuller (som her til morgen trods alt - eller netop fordi) valgte at opføre sig eksemplarisk. Og det var dejligt, meget endda.

Resten af turen til stationen kunne jeg have sparket mig selv ret hårdt bagi. Fik ringet til manden - tudet lidt i telefonen - bare fordi jeg kom til at sige 'For helvede, Storemus. Kom n.u. igang.' Manden min, trøstede, var rummelig, forstående og kunne genkende 'overvågningsfølelsen'. Men afsted kom jeg på arbejde, hvor jeg nu sidder og virkelig trænger til en kage, eller et stykke chokolade, bare fordi jeg sagde 'for helvede' - måske jeg skulle sige - pyt og være rummelig over for mig selv?! Jeg prøver. n.u. for det andet bliver dagen ikke bedre af. Over and out herfra.