onsdag den 30. april 2014

Lidt om løst og fast...(ejendom)

Jeg får ikke blogget helt så meget som jeg har gjort tidligere lige for tiden, og det er en prioritering (eller mangel på samme) og samtidig er jeg også løbet lidt tør for ord. Dvs. jeg har masser af indlæg i hovedet, men nogle af den er af så privat karakter at de havner i min lille bog, som jeg altid har på mig, hvor jeg skriver tanker og ord ned, som kommer til mig når jeg sidder et sted ude i vejret og funderer over livet... Derfor er der lidt stille lige nu. Jeg bruger mine kræfter på at komme til hægterne, og det er der jo egentlig ikke noget at sige til :)

Men lidt hverdagsglimt skal der dog være tid til - og historier fra Cirkus Melbollis' farvestrålende hverdag: Jeg skrev i sidste indlæg, at vi i søndags skulle ud til byen på landet og se på tre potentielle hus emner. Og hvor er det altså en sjov proces - så går vi rundt i huset, manden og jeg that is* og kigger, og snakker lidt med mægler om løst og fast. Hus 1 var skøn, god mavefornemmelse, dejlig have, super beliggenhed, men for dyr. Hus 2, var overhovedet ikke os - mavefornemmelsen var elendig, dårlig placering på grund, og mange, mange flere ting. Hus 3 var også fin, men heller ikke os. Og det sjove er jo så, hvor jeg troede vi nok ville være lidt uenige, så er vi fuldstændig enige, samme tanker godtnok ser vi forskellige ting ved husene, men det vi ser (om det så er gode ting eller dårlige ting ved huset) er baseret på de samme værdier, og det er så dejligt!! Hus 1 er stadig vores favorit hus, men jeg tror ikke vi kan blive enige med sælger om en passende pris til de 181 kvm og det 12 år gamle hus. Men vi får se...

I weekenden havde vi besøg af ynglingsopa, og tiden gik med udeleg, mere udeleg og endnu mere udeleg - man kan jo heller ikke andet når vejret har bestemt sig at kaste de her sommerlige temperaturer i hovedet på os! Besøg var (og er) hyggeligt, men jeg kan mærke, det koster rigtig meget på energi kontoen, og det sætter virkelig de helt store tanker igang (særligt ifbm arbejdsopstart). For holy-moly, der er til tider meget lidt energi i mig!! Det gør mig bekymret, og ked. For det er simpelthen så svært, at hitte rundt i energibalancen, det ville være umådelig meget lettere, hvis man havde sådan et barometer monteret, så man kunne følge med i energibalancen. Men jeg tænker - det er vel her jeg skal lære og lytte til min krop, inden jeg når i nærheden af 'fuldstændig flad'.... Men jeg har heldigvis en stak værktøjer i min stadig voksende værktøjskasse, som jeg kan tage frem, for at lade op og blive rask :) Så jeg vil slutte her, og spise frokost, og nyde solen, min bog og mit eget selskab - god onsdag derude :)


* tøserne blev passet hjemme af søde T. Dem har vi valgt ikke at involvere i hus-køberi projektet endnu, ihvertfald ikke andet end at Storemusen ved, at vi flytter for at hun kan få sit eget værelse. OG at flytningen samtidig også betyder at hun skal skifte børnehave og kommer til at gå i en anden skole.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...