Ville jeg gøre det igen - det med tvillinger

Jeg har tænkt over det her i et stykke tid, på forskellige tidspunkter - hvis jeg blev gravid med tvillinger igen, ville jeg så blive glad?! Tanken har strejfet mig en del gange... Men

Det enkelte svar er ja!!

På trods af det var møg hårdt og vi havde nogle måneder indtil pigerne blev ca. otte måneder hvor vi knoklede en vis legemsdel ud af bukserne, de sov kun sporadisk om aftenen, gad ikke det med sut, og ville ikke drikke mme - de ville have den 'rene vare'... Lidt irriterende, når man (læs jeg) havde regnet med at gi' dem både sut og flaske (bare sådan engang imellem) - og de faktisk var pænt sultne om aftenen. Det er især de første fire måneder hvor min hukommelse er hoppet fra - jeg har virkelig svært ved at huske, hvad vi lavede månederne flyder lidt sammen, men jeg husker jeg ikke havde det særlig godt - jeg var ked og lidt fortvivlet for det liv vi havde forinden pigerne kom synes langt væk - mange ting var bare blevet umuligt, eller ihvertfald bøvlet, så det ud til med mine øjne. Sjovt nok tænkte jeg de første 14 dage af pigernes liv - ok, hvis det er sådan det er at have twins, så klarer vi det snildt... Men deres sande jeg kom frem sådan stille og roligt (tøhø)...
Men det blev bedre da jeg begyndte at sætte ord på mine følelser, for jeg havde det nok lidt sådan at det var også lidt no go at fortælle andre om hvordan jeg egentlig havde det - min Mødregruppe, OG min enormt dejlige APA instruktør - blev nøglen til at ting gik bedre - det skete nok også i takt med at pigerne spiste andet mad (det gik langsomt men stødt fremad). Men det var nok egentlig så galt at jeg faktisk var klar til at aflevere pigerne i vuggeren så snart de kunne undvære min mad. Det var jeg kommet til at sige i vuggeren hvor Karoline gik - så vi fik tilbudt to pladser på storemusens gamle stue i vuggeren i december - der var pigerne otte måneder. Jeg takkede NEJ til pladserne - jeg var ikke på nogen måde klar til at aflevere pigerne der - for der var livet blevet nemmere og jeg synes absolut ikke der var nogen andre end mig (ok, også faren) der skulle passe vores piger nu det var blevet så meget nemmere.

Det er det blevet lige siden - altså nemmere, der er stadig urimelige mængder vasketøj - vildt meget der skal ordnes og gøres hjemme og.så.videre men det opvejes i den grad af at vi oplever pigernes særlige bånd, og hvordan de elsker hinanden. Og hvordan de forguder Karoline!! Så jeg må sige - ja jeg ville gøre det igen, det er intet mindre end F.A.N.T.A.S.T.I.S.K. at opleve tvillinger og være mor til tvillinger - jeg er stolt af vores fælles indsats og kampgejst, og alt det vi har opnået i løbet af de sidste næsten 22 måneder - og tænker hvor er jeg glad for at der kom to skønne trutter i stedet for den ene planlagte trut.

PS. Jeg er ikke skruk - og vi er meget enige om at projekt flere børn er slut, men jeg har bare tænkt... og nej, det er ikke engang fristende med en efternøler... :)