søndag den 16. september 2018

Lidt om den vildeste søndag - på tur gennem Kbh's gader...

Jeg har løbet endnu et halvmarathon, ligesom sidste september havde jeg tilmeldt mig et løb. Ideen fik jeg under sommerens ualmindelig mange km i løbesko. For hvorfor ikke bruge al den træning til noget?!

Det var næsten ved ikke at blive til noget - for i slutningen af juli og begyndelsen af august sagde knæet stop. På en noget så vederstyggelig måde. En tur til fys'en afhjalp problemet på magisk vis - og samtidig var det en lille løftet pegefinger om at knæ og den slags bevægelige dele på min krop nok ikke kan klare hvad som helst (ihvertfald ikke 110 km i løbet af en måned... - point taken, jeg passer bedre på mig selv nu). Jeg holdt derfor en tre uger lang løbepause, hvor det i stedet blev svømmet en del; og startede langsomt op igen. Og det gav pote (tror jeg) - for knæet holdt, også til de lange ture... og derfor tog jeg ind til København i dag, for at løbe alt hvad det kunne trække.


Det gik også fint - faktisk rigtig godt - indtil omkring mellem 18-19 km, hvor benene ikke kunne mere, der var ikke mere saft i stængerne, ikke mere krudt i batterierne, og jeg følte jeg sneglede mig afsted. Dog kunne jeg lægge en nogenlunde acceptabel tid på den sidste km. Jeg havde lagt for hurtigt ud - det var skide svært (pardon my french) at lade være med at lade sig rive med af løbestemningen og ikke gi gas de første mange km. Jeg lagde en super fem'er tid på lige over 25 min. Den næste fem'er løb jeg på 24 min og en sjat. Der vidste jeg, det her går galt - for det gik for stærkt. Jeg satte farten ned og fik min km tid op på 26 min. Det var dog for sent - for da jeg ramte 18 var kruttet kruttet af og der var ik noget at hente.





Det lyder som om jeg er skuffet - eller havde verdens dårligste løb. Det havde jeg ikke. Jeg havde en fest, nød stemningen, nød hepperiet - nød hver en meter. Nød lykken og tænkte på manden min derhjemme. Satte ting på plads og på hylder, hvor de hører hjemme. Min officielle tid blev 1.50.04. Mit ur sagde 1.49.59. Så ja, jeg er glad, jeg er tilfreds, og især træt. Så næste år, der nailer jeg den - og løber tættere på 1.45 end på 1.50 - det kan jeg og det vil jeg :)





Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...