Lidt om at lære at sige pyt...

Jeg har gang i en gang bestillingsstrik til Tuller. En løvfallscardigan i børnestørrelse. Piece of cake tænkte jeg da jeg sagde ja. Selvfølgelig strikker jeg den til dig skat. Jeg havde bare lige glemt jeg er fuldstændig ud af mønsterstrik træning. 

Jeg har jo strikket sokker. Mange par sokker. Og ik så meget andet. Det er ret lige til. Rundt og rundt og rundt og ikke noget med at tænke sig om pånær når man strikker hælen. Og indtagningen i toppen. 

Men så kom løvfallscardiganen. Og hvis den har lært mig noget så er det da at sige pyt. For...

Jeg har pillet den op. Mange gange. 

Først gjorde jeg ik hvad der stod i opskriften. Dumt - for vendepindene blev skæve og dermed blev forstykket skævt. 

Anden gang gik der noget galt i mønsteret så pillede jeg noget op igen. 

Tredje gang gik der noget galt et eller andet sted og maskeantallet passede slet slet ikke. 

Fjerde gang havde jeg glemt at tage ud i raglan er sted - resten passede. Så nu strikker jeg femte gang det samme stykke og nu er jeg ved at ha fattet at mønsterstrik kræver lidt mere end bare at slå hjernen fra og strikke derudaf. Det siger lidt sig selv men jeg havde åbenbart glemt det. Godt og grundigt endda. 

Det kan godt være det er bittert at pille op. Men sådan er det af og til - og så med den her cardigan åbenbart... Jeg tænker ikke over alle de minutter og timer der er spildt Nørkel tid. Virkelig ik. Amar halshug. For når jeg strikker er det så meget lettere at sige pyt end i det virkelige liv. Ret tankevækkende egentlig---måske jeg skulle se mit liv som et stykke strikketøj og sige pyt med samme lethed som når jeg strikker :) det kunne være et forsøg værd 😋