Lidt om at være langsom og ikke at skynde sig

Som nævnt igår er vi langsomme sammen og vi skynder os ikke. Som i slet ikke. Begge dele er absolut forbudt i ferien. Men begge dele er også en kæmpe udfordring for undertegnede at lade være med. Der er naturligvis altid gode dage og dårlige dage... men en udfordring er det nu altså meget... 

Det er vigtigt for mig at tempoet er helt dernede hvor alle kan være med. Også hende den langsomme. Og den mellem langsomme. For hvis der er noget vores børn ikke er så er det at være hurtige. Og skynde sig. 

Jeg er derimod vældig god til at skynde på alle og alt. Jeg skal liiige.... hvis jeg nu gør det ene (indsæt selv og vælg: hænge vasketøj op, lue ukrudt, ordne køkkenet, handle.. og.så.videre) så kan jeg også liiige nå at.... (vælg selv fra selvsamme liste fra før) det blir man(d), børn og jeg selv for den sags skyld meget meget træt af.

Derfor forsøger jeg egentlig at lade være med at sige vi skal nå noget. Selvfølgelig skal vi nå noget. Men vi behøver ikke. Så det handler meget om at fortælle poderne at der er nogle ting vi gerne vil (som i - ting vi jo er blevet enige om vi gerne vil sammen) hvis vi ikke kommer når man skal har det den konsekvens at vi ikke har tid til det andet som vi også gerne ville nå. For mig er udfordringen så ikk at sige ej kom nuuuu hvis vi skynder os så når vi det. Og i stedet tænke og give rum til langsommeligheden og acceptere en fælles beslutning om ikke at ville det første. 

Som den anden dag som vi brugte i Pippi land. Der er forestillinger vi vil se men der er også legepladser der skal leges på. Min indre tidsdiktator rømmede sig flere gange for at skynde på poder og mand for at nå en bestemt Forestilling men langsommeligheden og fælles beslutning om ikke at ville nå alt gjorde tidsdiktatoren sløv og endte med at give slip. Skide svært for at sige det lige ud. Men også dejligt på en måde. Og rart ikke altid at skulle tænke alt det man også liiige kunne nå hvis man liiige skyndte sig lidt...