Opdragelsesudfordringen

Jeg har kredset lidt om det indlæg i et stykke tid, men nu må jeg hellere få skrevet lidt om vores (læs min) opdragelsesudfordring herhjemme - som er et resultat af, at vi (læs jeg) har haft alt for mange konflikter og diskussioner med børnene om hvorvidt de skulle gøre det jeg siger eller ej... Hint: børnene mener nej, jeg mener ja. (sjovt nok). Samtidig har jeg læst andres udfordringer på opdragelsesfronten (to rigtig fine indlæg kan læses her: VillaVillekulla og Østfronten) - for det er jo virkelig noget der på den ene eller anden måde vedrører alle med børn. Og jeg tænker man skal jo finde den linje der passer til ens familie, til en selv, til det behov man har und so weiter. Samtidig tænker jeg - hvad der virker for nogle - virker nødvendigvis ikke for andre - for det handler virkelig meget om personlighed. 

Jeg har i lang tid valgt den anerkendende tilgang til børnenes opdragelse - snakket med dem om at jeg godt kunne se de havde gang i en leg (eller hvad det nu ellers kunne være) - og så forsøgt at snakke dem væk fra det. Med andre ord, anerkende at de har gang i noget - men at vi nu skal noget andet. Det passer egenlig fint til den jeg er synes jeg. Og langt hen ad vejen fungerede det egentlig også fint - men konsekvensen var jo alt for mange ord, og ingen handling (eller kun handling når ordene var sagt) og nu hvor vi faktisk skal ud af døren til et bestemt tidspunkt, er det ret væsentligt vi får lidt mere fut i fejemøjet. Samtidig havde børnene også fået den opfattelse at de faktisk bestemte mere end mig, og at der stort set ikke var et behov for at gøre hvad jeg beder dem om. Og det holder jo bare slet ikke (ihvertfald ikke for mig, og det var her, jeg følte nu blir jeg nødt til at gøre noget...). 

Så derfor har jeg med mandens hjælp taget kampen op mod børn der ikke gør hvad jeg beder dem om. Vi giver udelukkende handlevejledende anvisninger til hvad vi gerne vil have de gør i stedet for det de af og til har gang i... (det har vi nu egentlig altid gjort - forskellen er bare, at det har nu en konsekvens hvis de ikke gør hvad jeg beder dem om...) Fx Kom her - i stedet for - du skal ikke køre væk fra mig. og så videre. I stedet for sid ordenligt - siger vi - du skal sidde med fødderne under bordet. I stedet for at sige spis ordentligt, siger vi - du skal lukke munden når du spiser. Og den slags. Hvis de vælger at fortsætte med deres til tider irriterende adfærd, får de en advarsel og vi begynder at tælle. 1 - 2 - 3 - og så ryger man en tur ind på værelset, hvor man lige kan køle af.  Udgangspunktet for os er egentlig bare at det barn der irriterer/driller/osv. skal ikke ødelægge det for resten af os - vi er fem der skal kunne være her :)

I starten forstod de absolut ikke at ting ikke længere var til diskussion (for mor her har jo tidligere nærmest været villig til at diskutere alt) så de røg tit en bette tur ind på værelset. Hvor vi så efter et par minutter smutter ind, og fortæller dem hvad vi gerne vil have de gør næste gang... Og efterhånden her 14 dage ind i udfordringen - virker det faktisk meget godt. Der tælles kun ganske lidt - og når der tælles når vi sjældent længere end til 2 - det er yderst sjældent de kommer ind på værelset - og heldigvis er de ved at forstå at jeg faktisk mener hvad jeg siger.

Det har krævet en del fra mig må jeg sige - især fordi jeg er en der måske nogen gange kommer til at sige noget før jeg har tænkt over hvad jeg egentlig siger. Ja, sådan er jeg. Men sådan en konsekvens udfordring udfordrer jo netop, at man (læs jeg) bliver nødt til at tænke før jeg siger et eller andet til børnene. Og måske er det bare det, der har gjort at de nu gør hvad jeg siger - jeg ved det ikke. Men det er blevet meget lettere at være mor og barn herhjemme nu :) ikke så meget snak, mere handling, eller nåwed. Men det virker, og de (og jeg for den sags skyld) ved udemærket godt, at jeg nu mener hvad jeg siger.