Faste læsere vil vide at vi havde en torsdag fra h***ede i torsdags. Det at blive ringet op af en smerteforpint mand, der siger 'du bliver nødt til at komme hjem nu - jeg har det dårligt' er hæsligt, at han så efterfølgende ikke tager telefonen gør hele sagen heller ikke bedre. Især når man er i provinsen, og ved at det som minimum tager tre timer før man er fremme i Idyllerisk Forstadsby. Alt gik jo som bekendt godt, og det var jo 'bare' (sandsynligvis*) nyresten manden havde. Men allivl... det sidder dybt, den forskrækkelse kan jeg mærke. På flere måder, og nu skriver jeg om det her - for det kan jo godt være det hjælper.
Jeg har ikke været i provinsen på arbejde siden i torsdags. Jeg har haft undervisningsfri, så det er mig der har hentet og bragt, og haft rigtig meget dejlig familie tid. Rart. Virkelig rart. I morgen drager jeg så afsted igen. Phyyy - det er ikke godt, kan jeg mærke. Jeg ved godt jeg ikke skal tænke - hvad nu hvis. Det gør jeg heller ikke (rigtigt - og dog, måske lidt alligevel). Men nu ved vi, vi kan bare ringe til børnehaven - så hjælper de os. Det er rart at vide. Det giver ro. meget endda. Og så har vi jo også søde A. Men der hvor det ikke giver ro er, at jeg har en januar, hvor det virkelig ville hjælpe med overnatninger i det ganske danske land. Jeg skal til Plantekongres i Herning** (har jeg lige fundet ud af - det glemte 'nogen' bare at fortælle mig...) og jeg har en stak eksamener ugen efter - hvor det også indebærer lange dage - hvor jeg tænker: her ville en enkelt overnatning gøre rigtig meget. Men om det kommer til at ske? Jeg ved det ikke. Jeg må lige genfinde en ro - om at ting nok skal gå, og at det her ikke sker igen lige foreløbig. Måske er jeg også bare pylle mor lige nu, men frygten er der jo reelt nok!
Men hvorom alting er så kan vi ringe til pigernes Opa, der gerne kommer og hjælper og giver en hånd med, og den viden giver mig mere ro i sjælen, for holy moly, der er et sted inden i jeg er rigtig ked.
* Sandsynligvis fordi scanningen aldrig viste pling her er stenene...
** Herning - der er jo virkelig langt fra Idyllerisk forstadsby til Herning...
Åh, jeg kan godt forstå, at det må have været en forskrækkelse, af de helt store. Godt, at alt gik godt, og at det 'bare' (måske) er nyresten. Men jeg kan levende sætte mig ind i, hvor frygteligt det må være at have så lang vej hjem, når man bare vil være hjemme NU!
SvarSletDesværre tror jeg ikke, der er andet for end at komme 'op på hesten igen', når det gælder om at være hjemmefra igen. Det er med garanti hårdt og svært de første par gange, men derefter letter det forhåbentligt. Og så må I aftale, at I er i telefonisk kontakt nogle gange om dagen, så du kan have ro i sjælen ...
Tak for din søde kommentar :)
SletDet var ikke sjovt, og som jeg skrev tog det lige nogle dage at komme sig helt over i torsdags. Vi kan også mærke at oplevelsen var ret voldsom for Storemusen - hun har været henne ved sin far mange gange de næste dage - krammet, og puttet. Forståeligt nok - for hun var jo virkelig godt klar over hvordan det stod til med manden...
Jeg tror du har ret med op på hesten igen. Jeg har været afsted nogle gange nu, og vi har lidt mere morgen-sms-kontakt end vi plejer, og det er jo også meget hyggeligt :)