Det der program om flerlinger...

så jeg ikke - og det var et bevidst valg. Det er det her program jeg tænker på... Jeg vil her fortælle hvorfor jeg ikke så det - for det er en del af historien "Vores liv mens twinsene var bitte-små-som-i-babyer-små", som jeg vil forsøge at beskrive her. Det er ikke et virkeligt feel-good indlæg, og jeg har taget tilløb til at skrive det her i lang tid. For historien husker jeg ikke som rigtig god... for jeg har aldrig været så underskudsagtitig og irrationel i hele mit liv - og kommer forhåbentlig heller aldrig derud igen!!!!!!

Jeg synes faktisk de første uger og også de første par måneder af twinsenes liv var rigtig gode - ting kørte bare, ok - de ville ikke tage sut, og heller ikke flaske - de sov godt om dagen, de sov godt om natten (de sov bare ikke om aftenen - og var ikke til at lægge - ikke fordi de havde kolik - men de mente bare at det var best at være vågen og -  så de hang på mig/brysterne...). Der var ikke rigtig noget vi kunne beklage os over, jo - da der var rigtig meget arbejde - men det var ikke noget der overraskede os sådan rigtigt.... Karolines reaktion på twinsenes ankomst var minimal - og vi gav hende max opmærksomhed (ok, i det omfang det nu er muligt når der også er to baryler der skal have opmærksomhed) - Men sådan efter de første otte uger, hvor hormonerne og den første kæmpe forelskelse har forladt kroppen kom sådan en følelse snigende - det her er vores liv, så det nytter ikke at klage... Det var  jo vores liv. Sådan var det - og det var der ikke rigtig noget at gøre ved.

Jeg husker tydeligt min bedste vens (og pigernes fadder) bryllup - som skulle være uden børn. Så kunne brylluppet kun blive uden os - for eftersom de to små ikke ville spise andet end hos mig, var 'uden børn' ingen option for os. Der blev fundet en løsning, og vi fik lov til at komme med sammen med pigerne. Jeg nåede endda at se dem i kirken (sammen med to vågne babyer) - og jeg var med til dele af hans polterabend. Men det var nok der det sådan for alvor gik op for mig - det her er vores liv - og der er en masse ting jeg lige nu ikke kan, og ikke sådan lige kommer til igen.

Jeg tror en del af det her manglende overskud skyltes en manglende forståelse fra omverden angående hvor hårdt det enlig er at have tvillinger - hvor meget arbejde det er at have tre børn under tre - tre børn med ble - tre børn der til dels ikke er super selvhjulpne. For det 'omverdenen' oplevede var en familie, der jo var velfungerende, som ikke råbte og skreg af hinanden eller børnene - men som (bag kulissen eller hvor det nu er i forhold til omverdenen) knoklede røven ud af bukserne - Karoline fungerede rigtig godt i vuggeren/børnehaven. Men det folk ikke så - var os der bare arbejdede, og arbejdede og arbejdede - sådan føltes det ihvertfald. I lange perioder spiste vi aldrig varmt mad - der var ingen overskud til at lave det. Her var der så nogen der ligesom sagde - jamen lav gryderetter så skal du kun koge ris når du kommer hjem. Høhø - kun ris, og så er der så to børn der gerne lige vil ammes når risene er sat over, så jeg ikke kan skrue ned, eller alt muligt andet - der liiiiige sker når vi har tre små børn, så risene - koger over - eller - koger fast eller noget helt tredje....

Jeg ved virkelig ikke hvad der skete for mig/os. Men overskuddet svandt ind og på en eller anden måde bliver jeg bare enormt ked af at tænke tilbage på den tid. og det var derfor jeg ikke så programmet om flerlingerne, jeg blev mindet om hvordan jeg 1) så ud, bevares - jeg var ikke i nærheden af at være ligeså rund som nogen af deltagerne... (lidt forfængelig er man vel)... 2) ikke kunne overskue så meget, 3) ikke havde overskud osv. Men følelsen af utilstrækkelighed og af konstant at være på bagkant med noget (hvad det noget så end er) - kom ligesom tilbage da jeg så programmet - og den følelse har jeg ligesom glemt, og puttet væk...

PS. og nu hvor den følelse er på papir kom den ud - og nu blir den her på bloggen, ikke gemt væk men ude - råbt ud sådan da. Og det føles RIGTIG godt ...