Jeg dykker ned og begraver mig...

... i arbejde og fokuserer igen på afhandlingen og nu også forsvaret - for afhandlingen er forhåndsgodkendt. Det er dejligt!

Jeg er glad - tilfreds - og synes det er ret vildt! Samtidig er jeg spændt på forsvaret som er om meget - meget - m e g e t snart.

Det er fordi vi alle elsker dig mor

Jeg havde fødselsdag igår. 38 år livserfaring kan jeg nu prale med... Jeg synes jeg er ret tæt på fyrre nu - men jeg tænker, det går nu nok. Jeg har (fået) fast arbejde fornylig, jeg har netop fået godkendt min ph.d. til forsvar, jeg er godt gift og har tre skønne børn, så må man godt være i slutningen af trediverne. Det føles faktisk ganske ok.

Jeg fik det skønneste fødselsdags morgenbord - og var sammen med næsten hele min familie. For vi brugte pinsen sammen med min far (han havde lejet et kæmpe sommerhus) så vi var sammen med hans to sønner og den enes kæreste (som jo faktisk er mine halv brøde) - og min lillebror og hans familie - så vi var 13 personer i alt - som sagt i et kæmpesommerhus ved Middelfart.

Det var en super hyggelig dag - Storemusen krammede mig god morgen og sagde tillykke mor. Og sørgede for at Tiller og Tuller også fik sagt tillykke - men da de ligesom blev ved - så mente hun lidt stramt i betrækket - "nu har vi hørt det" - Den bedste gave var en halskæde af mine dejlige børn og min mand - et hjerte i sølv - og som Storemusen sagde igår - da hun krammede mig, det er fordi vi alle elsker dig mor. Så behøves man ikke mere, vel.

Status på før-skole-SFO - efter 3 uger...

Nå, så er tre uger omme af vores nye liv - aka Storemusen møder skolen, eller før-skole-SFO, som det så fint hedder her i den Idylleriske Forstad. Tanken om før-skole-sfo er iflg dem der bestemmer, at børnene så vender sig til deres nye omgivelser, og er fuldstændig skoleklar 1/8 og kender "alt det nye". Det er egentlig også en god tanke, hvis ikke det var for nogle - lad os kalde det udfordringer...som får det hele til at fremstå som en bette spareøvelse...

Status er - det går egentlig meget godt - eller det går nok mere "so-so", afhængigt af hvem man spørger.

- Storemusen har netop lært at man også skal gå på toilet, for hun turde ikke at gå på toilet hvor man (potentielt) kan låse sig inde. Dvs. hun har holdt sig i 8 timer!!! i nogle uger. Og vi havde ikke opdaget noget - hun nævnte det i en lille henkastet kommentar i anden sammenhæng. Så nu er der styr på det - manden viste hende hvordan man låser døren / låser den op igen, så hun nu kan komme på toilet. (Og man spørger sig- hvorfor tager de voksne ikke hånd om det - fx ved at vise alle børnene hvordan man låser/låser op?)

- nye venskaber er det småt med. Vores indtryk er der ikke rigtig gøres noget for at nye venskaber (inklusion af nye børn i gamle relationer) etableres. Vi bor midt mellem to store insitutioner, som er hovedopland for børn i Storemusens klasse/skole. Dvs rigtig mange børn kender hinanden fra før, og vælger de trygge lege-relationer. Når man så samtidig er lidt stille - og beklemt ved nye situationer, kan det være lidt svært at finde sig nogle nye venskaber, uden hjælp fra voksne.

- at aflevere sit barn - uden at møde en enkelt voksen, der siger Godmorgen Storemus - er svært. Ja, vi kan selvfølgelig møde (opsøge) de voksne, og sige god morgen, men der er generelt kaos og u t r o l i g mange børn i sfo'en så der skal ledes efter voksne, hvis man måtte have et behov for at hilse på en voksen når man afleverer sit barn.

- at hente sit barn i selvsamme kaos (der er rigelig af super gode krea-aktiviteter om eftermiddagen, som Storemusen glæder sig til, hver dag) men reelt uden man nødvendigvis støder ind i en voksen, som man kan sige tak for idag til er underligt.

Og ja, vi kommer fra en lille børnehave, hvor vi (åbenbart) har været vældig forkælet med voksen-snak-kontakt-hvordan-er-det-gået-mit-afkom-idag. SÅ er ovenstående lidt som at springe ud i meget koldt vand. Det hele virker mest af alt som en kæmpe spareøvelse, for helt ærligt - Storemusen glæder sig sådan til at lære og regne og skrive, og det hun møder nu er hverken fugl eller fisk, og ihvertfald ikke skole. Så nej, mavefornemmelsen er ikke skide god (pardon my french) - men vi regner jo med at investere en sjat basseører i et hus inden alt for længe, og hun får derfor et skoleskift - og flytte hende til en anden skole hvor vennerne fra børneren går "bare" for nogle måneder nu her i den idylleriske forstad giver ikke rigtig mening for hverken manden eller jeg. Så satser vi bare på at huset kommer til os, inden alt for længe - kryds lige fingre for det, ing?

Lidt tanker om det med twins på 4 år

Vi har haft en ret turbulent periode med Tiller og Tuller i børneren (og egentlig også herhjemme hvis jeg skal være ærlig...). De har ikke villet snakke med de voksne og har ligesom haft lidt nok i sig selv. Ikke særlig hensigtsmæssigt adfærd egentlig. Ligesom de to trutter også har ødelagt andre børns leg, ved at kaste sig over den (altså kropsligt ik). Så pinligt, altså, at det lige pludseligt er ens egne børn der gør den slags, jeg troede ellers det stod i reglerne for at det altid var "de andres" og ikke "ens egne børn" #tøhø

Så vi har bedt børneren om at skille dem ad i aktiviteterne når de nu alligevel skal lave nye grupper efter de gamle 'store' nu er i skole. OG det fungerer godt. Vi har haft en bette snak med pigerne om at det er uhøfligt ikke at svare når man bliver snakket til - ligesom det også er fjollet at ødelægge andres leg. Og det har åbenbart virket - eller så er de bare kravet et trin op ad udviklingsskalaen... Lige pludselig opfører de sig faktisk som nogle piger på 4 og ikke på 2½ ;)

Sideløbende med alt det her rod med absolut tåbelig opførsel - skulle begge lige finde ud af at lande i børneren efter at storemusen heller ikke går i børneren mere. Det har tager tre ugers tid og nu kan man sige de er vokset så meget psykisk de sidste uger (det med udviklingsskalaen, ing?) - og fra den ene dag til den anden bliver der sagt god morgen om morgenen til de voksne man ellers ikke havde lyst til at snakke med - og også tak for i dag når man går hjem. Uden vi skal bede dem om det endda. Jeg er ret imponeret egentlig. Det er som om vores anstrengelser med "du skal selv bære din rygsæk ud til bilen"-kind of issues (jakke på, sko på, sætte ting på plads i gaderoben selv osv) endelig bærer frugt, og opgaver som disse kan løses uden de (store) konflikter længere. Selvfølgelig - de tester for at finde ud af om det stadig er de voksne der bestemmer herhjemme, for det kunne jo have ændret sig (not). Men i det store og hele oplever vi nogle mere harmoniske børn nu.

Og nu har Tiller valgt en anden frisure hos frisøren end Tuller - for Tiller kan ikke lide hårspænder og elastikker i håret, og har så valgt en kortere udgave af langt hår end Tuller der elsker hårspænder (og holder dem i håret hele dagen...) - så måske handler det også om deres "interne" relation? Om jeg er mig, og du er dig? Jeg ved det ikke, men det har været ret interessant at følge deres udvikling med de briller på her på det sidste. 

Trutter der fjoller med nye frisurer :)

Uanset hvad - så er de to trutter landet lidt igen. Og det er sørme dejligt :)

Et lille udvalg af andre tvillingeindlæg er her og her (og i det sidste "her" er der en række andre links... til vores udfordringer med 3½ årige twins, hvis man har lyst til at læse med)

Boganbefaling: Dig før mig

Efter nogle dages abstinenser efter Ove (læs min anmeldelse her) - måtte jeg finde noget andet at læse. Jeg har startet en ny lydbog, men da jeg primært hører P1 når jeg kører på arbejde om morgenen (og til dels også om eftermiddagen) er jeg ikke rigtig kommet igang med den... Jeg skal nok få hørt den færdig, bare ikke lige nu.

Det jeg så i stedet har kastet min læse-kærlighed over er Jojo Moyes - Dig før mig.

Ja, bogen hedder Ein ganzes halbes Jahr på tysk :)

Det er en fantastisk velskrevet bog. Man vender sider, og læser uden at opdage at tiden går - således er jeg disse dage særlig træt, for jeg kommer simpelthen til at læse til kl. 23 - langt over min sengetid . ligesom jeg igår tilbragte tre timer på sofaen sammen med Will og Lou, hyggeligt - virkelig. Som søde AnnChristine skriver fra Valdemarsro, man har lyst til at sætte et "vil ikke forstyrres" skilt ved siden af sig, når man læser... Jeg tror ikke du er i tvivl... bogen har fanget mig. I den grad, primært fordi den er så velskrevet, men også fordi historien om den lammede Will og hans "passer" Lou er sød, kærlig og utrolig finurligt skrevet. Den handler om kærlighed, liv og død og de valg (og fravalg) vi træffer - og det etiske i liv/død diskussionen. Også denne bog får mig til at grine og græde, for den er så sandelig også sørgelig ligesom Ove-bogen var det. Jeg vil ikke fortælle mere - andet end - læs den, lige nu!!

Hvis du har lyst til at anbefale en god bog, læg endelig en kommentar herunder - jeg elsker læseinspiration :)

Den klassiske forårs-forkølelse

Har ramt matriklen og især mig. I søndags var jeg et stort omvandrende nys, og jeg valgte derfor at arbejde hjemme igår (hurra for en fleksibel arbejdsgiver!!), men er taget på arbejde idag men er ved at udvikle en slags grovfil i halsen - av min hals!

Jeg er en sucker for forår, men ender hvert år - jeg mener det: hvert evig eneste år med en vild forårsforkølelse - og lærer jeg noget af det?! Man burde tro ja, men det modsatte er åbenbart tilfældet... Så det korrekte svar er - nej jeg lærer ikke noget af mine forårsforkølelser. Jeg har ellers i år ikke frosset, (ok, kun lidt), og passer generelt rigtig godt på mit helbred. Motionerer - sover måske ikke helt nok (læser pt en virkelig god bog, der gør jeg ikke får passet min sengetid) - spiser nogenlunde sundt, men de her dumme forårs-forkølelser bliver ved med at hjemsøge min krop! ØV!

Så nu sidder jeg her på arbejde - har vildt ondt i halsen - og er netop (efter flere timer) kommet af med den grimme smag af Strepsil i min mund. Så at spise endnu en Strepsil for at komme af med ondt i halsen er ligesom ikke en mulighed. Måske skulle jeg bare køre hjem? der er både te og honning, som sikkert ville hjælpe på det her sølle-ondt-i-halsen-humør jeg nu er havnet i.

Jeg har bare lige et par opgaver inden jeg kan smutte hjem (fx kan jeg nævne et upcomming forsvar her om mindre end tre uger) ligesom jeg har gennemlæst og rettet (et ualmindeligt dårligt skrevet) forord til min afhandling, der her om tre uger udkommer som en bette bog (jep, jeg er stolt). Så mens jeg venter på at få godkendt den hersens afhandling, så jeg faktisk ved at jeg MÅ gå op til eksamen om ganske snart, ynker jeg lige mig selv - og må hellere lige drikke en kop kaffe med mælk, og satse på at det hjælper mod den modbydelige hals-grov-fil der er ved at etablere sig i min hals sådan rigtigt.

PS. og hvis jeg kender min krop ret - hoster jeg i morgen, mens min stemme sikkert forsvinder helt på torsdag. Ja, det ér ynkeligt!

Ting jeg undrer mig over

... Piger der fortæller om deres brud med kæresten højt og længe i stoget. 

Jeg forstår det ikke! Hvorfor?? Hun har åbenbart slået op med ham - og der skulle veninden så høre rigeligt med detaljer om hvordan hun har det med det og hvordan han har det med det. 

Jeg har ikke lyst til at høre om at hun er ked af det (forståeligt nok) og han er ked af det (forståeligt nok) og alle andre detaljer hun valgte at dele med ca 10 andre medrejsende her i toget. Og forresten hvis jeg havde gjort mig umage kunne jeg også ha hørt den andens tørstende ord i tlf for der var skruet højt op i begge ender ;) 

Det er jo ikke fordi jeg ikke sys det er synd for hende og ham - men hvorfor dele det med alle os andre. Vi har ikke bedt om at høre om være med i det brud! Det er virkelig sjældent det efterhånden sker at jeg (uden at ville det) er medlytter til disse samtaler - men når det sker -  sker det også virkeligt...og med detaljer jeg godt kan leve foruden. 

God mandag derude :) 

Ps - nu er de nået til det med børn. Altså at de ikke skal have dem Iflg hende...