Ting jeg undrer mig over

Jeg har besluttet mig til at starte en 'ting jeg undrer mig over' liste på bloggen her. For der sker nogle fornøjelige ting om sager som jeg egentlig gerne vil dele: lidt ligesom mine glæder ved et pendlerliv indlæg... 

Jeg mødte to ældre mennesker i toget på vej op til forstaden idag, de havde været gift længe, non for længe at dømme efter deres måde at tale på. Der manglede i den gradrespekt for hinanden. Den måde de talte eller hakkede til hinanden på fik mig til at undres: hvorfor talte de her gamle mennesker sammen som om de overhovedet ikke kan lide hinanden...  På trods af de er gift. Sørgeligt egentlig, jegh åbaldrig vores ægteskab udvikler sig i den retning...

En anden ting jeg har undret mig over er vores overbo's støvsugervaner. Der må være enormt støvet eller krummet i deres lejlighed - hele tiden, og igen og igen... også klokken lidt over seks om morgenen - eller klokke halv ni om aftenen - flere gange om dagen på de mærkeligste tidspunkter. Lyder der en søvsugerlyd, der piber, og ruller hen over gulvet, mange gange, på mærkelige tidspunkter, og flere gange om dagen... 

Folk der ikke hilser, på tords af man bor i samme ejendom, eller man lige går forbi hinanden på ved skralderen, på parkeringspladsen, eller andre steder i nærheden af lejlighederne. Det er ikke fordi vores naboer virker demente, eller noget. De hilser bare ikke, hverken når voksne eller børn hilser. Nogle gør, og det er dejligt, andre gør ikke - gad vide om tiden er blevet for knap til at kunne sige Hej, mens man kigger hinanden i øjnene mens man passerer? Det undres jeg over og håber samtidig aldrig min tid bliver så knap...

Ting der giver energi

Jeg har en rigtig god dag idag. Solskin gør godt. Meget endda. Jeg er vild med den blå himmel - varmen som den tidlige forårssol giver. 

For første gang i meget lang tid har jeg været i provinsen igen og undervise. Det gik også godt. Ingen hjertebanken (bliv væk nemesis din lede kælling) indtil nu. Jeg har arbejdet lidt i toget og ellers bare siddet og hørt musik, kigget ud af vinduet og ikke gjort så meget andet - mediteret både på turen ud og hjem, og drukket kaffe både på turen ud og hjem. Og snakket med min svigerinde der lige ville høre hvordan det gik - tak søde!! Hun sagde mange kloge ting :) 

Jeg glæder mig til at hente børn lige om lidt, jeg glæder mig til manden kommer hjem og så'n. 

Igår var ellers en mindre god dag. Masser af hjertebanken, men det kunne kureres med en rask løbetur (inkl ond nedstirren af et styk grim fortorvsflise der fik mig til at falde den anden aften) og resten af dagen blev faktisk god. 

Bortset fra at Tiller's astmatisk bronkitis er dukket op igen. Ikke godt! Stakkels lille mus. Så jeg sad med en hostende lille prut på skødet i går aftes. Og idag har vi så startet den behandling op igen. Sådan er det... 

Men det der faktisk er det mest mystiske ved hele 'den her omlægning af mig selv' er hvor meget det svinger med mit indre. En dag kan starte elendigt og slutte fantastisk. Så kan der komme en række rigtig gode dage og bum lige pludselig kommer der igen en stak elendige dage! Det er svært at acceptere og svært at huske - altså at det er en proces at komme væk fra hjertebanken og alt det der... for når jeg har de gode dage (som jeg havde op til vores ferie i sidste uge) så gør det det ekstra svært når man så møder symptomernes klamme hånd, bare - b.a.r.e. - fordi jeg havde børnene hjemme i tre dage - i får den lige igen - tre dage!! Men så er det så dejligt at jeg hurtigt er på rette vej igen og nyder solen og nyder at jeg skal hente mine børn og nyder at jeg har haft masser af mig selv tid både på turen ud og hjem idag :) 

Rigtig god solskinsdag til jer 

En søndag der gav energi

Tiller, Tuller og jeg havde en dejlig aftale i går.

Vi skulle mødes med 4 andre kvinder og deres tvillinger - vi manglede dog én - for normalt er vi 6 kvinder og 12 børn, nu var vi 'kun' 5 kvinder og 10 børn, der alle er 'næsten' tre. Tiller og Tuller er de ældste i den gruppe - de bliver tre i april, det samme gør søde A's meget tveæggede piger, to hold tvillinger bliver tre i maj, mens de 'yngste' først bliver tre i hhv. juli og august.

Kvinderne er en del af mit tvillinge-apa-hold, som jeg her i august har tre års jubilæum med. Jeg husker holdet som virkelig hyggeligt. Vi fik snakket en del om de udfordringer vi nu har med to spædbørn, og for nogle af os to spædbørn og storesøskende. Timerne indeholdt også altid lidt gymnasitk, og enorme mængder mad. Sad man lige og ammede eller gav flaske mens vi spiste - var der altid nogle der sørgede for én og man fik serveret lidt brød, frugt og kage. Havde man to børn der græd, var der altid ekstra hænder til at hjælpe, nusse eller vugge. Det var virkelig dejligt at mødes med kvinder 'i samme båd som en selv'.

Vi har fortsat med at ses - både med og uden børn. Vi ses til frokost ca. 3-4 gange om året, hvor vi ordner verdenssituationen, hører hvordan det går hjemme, på job, med børnene, med huset, og.så.videre. Og hver gang går jeg derfra med mere og fornyet energi. Der er forståelse for ens til tider lidt kaotiske liv, der er forståelse for udfordringerne med børnene, og altid gode tips at hente om dette eller hint der relaterer sig til tvillinger. Det er fantastisk. Intet mindre. I går mødtes vi så til brunch og leg. Og for første gang kunne vi alle fem sidde rundt om bordet, drikke kaffe og snakke - mens børnene legede (og de legede længe: meget nyt legetøj, og virkelig plads og lys i huset i Vanløse hvor vi mødtes igår). Vi startede med at sidde om bordet alle damer og alle børn - fik lækker mad - sammenskudsgilde holder!! Nårgh men vi fik spist børnene af, og kunne så fortsætte snakken, og høre om hvordan det gik - hjemme, på job, og med børnene. Dejligt!! Så manden hentede en gennem glad, og virkelig tilfreds mor og kone, og to virkelig trætte børn :)

Her er de to trutter så - søndagstrætte efter legedate. I hver deres badekar med ryglæn og en bog hver. Så meget sjov kan man få ud af et gammelt liggeunderlag :)

Jeg håber din søndag gav dig lige så meget energi - som her in da house.

Aftenløb og motion

Motion betyder rigtig meget for mig, det har det gjort så længe jeg kan huske, men gør det i særdeleshed lige nu, hvor jeg bruger motion til mental opladning. Så jeg får løbet en del kilometer og svømmet en del i de her dage.

I går aftes efter en lang dag med børnene alene, smuttede jeg derfor afsted til en tur i de aftenmørke gader. Det gik rigtig godt, Mads og Monopolet i ørerne de første kilometer, men så valgte jeg at tage musikken ud af ørene, for det giver lidt noget andet at løbe uden musik og bare alene med tankerne. En anden rigtig god ting ved alle de ture jeg løber er at der efterhånden er kommet rigtig god fart i benene - jeg elsker den fornemmelse af benene bare løber helt af sig selv. Lige inden jeg var hjemme igår faldt jeg så, jeg snublede over en eller anden fuldstændig latterlig flise, eller hvad det nu var (jeg så faktiske ikke hvad det var, jeg gik ikke tilbage for at inspicere gerningsstedet...) og lå lang som jeg var på fortovet. Sjiit manner det gik stærkt (ikke liberiet men faldet) Bum der lå jeg. Forslået men heldigvis uden skader der krævede mere end et ordentligt plaster: på begge knæ, begge hænder og på den ene side af hånden. Mit ene knæ er hævet og blir nok både grønt og gult med tiden. Nu er det bare blåt. Jeg løb hjem, og fik ikke meget trøst af manden, men så er det jo heldigt vores tre piger alle er i besiddelse af et stort Florence nightingale gen - selvom Storemusen tørt mente du diger altså meget av idag mor... No shit Sherlock - jeg er også rimelig øm alle mulige steder :-/ 

Dagen idag er - på trods af sår og sager - gået rigtig fint. Pigerne har leget super det meste af dagen. Jeg har drukket en skøn skøn kop kaffe i eftermiddags i fred og ro (mens Tiller og tuller legede på værelset og Storemusen så Ramasjang) og hygget mig med dem alle sammen .... Det har været en god fredag en god måde at starte weeeknden på - hvor jeg iøvrigt skal mødes med mine gamle Apa veninder og alle deres dejlige børn: fem kvinder ti børn - søndag er der dømt tvillingetræf. Jeg glæder mig :) 

Ferie

Jeg holder ferie med mine tre trutter i de her dage - mandag og tirsdag holdt jeg fri alene, for at lade op og slappe af. Onsdag, torsdag og fredag (idag, jo) holder jeg fri med pigerne. Og lad mig sige det med det samme. Det har været nogle fine (men meget hårde) dage. Primært fordi de tre lige nu er i en periode, hvor de ikke leger rigtig godt sammen.

Storemusen er et sted i sin leg, hvor hun laver regler: Og så er du moren og så er jeg baby'en, og så sagde du..., og gjorde du sådan... og det er meget vigtigt for hende, at reglerne bliver fulgt. For sådan er det når hun leger sammen med vennerne over i børneren. Og sådan skal det jo også være. Problemet er så bare når hun leger sammen med sine (til tider ret så trodsige) to små søskende. Én af dem kan hun godt 'styre' og fortælle hvilke ting 'og I gemte den her' og 'nu havde i spist halvdelen af den [slikkepind], ej Tiller, spyt den ud igen - det er kun noget babyer gør'. Men når der så er to hun skal 'styre' går det ikke altid som hun ville. Så det er så her jeg skal ind og mægle - og fortælle Storemusen det måske ikke er død-pine-nødvendigt, at Tiller eller Tuller ikke holder hende i hånden, eller får netop den lyserøde taske Storemusen har bestemt hun skulle have - så vi lærer om kompromis'er lige for tiden herhjemme. Tiller og Tuller leger med langt hen ad vejen, men de leger faktisk bedst sammen. De kan lege i halve og hele timer uden at vi hører dem [ikke på den hov der er mistænksomt stille måden] men mere på den måde, at de ikke kommer ind og har behov for os. OG det er dejligt :) Så jeg har til tider skulle mægle rigtig meget. Det har hjulpet at tage dem ud i vejret, men vejret har bare ikke været til at være ude. Det har været vådt! Men varmt. Så tit har vi ventet på det er stoppet med at regne, og så er vi gået ud en times tid. For når det er varmt, betyder det samtidig vi kan være ude i lidt længere tid uden at fryse...

Tre børn, og det arbejde der på trods af de her rigtig mange gode lege er - bliver sat meget i perspektiv for tiden, hvor jeg netop ikke har voldsomt meget energi og overskud. Jeg har lært af de her dage - at det virkelig er en proces med at lade op, og jeg fuldstændig overvurderede mine kræfter da jeg besluttede mig for at holde alle tre hjemme på en gang. Jeg har fået præcis de samme symptomer som da jeg var ultra-presset på arbejde, og det er jeg faktisk blevet rigtig ked af. Det gør mig ked af det, at jeg (faktisk) har så lidt overskud. Det gør mig ked af det, at jeg har det sådan, for det stemmer overhovedet ikke overens med det billede jeg har af mig selv. Jeg er ikke en der får hjertebanken af mine børn. Men det får jeg. SÅ! Nu er det ude jeg har sagt det. Men jeg har lært, hvor alvorligt jeg skal tage det her. Hvor lang tid det tager at komme til hægterne igen, Det er ikke bare lige noget jeg kan hen over tre dage eller 14 dage. Det tager tid. Ligesom min søde læge faktisk sagde - så lidt har jeg da lært ;) Nu glæder jeg mig til det bliver weekend og manden også er hjemme, for det gør det unægteligt meget lettere. God fredag derude - og god weekend!

At lade op - en proces...

Det med at få luft i ballonen sker ikke sådan lige fra den ene dag til den anden, eller det gør det - det føles ihvertfald sådan, men jeg kan mærke jeg har åbnet en dør - hvor, når jeg ser ind i rummet - at der er meget at arbejde med. Vaner der skal laves om, for de er uhensigtsmæssige for overskudsbalancen. Jeg er i gang med at bygge mig selv op igen - og som min læge sagde til mig idag - det har taget lang tid at komme derhen, hvor du er nu (altså at nedbryde dit overskud) - så det tager også lang tid at opbygge overskuddet igen. Du er igang, og det er rigtig godt.

Jeg kan mærke at der er ting der giver energi, og ting der tager energi. Det har jeg [også] kunnet før, men her i løbet af efteråret (for skal jeg være ærlig, har mit arbejdsraseri i efteråret nok gjort jeg her mistet følingen med mig selv en anelse - og det var her i efteråret, jeg nok havde de første symptomer på at mit overskud var for nedadgående...) Jeg havde svært ved at huske enkelte ord i undervisningen, fagudtryk, huske ting og aftaler og talte en anelse rodet en gang imellem. Jeg havde en kort lunte - nogle gange kortere end andre - men kunne hive mig selv op igen og væk fra den korte lunte... Ikke noget af det her - dårlige hukommelse og min kortere lunte tænkte jeg som stress. Jeg husker jeg på et tidspunkt sagde til manden jeg har aldrig arbejdet så meget som nu... og det skulle jeg måske have tænkt lidt mere over end bare at konstatere det? Det toppede så som I jo allerede ved med hjertebanken op til eksamensperioden. Det er heldigvis stoppet igen, men jeg øver mig også i at holde små pauser i min arbejdsdag. Det er let når jeg er hjemme, for der er masser af små ting jeg kan give mig til - det er lidt sværere når jeg er i provinsen - så der må jeg lige finde ud af hvad jeg kan gøre.

Noget jeg er gået i gang med at lære mig selv er at sige nej. Ikke et råbe NEJ, men et fint nej, fordi jeg ikke kan, fordi jeg ikke har overskud, fordi jeg prioriterer anderledes, fordi jeg skal passe på mig selv. Og sige det højt, og øve mig i at sige det højt inden jeg er kommet til at sige ja, og jeg efterfølgende tænker det her gider jeg faktisk ikke, det her tager min energi i stedet for at give mig energi - Så jeg har et projekt 'næste eksamensperiode', hvor jeg har flere ting i kalenderen end jeg kan gabe over, så jeg skal sige fra. På en eller anden måde. Hvordan - det må jeg lige finde ud af. Det med at sige nej - det passer ikke lige nu, eller nej det kan jeg ikke - er svært, for jeg er impulsiv, og ofte tænker (højt) og straks får sagt: - ja det kunne da være hyggeligt, så ja, selvfølgelig! Problemet er så at jeg først bagefter tænker, hmmm har jeg overhovedet overskud til dette - nææh, egentlig ikke - pis' os' jeg burde have sagt nej. Så det er nok mit største projekt lige nu. Min søde læge bakker mig fuldstændig op, og roser mig for at jeg er god til at tage det her alvorligt, for det kan ende rigtig galt - i depression og rigtig stress (er det jeg så har haft forkert stress?? næppe, men jeg har virkelig svært ved at sige - hey, jeg er småbørnsmor til tre, ambitiøs, har svært ved at sige nej, og er derfor stresset... for sådan er jeg jo ikke... synes jeg selv...). Så lige nu er børnene i institution, jeg sidder på sofaen med computeren - en bog - og læser, drikker kaffe og kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg skal give mig til... Ingenting - det er jo meningen - siger min indre stemme lige nu!! så jeg (forsøger at) blive siddende, og læse - for det er faktisk en rigtig god bog - og jeg er ved at lade op til tre dages ferie med de skønneste piger hvor vi bare skal lege, slappe af og nyde hinanden (og køre tog - for det vil pigerne gerne).

Min udsigt lige nu: Computer (som jeg straks slukker) min bog, og Storemusens Barbapapa kop, som jeg venligst må låne  for der kan være masser af kaffe i!! 

At gå - og høre

noget der hjælper mig til at føle og mærke mig selv er mindfulness jeg har jo som faste læsere ved deltaget i en mindfulness udfordring i november, og i den forbindelse var en af udfordringerne at gå mindful. Jeg har mediteret meget de sidste aftener - mærket hvordan det føles rundt omkring i min krop og ikke tænkt på andet - det er skønt og der sker et eller andet i hjernen når jeg mediterer - det føles godt! Der bliver ryddet op på en måde - der bliver stille og på ganske kort tid bliver mine batterier ladet op (eller noget)...

Fødder, ben og jakke... i solskin

Så idag gik jeg igen mindfuldt... At gå fra a til B uden at tænke på andet end bare at være med turen er svært - tit flyver mine tanker væk - tænker over ting og sager der er sket eller skal ske. Jeg planlægger, tænker og nyder egentlig tankemylderet (som ikke føles som mylder overhovedet) 

Så i dag udfordrede jeg mig - og øvede og trænede mit nærvær da jeg gik. Gik fra a til B og slukke for tankerne, og kun høre - fokus var på lyde, de nære og de fjerne. Lyde der dukkede op hurtigt og forsvandt lige så hurtigt igen - brudstykker af samtaler og mange andre lyde lagde jeg pludselig mærke til - men jeg opdagede også hvor tit mine tanker tog over så jeg flyttede fokus fra lyde til kropslige fornemmelser - fødderne: hvordan mærkes det at gå i fødderne? også her oplevede jeg mine tanker fløj - men det var en god øvelse i solskin, og en god måde at træne sit nærvær - for det kræver træning, at være nærværende - hvordan træner du dit nærvær? 

Skøn solskin i dag