Jeg holder ferie med mine tre trutter i de her dage - mandag og tirsdag holdt jeg fri alene, for at lade op og slappe af. Onsdag, torsdag og fredag (idag, jo) holder jeg fri med pigerne. Og lad mig sige det med det samme. Det har været nogle fine (men meget hårde) dage. Primært fordi de tre lige nu er i en periode, hvor de ikke leger rigtig godt sammen.
Storemusen er et sted i sin leg, hvor hun laver regler: Og så er du moren og så er jeg baby'en, og så sagde du..., og gjorde du sådan... og det er meget vigtigt for hende, at reglerne bliver fulgt. For sådan er det når hun leger sammen med vennerne over i børneren. Og sådan skal det jo også være. Problemet er så bare når hun leger sammen med sine (til tider ret så trodsige) to små søskende. Én af dem kan hun godt 'styre' og fortælle hvilke ting 'og I gemte den her' og 'nu havde i spist halvdelen af den [slikkepind], ej Tiller, spyt den ud igen - det er kun noget babyer gør'. Men når der så er to hun skal 'styre' går det ikke altid som hun ville. Så det er så her jeg skal ind og mægle - og fortælle Storemusen det måske ikke er død-pine-nødvendigt, at Tiller eller Tuller ikke holder hende i hånden, eller får netop den lyserøde taske Storemusen har bestemt hun skulle have - så vi lærer om kompromis'er lige for tiden herhjemme. Tiller og Tuller leger med langt hen ad vejen, men de leger faktisk bedst sammen. De kan lege i halve og hele timer uden at vi hører dem [ikke på den hov der er mistænksomt stille måden] men mere på den måde, at de ikke kommer ind og har behov for os. OG det er dejligt :) Så jeg har til tider skulle mægle rigtig meget. Det har hjulpet at tage dem ud i vejret, men vejret har bare ikke været til at være ude. Det har været vådt! Men varmt. Så tit har vi ventet på det er stoppet med at regne, og så er vi gået ud en times tid. For når det er varmt, betyder det samtidig vi kan være ude i lidt længere tid uden at fryse...
Tre børn, og det arbejde der på trods af de her rigtig mange gode lege er - bliver sat meget i perspektiv for tiden, hvor jeg netop ikke har voldsomt meget energi og overskud. Jeg har lært af de her dage - at det virkelig er en proces med at lade op, og jeg fuldstændig overvurderede mine kræfter da jeg besluttede mig for at holde alle tre hjemme på en gang. Jeg har fået præcis de samme symptomer som da jeg var ultra-presset på arbejde, og det er jeg faktisk blevet rigtig ked af. Det gør mig ked af det, at jeg (faktisk) har så lidt overskud. Det gør mig ked af det, at jeg har det sådan, for det stemmer overhovedet ikke overens med det billede jeg har af mig selv. Jeg er ikke en der får hjertebanken af mine børn. Men det får jeg. SÅ! Nu er det ude jeg har sagt det. Men jeg har lært, hvor alvorligt jeg skal tage det her. Hvor lang tid det tager at komme til hægterne igen, Det er ikke bare lige noget jeg kan hen over tre dage eller 14 dage. Det tager tid. Ligesom min søde læge faktisk sagde - så lidt har jeg da lært ;) Nu glæder jeg mig til det bliver weekend og manden også er hjemme, for det gør det unægteligt meget lettere. God fredag derude - og god weekend!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar