Lidt om mine forventninger og møder

Åhhh manner en gang imellem ville jeg ønske jeg var en mand. Sådan en der bare gjorde hvad han havde lyst til fordi der ikke er en dum stemme i hans hovede der fortæller ham du bør altså gå til det der møde... min vurdering er at ikke alle mænd har den her stemme i baghovedet der siger du bør du bør du bør  (udgangspunktet for den antagelse er min egen dejlige mand - og der foregår beslutninger ofte på den måde. På godt og ondt,sorry to say, undskyld mand)  

Sådan en stemme havde jeg i mit hovede igår på vej hjem fra arbejde. Stemmen fortalte mig ret så insisterende at jeg burde gå til det møde som skolen har indkaldt til angående skolestart. Jeg har haft gang i stemmen før, og foralt om den her og jeg har endda skrevet om den dag brude døde.

Helt ærlig, hånden på hjertet og alt det der: burde er ik helt død endnu, og der er potentiale til forbedringer på det punkt...

Sagen var bare den at jeg ikke heeelt var super enig med stemmen. Fordi vi har allerede været til to (!!) møder angående skolestart. Det første - der sejrede stemmen og jeg tog afsted. Kom hjem uden sådan rigtig nye og vigtige oplysninger. Det andet var tilgengæld et rigtig fint møde som børnehaverne holdt for både at fortælle om den første SFO tid. Om klassedannelse. Om at blive skoleklar om alle mulige ting omkring skolestart. Der var også en enkelt SFO pædagog. Hun fortalte at det var vigtigt at være selvhjulpen. Og kunne alle forskellige ting. 

Det møde i aften skulle endnu engang fortælle om den første SFO tid. Om strukturen på dagene og ugerne (det hørte vi også om til møde nummer to og lidt ved møde nummer et). Samtidig stod der noget om at det er vigtigt at bakke op om skolesamarbejdet. Om at vi sammen skal samarbejde i fællesskab om skolehjem arbejdet. Og det er lige de ord der altid - som i altid - får den stemme til at skræppe op om at jeg bør gå til  det møde. Fordi selvfølgelig vil vi samarbejde. Det er en selvfølge for os. Og hvis vi ikke kommer så samarbejder vi  jo ikke. Så dribler jeg til møde - og irriterer mig over at jeg har spildt to timer en skøn forårsaften bare for at vise at vi gerne vil samarbejde. 

Så manden sagde jeg skulle lade være med at gå. For han var blevet træt af et stykke ubeslutsom og lidt halvsur kone. Jeg lod være med at gå. For energien var der reelt ikke. Lang dag på job. Udsigt til madpakkesmøring klokken sent. Og sådan noget - når jeg er ærlig er jeg glad for jeg tog den beslutning. For det var det jeg havde behov for. En aften med pigerne. Og manden. En aften uden yderligere input om skolehalløj. 

Jeg har en forestilling om at mænd meget nemmere kan tage beslutninger om det er noget pjat at rende til tusind møder. Møder hvor der ikke er noget nyt under solen. Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med indlægget. Andet end at få luft for en frustration om en dum skræppe stemme. Som tror den bestemmer. Åh engang imellem ville jeg ønske jeg var en mand. Eller at stemmen bare holdt kæft...