Jeg er træt, virkelig træt af morsygt barn. Det er så slemt nu at jeg blir nødt til at gøre noget. For her hjemme gælder reglen: det er kun et problem når man ikke længere kan leve med det (og så er "det" alt lige fra morsygt børn til sut til putteritual eller alle mulige andre ting, som man egentlig godt kan leve med men lige pludselig kan gå hen og blive et problem fordi man ikke længere kan leve med det...). Så nu gør jeg noget for jeg er ved at få spadt af:
Det kun er mig der dur
At jeg skal holdes i hånd når vi sidder og spiser
At barnet er søøøødt når jeg giver timeout - men når vi atter nærmer os "de andre" flegner barnet igen. For barnet har luret at time out med mor betyder dyrbar mor ene tid.
At det kun er mig der kan putte
At jeg bliver fandens inkonsekvent for at få fred...
Det kan godt være der er et behov for mor*. Men det behov slider mig op. Giver stress. Gør mig sur. Og irritabel. Og fordeler ikke sol og vind lige, når der også er to andre børn der har et mor behov, eller bare gerne vil snakke med mig, eller fortælle noget. For når man er søskende i en flok på tre må der også være grænser for hvor meget mor her kan - for der er jo også en far der er ganske sød og dejligt og gør sit far job mere end almindelig godt :) så nu gør jeg lige noget. Finder styrken frem og er mere konsekvent og tager det skrål og skrig der måtte komme for det andet, det holder ikke. Jeg kan ikke mere. Der må gøres noget, jeg må gøre noget, manden hjælper mig og minder mig om at jeg skal være konsekvent. For det andet - inkonsekvens. Det dur ikke længere. Jeg skal nok give status. Senere.
* jeg er godt klar over og kan også høre hvornår der er tale om piberi der er reel! eller om det bare er en ide der er fjollet. Fordi der er nogen der mener at det kun er mor der dur...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar