At lade op - en proces...

Det med at få luft i ballonen sker ikke sådan lige fra den ene dag til den anden, eller det gør det - det føles ihvertfald sådan, men jeg kan mærke jeg har åbnet en dør - hvor, når jeg ser ind i rummet - at der er meget at arbejde med. Vaner der skal laves om, for de er uhensigtsmæssige for overskudsbalancen. Jeg er i gang med at bygge mig selv op igen - og som min læge sagde til mig idag - det har taget lang tid at komme derhen, hvor du er nu (altså at nedbryde dit overskud) - så det tager også lang tid at opbygge overskuddet igen. Du er igang, og det er rigtig godt.

Jeg kan mærke at der er ting der giver energi, og ting der tager energi. Det har jeg [også] kunnet før, men her i løbet af efteråret (for skal jeg være ærlig, har mit arbejdsraseri i efteråret nok gjort jeg her mistet følingen med mig selv en anelse - og det var her i efteråret, jeg nok havde de første symptomer på at mit overskud var for nedadgående...) Jeg havde svært ved at huske enkelte ord i undervisningen, fagudtryk, huske ting og aftaler og talte en anelse rodet en gang imellem. Jeg havde en kort lunte - nogle gange kortere end andre - men kunne hive mig selv op igen og væk fra den korte lunte... Ikke noget af det her - dårlige hukommelse og min kortere lunte tænkte jeg som stress. Jeg husker jeg på et tidspunkt sagde til manden jeg har aldrig arbejdet så meget som nu... og det skulle jeg måske have tænkt lidt mere over end bare at konstatere det? Det toppede så som I jo allerede ved med hjertebanken op til eksamensperioden. Det er heldigvis stoppet igen, men jeg øver mig også i at holde små pauser i min arbejdsdag. Det er let når jeg er hjemme, for der er masser af små ting jeg kan give mig til - det er lidt sværere når jeg er i provinsen - så der må jeg lige finde ud af hvad jeg kan gøre.

Noget jeg er gået i gang med at lære mig selv er at sige nej. Ikke et råbe NEJ, men et fint nej, fordi jeg ikke kan, fordi jeg ikke har overskud, fordi jeg prioriterer anderledes, fordi jeg skal passe på mig selv. Og sige det højt, og øve mig i at sige det højt inden jeg er kommet til at sige ja, og jeg efterfølgende tænker det her gider jeg faktisk ikke, det her tager min energi i stedet for at give mig energi - Så jeg har et projekt 'næste eksamensperiode', hvor jeg har flere ting i kalenderen end jeg kan gabe over, så jeg skal sige fra. På en eller anden måde. Hvordan - det må jeg lige finde ud af. Det med at sige nej - det passer ikke lige nu, eller nej det kan jeg ikke - er svært, for jeg er impulsiv, og ofte tænker (højt) og straks får sagt: - ja det kunne da være hyggeligt, så ja, selvfølgelig! Problemet er så at jeg først bagefter tænker, hmmm har jeg overhovedet overskud til dette - nææh, egentlig ikke - pis' os' jeg burde have sagt nej. Så det er nok mit største projekt lige nu. Min søde læge bakker mig fuldstændig op, og roser mig for at jeg er god til at tage det her alvorligt, for det kan ende rigtig galt - i depression og rigtig stress (er det jeg så har haft forkert stress?? næppe, men jeg har virkelig svært ved at sige - hey, jeg er småbørnsmor til tre, ambitiøs, har svært ved at sige nej, og er derfor stresset... for sådan er jeg jo ikke... synes jeg selv...). Så lige nu er børnene i institution, jeg sidder på sofaen med computeren - en bog - og læser, drikker kaffe og kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg skal give mig til... Ingenting - det er jo meningen - siger min indre stemme lige nu!! så jeg (forsøger at) blive siddende, og læse - for det er faktisk en rigtig god bog - og jeg er ved at lade op til tre dages ferie med de skønneste piger hvor vi bare skal lege, slappe af og nyde hinanden (og køre tog - for det vil pigerne gerne).

Min udsigt lige nu: Computer (som jeg straks slukker) min bog, og Storemusens Barbapapa kop, som jeg venligst må låne  for der kan være masser af kaffe i!!