Lidt om arbejdstid - fuldtid og familietid

I foråret gik jeg fra 32 timer til 35 timer/ugen. Det var en tiltrængt forandring for jeg har i lang tid kæmpet med at holde flexen nede på et som jeg selv kaldte det acceptabelt niveau (på omkring 70 timer) svarende til to ugers ekstra fri.

Problemet var bare at jeg knoklede en vis legemsdel ud af bukserne på de 32 timer. Holdt næsten ingen pauser for at nå det jeg gerne ville nå og det var så her kæden hoppede af. Og jeg besluttede mig(sammen med manden naturligvis) om at gå op i tid. Det skete nogenlunde samtidig med at vi valgte at flytte Storemusen fra hendes elendige klasse til en privatskole for at gøre noget ved hendes tiltagende mistrivsel i skolen. På den måde gir “det mere i løn” jo meget god mening for det betaler jo nu hendes skolepenge. 

Men den mest afgørende grund til at komme op i tid (tre timer om ugen er faktisk en del) var at jeg faktisk blev lidt halv stresset af den måde at arbejde på. Konstant at være bagud med ting og se fleksen vokse . Men ikke rigtig at have tid til at holde fri. Jeg ved godt jeg bare kunne ha afgivet arbejdsopgaver men der var jeg bare ikke. Jeg havde lyst til at arbejde mere. Der var med andre ord ikke længere et behov for nedsat tid som der var for ca tre år siden.

Nu har jeg været på tæt på fuld tid i tre måneder. Og det virker rigtig godt. Måske går jeg mere op i tid hvis min flex fortsat vokser. Men det er ikke meningen. Det er meningen at arbejde lidt mere end de 35 timer om ugen og så bruge flexen til at holde fri med børnene i ferierne. Jeg holder fx altid efterårsferie. Og en længere juleferie. Og vinterferie. Og de tre dage før påske. Og fire ugers sommerferie. Simpel hovedregning viser at al den ferie er en del mere end de 6 ugers arbejdsgiver betalt fri. Det er en prioritering af familietid og ferietid. Og nu her hvor jeg på mandag går ind i min sidste uges sommerferie (den fjerde uge) gir den her timetalsprioritering virkelig god mening.