Jeg holdt et kort møde med min gode kollega S i går, og kunne efter nøje kalendergennemgang for at fastsætte et kort møde "sådan lige om lidt" konstatere - at "sådan lige om lidt" ikke er lade-sig-gøreligt lige her og nu.... Jeg underviser disse dage. Som i tre dage om ugen to uger i streg - krydret med en lille bonus-forelæsning på tirsdag i næste uge også.
Jeg har derfor forberedt mig, ikke helt som jeg plejer, for jeg fandt ud af at sidste års præsentationer var så gode, at jeg kunne nøjes med at ændre datoen, file lidt på sagerne (finpudse, slette lidt tekst, og finde gode video-eksempler på de forskellige emner vi skal snakke om). Så på den måde har denne års forberedelse til dette kursus været langtfra så omfattende som tidligere års forberedelse. Og det er sørme rart. For der har heller ikke været tid til mere...
Samtidig er jeg jo ved at tage pædagogikum - så det har sat en hel række af meget mere reflekterede tanker igang i forhold til min egen undervisning og min refleksion omkring hvorfor jeg gør som jeg gør. Sundt egentlig, men med en kalender der også bugner af andre ting er der igen ikke tid nok.
Derfor har jeg taget en beslutning - nedsat tid er for mig en saga blot, det var dejligt de to år det stod på, men tiden er inde til at jeg kan pleje min egen karriere lidt mere end jeg har gjort de sidste år. De to mindste er syv om lidt - Storemusen er lige fyldt 9, og det går faktisk godt med arbejdet. De projekter jeg har kæmpet for at løbe igang de sidste mange, mange år ruller, på en måde så jeg er begyndt at blive kontaktet fordi jeg kan noget. Og det kræver en anden form for arbejde. Et arbejde der ikke nødvendigvis bærer præg af at jeg konstant knokler røven ud af bukserne for at nå hvad jeg skal nå, på nedsat tid - læs: jeg laver lige så meget som jeg plejer bare på 32 timer om ugen i stedet for 37. Og det er blevet en stress faktor. Min flex stiger og stiger, jeg har ikke tid til at holde den ferie jeg skal (og vil) - så efter et par venlige skub fra blandt andet min gode kollega S der tørt konstaterede - mon du ikke bare skal gå op på fuld tid igen?!? Så var det ikke så svært at træffe den beslutning i sidste ende. Så nu skal jeg mødes med chefen, for at bede om tre-eller-fem timer mere om ugen, for at få arbejdslivet til at harmonere med ambitionerne - og med den tid jeg rent faktisk bruger på arbejdet :)
Det bliver godt, for jeg tror det giver den ro i mit arbejds-sind som jeg kan mærke jeg er klar til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar