Lige om lidt er 0.klasse forbi...

To dage mere - TO dage - så er skoleåret officielt slut for Storemusen og hun starter i 1. klasse efter sommerferien.

Tænk - nu er manden og jeg snart forældre til en "rigtig" skolepige. Det er vildt. I løbet af det sidste år har vi alle tre lært hvordan det er med den skole. Hvad forældre-intra er. Hvad spise-legegrupper er. Hvor træt man bliver efter en lang skoledag. At vi har behov for stramme morgen-tidsplaner - for vi skal bruge tid til gode afleveringer af tre børn to forskellige steder (her tænker jeg ikke kun på det limbo vi har levet i de sidste 14 dage - men at venne sig til at vi skulle aflevere og hente i hhv. skole og børner). Vi har fået en pige der kan skrive (lidt voksenord- mest børneskrift, som hun selv kalder det) - hun læser med glæde, lægger tal sammen, trækker dem fra hinanden - heldigvis også med stor glæde. Hun har gennemgået den vildeste mentale udvikling - en stejl læringskurve - og har stadig sit klukkende grin, og fniseri i behold.

Oven i hatten ved hun nu hvad det betyder at skifte skole - at hun let som ingenting kan få nye og gode veninder - at det hele ikke var så slemt som frygtet - og at hun kan klare det.

Det gør os forældre stolte - tænk vi har givet vores pige så god en ballast med, at hun kan det :) #forældrepral - men det må man vel godt?!

Hun snakker om at hun skal til at lære at gå hjem fra skole - at hun skal have en telefon (så jeg kan ringe til dig hvis der er nogetm mor). Hun har taget vores nye hjem til sig med glæde - går ture sammen med sine små søskende, for vi skal jo lære området at kende, mor. Snakker med vores nye naboer, snuser til blomster, trisser rundt i haven og går til hånde.

Alt sammen ting der gør mig og os glade og stolte over at vi har så stor og glad en pige. Men samtidig også en lille påmindelse om at nyde at hun stadig gerne vil kramme og har behov for hyggeputning, vil sidde tæt på sofaen, og har lyst til at bruge tid sammen med os. Tiden går stærkt - jeg synes jo at de 7½ år som hun har været en del af vores familie (hvis man kan sige sådan...) er fløjet afsted - med andre ord, en god reminder om at leve i nuet og glæde sig over alle de smil, krammere og fniserier hun så rundhåndet deler ud af ;)