mandag den 6. juni 2016

Åbenbart den outdoorsy-type

I de uger hvor maj fløj afsted - og hvor jeg var at finde IRL og ikke online var vi blandt andet på klasseskovtur med Storemusens (nu) gamle klasse.

Vi havde i forældrerådet besluttet at en skovtur til en naturlegeplads kunne være super hyggeligt - og havde fundet en majweekend med masser af sol til det arrangement... - og da jeg jo arbejder et sted hvor der faktisk er en naturlegeplads gemt lidt inde i skoven, besluttede vi at "mit arbejde" også den her gang kunne være et ganske glimrende sted  til en klasseudflugt... (også fordi jeg har adgang til diverse grej gennem arbejde...)

Tiller og Tuller i aktion sammen med A. fra Storemusens klasse

Så forældre, søskende, børn og babyer blev inviteret komme i skoven en søndag, hvor man hver især skulle have sin frokost, og lidt at drikke med, mens forældrerådet ville stå for lidt bålhygge.

I konceptudviklingen af arrangementet var det ikke rigtig gået op for mig, at "bål" også betyder at "nogen" skal tænde det... men det gik jo så op for mig i ugen op til - ligesom det også gik op for mig, at det arrangement jeg oprindelig bare sådan lige havde kastet på bordet til det her forældrerådsmøde indebar noget "pandebrød - for det er ti gange nemere end snobrød"... men jeg havde ligesom glemt, at "nogen" jo både skulle organisere dej, og alt muligt andet halløj til de her pandebrød til ca. 70 mennesker som vi endte med at blive....

Så er gode råd dyre, men arbejdet kom heldigvis til undsætning.... for på mit arbejde er der heldigvis en række outdoorsy typer, som jeg bestemt ikke mener jeg hører til (ihvertfald ikke på den der helt vildt erfarne måde...) - men mine skønne kollegaer gav lidt input til skovturs-konceptet for jeg må indrømme det gav mig en anelse sved på panden, det der arrangement... og da vi hen over en frokost snakkede om kommende weekendsplaner og med fælles hjælp ændrede vi pandebrød koncept til pandekager over bål koncept - "for det er ti gange nemmere end pandebrød" som mine dejlge kollegaer mente. Og det kan jeg kun bekræfte - på en sværhedsskala fra et til ti er pandekager nemme, en kl. 1'er - mens snobrød og pandebrød nok liiiige når op på en 5-7'er, for her skal man have lidt mere tålmodighed ;)

Så en søndag i maj drog vi (manden, jeg og børnene) afsted til vores (altså mit arbejdes) grejbank, fyldte to trækvogne / cykeltrailere med støbejernspander, bålhandsker, brænde mv. og manden fik tændt et fint bål, der knitrede lystigt da klassen kom. De andre forældre i forældrerådet havde sørget for pandekagedej, og da vi stod der og begyndte at bage pandekager imponerede det åbenbart mange forældre - der spurgte er i sådan nogle frilufts-mennesker? for det her er I da vildt gode til ... og sådan gik det til at vi fik et outdoorsy-stempel i Storemusens gamle klasse...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...