tirsdag den 24. februar 2015

Den skønneste weekend

Når man som jeg virkelig knokler en vis legemsdel ud af bukserne på arbejde, er det virkelig vigtigt at weekenderne 1) er hyggelige og 2) giver mulighed for at lade op.

Og den her weekend, der netop er gået var virkelig en af de bedre i lang, lang tid. Dem der læser med her regelmæssig vil vide, at vi har været udfordret med to styk næsten fire årige terrorister, der nok bedst af alt kan karakteriseres som vores egen - helt personlige - lokale terrorcelle (læs om ballademagerne her, her og måske også her...). Så af og til har vi virkelig kigget på hinanden, (manden og jeg that is) og i vantro rystet på hovedet og tænkt, og måske også sagt højt til hinanden: shjit manner, der er lang tid til mandag, hvor der igen indtræffer fred og ro på arbejde... Sådan var det ikke denne weekend - jeg må skynde mig at sige, vi altså også har haft skønne weekender... så det skal ikke kun være sur bøvs det hele.... Men denne, der lige er gået, kommer også i kategori - skøn weekend :)

Lørdag tog vi i legeland. - et lille (!) hyggeligt (!!) sted i Grøndalshallerne ved Bellahøj, som virkelig er et sted som gør alle ens virkelig ikke særlig positive holdninger om legelande til skamme. I den grad. Jeg måtte erkende, at min egen (lidt - ok hånden på hjertet, nok mere meget) negative holdning til selvsamme sted (uden at have været der iøvrigt, snakker vi om forudindtagethed - jep, det er mig...) blev vendt i løbet af et splitsekund, hvor jeg så pigerne lege og hygge sig, og efterhånden storsvendende løbe rundt, kravle op og ned - og.så.videre. De havde en fest. Så vi indlagde en is-pause, spiste lidt af vores medbragte mad og hyggede. Det var virkelig en super god lørdag.

Søndag fortsatte hyggen. Efter en tidlig frokost pakkede vi bilen og kørte op til 'mors arbejde', hvor der er verdens (måske) bedste naturlegeplads, med masser af legesager der udfordrer både det vilde og det stille - og hvor man kan vippe, hoppe, hygge og - tada - spise pandekager og drikke varm kakao/kaffe (hvis man ellers tager de rette remedier med - og det havde vi. yay). Vi sad i en lille shelter/legehus og hyggede og lyttede til regnen der stille begyndte at sile ned. Det var simpelthen så hyggeligt!!

Og det er i øjeblikke som disse - og når jeg tænker på weekenden, nu her hvor jeg ikke på nogen måde kan få det resultatafsnit til at hænge sammen... et resultatafsnit jeg burde sidde og skrive på nu i stedet for at blogge (overspringshandling big time)  - at jeg bliver glad. Helt nede i maven, så glad at alt andet bliver lige meget, så glad at jeg tænker - det her giver mening - så glad at jeg glemmer vores to ballademagere, og tænker, det er nogle skønne børn vi har fået os her, som man faktisk har lyst til at bruge meget mere tid sammen med*. Så mere af den slags weekend, tak!! Vi trænger! Virkelig, big time.

* Det lyder lidt somom jeg ikke har lyst til at bruge tid sammen med mine børn. Sådan mener jeg det ikke, men vi har bare haft så mange konflikter med de her to piger (og havde det også tilsvarende med Storemusen da hun var næsten fire - det havde jeg bare lykkeligt glemt), at man engang imellem virkelig har lyst til at forlade den synkende skude, og råbe røv af alle og alt og tage et sted hen uden konflikter, hvor man kan høre sine egne tanker, og ikke altid 'brandslukke' :)

2 kommentarer:

  1. Ih, hvor dejligt med sådan en weekend. Den kan man bare leve længe på..

    Glæder mig til det sker hos os igen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber I snart får en god weekend, der giver energi i stedet for at dræne! For man lever rigtig længe på god energi! kh. S.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...