Lidt om skolestarten - sammen eller hver for sig, del 2

Tiller og Tuller har nu gået i "rigtig skole" i næsten fire uger. Tiden er gået langsom og afsindig hurtigt på samme tid. Vi kan mærke på dem de gør sig umage med at slå til og gøre hvad der forventes af dem, de er blevet andre børn, især når de fx som i går er til svømning sammen med en flok store børnehavebørn (holdet er for 4-6 årige).

De er glade for at gå hos søde og skrappe K der virkelig kan rumme de børn der har brug for rummelighed og blidhed men også i den grad mestrer skapheden og kravene og faste rammer som mine piger trives bedst med. Det har ført til nogle konflikter - i testen "hvem bestemmer, Tiller og Tuller eller K?!" I kan selv gætte hvem der bestemmer, og hvem der måtte føje sig ;)

Børnenes og dermed også vores skole arbejder med et koncept de kalder udskudt klassedannelse (får helt lyst til at sige udskældt eller udskidt klassedannelse) - for at danne de bedste klasser. "Bedste klasser" kunne jeg skive et helt surtopstøds indlæg om min holdning til - især efter og med den oplevelse vi har med Storemusens klasse i bagagen... Det har i den grad sat vores beslutning om "sammen eller hver for sig" under pres, af især SFO personalet - der i en periode nærmest ugentligt mente de skulle give deres besyv med på at de jo s a g t e n s kan deles....

Der er som bekendt 117 forskellige holdninger til "Sammen eller hver for sig (del 1)" hvad angår tvillinger og deres placering i klasser.

SFO'en på vores skole mener helt klart hver for sig - fordi:
- de a l t i d leger sammen (her ser de så ikke, at de faktisk leger sammen med en kæmpe flok piger - men ser det problematiske i at mine piger ikke leger hver for sig...de er hinandens bedste venner...)
- de jo f a k t i s k fungerer hver for sig (ja, selvfølgelig, det har vi trænet med dem siden de var 1 år, hvor de blev delt hjemme, på tur, til svømning med en twin, og på en million andre måder)
- og fordi vi kan simpelthen ikke kende forskel (kom ind i kampen!!!)

Lærer K har heldigvis et andet blik på pigerne
- det er helt klart tryghedsskabende at have sin med-tvilling i klassen (det har vi hele tiden sagt)
- vores behov for at samle antallet af børn i færrest mulig klasser særligt fordi vi er så udfordret i Storemusens klasse
- at pigerne godt kan finde ud af at være i samme klasse, og de fungerer godt sammen.

Vores overvejelser om sammen eller hver for sig i børnehavetiden kan iøvrigt læses her. og her

Så ja, det går godt - de kan finde ud af rammerne, vi kan finde ud af at have tre skolebørn - nu skal vi bare lige have skolen (læs SFO'en) til at respektere vores beslutning... og ha tiden til at gå indtil efterårsferien, hvor vi med sikkerhed kan sige - ja. pigerne går i samme klasse - for så længe har lærerne til at flytte rundt på børnene for at finde de bedste klasser.

Lidt om lige at tage et år mere...

I tirsdags havde manden og jeg bryllupsdag - otte år har vi været gift; 12 ½ år har vi været kærester, og vi har haft en rigtig hyggelig dag. Jeg tog Storemusen til musik og havde Trunterne med (som altid) og vi fik ordnet forskellige småting imens Storemusen spillede. Imens var manden kørt hjem for at grille en flæskesteg. Det vidste jeg intet om - så da jeg kom hjem med tre poder - blev vi mødt af manden der sagde... jeg tænkte vi kunne spise godt i aften, så jeg er ved at grille flæskestegen. Heldigvis havde vi også stadig lidt hjemmelavet rødkål i fryseren - og med nye kartofler var der efter nogle timer steg på grill dømt lækker aftensmad.

Trunterne har ikke samme kulinariske sans som Storemusen, så de blev "spist af" med højtbelagt smørrebrød (rugbrødsmadder), mens Storemusen ventede lige så tålmodig som os andre to på at steg, kartofler og rødkål blev færdige og vi kunne spise en hyggelig bryllupsmiddag alle tre. Og manner stegen blev god. Så til jul, griller vi flæskestegen, vi skal bare lige finde ud af at samle sovsen op, så vi har lidt til den brune sovs, som der ik' blev så meget af til de nye kartofler i tirsdags. Men pyt! For maden smagte nu alligevel godt.

Vi har haft opture og nedture, vores ægteskab og kæresteforhold har været udfordret med tre blebørn, vi har overlevet at få tvillinger, vi har købt bil, købt hus, overlevet en vandskade, stadig med ægteskabet i behold. Nogen gange er vi meget kærester, nogen gange har vi mest af alt et leverpostej-arbejdsfællesskab, nogen gange går bølgerne højt, men selvom vi sejler igennem stormvejr ender vi altid med at enes igen og finde melodien. Enes om at ville hinanden, og ville vores familie. Så i tirsdags enedes vi om - vi napper lige et år mere, vi er jo så godt igang ;) 

Lidt om hvad weekenden gik med...

Hmmm. måske indlægget skulle hedde lidt om at hverdagene gik?! De gik med ømhed, stive ben og almindelige hverdags-ting... For det er længe siden jeg har haft tid til at sætte mig ned, sådan for alvor og skrive lidt på bloggis. Hverdagen tog lige over, men sådan er det jo nogen gange.

Men indlægget hedder altså - lidt om hvad weekenden gik med... for jeg har haft den skønneste, vildeste og mest oplevelsesrige weekend i lang tid.

I lørdags løb jeg nemlig over broen - Storebæltsbroen that is. Det var så fedt, stort, fænomenalt, fantastisk, dejligt (find selv på flere superlativer) for jeg havde virkelig en dejlig tur - selvom det stod ned i stænger, og jeg aldrig har haft så våde tæer som i lørdags.... For et år siden tilmeldte jeg mig Broløbet - et halvmarathon over Storebælt - og på den måde fik jeg opfyldt en stor drøm - at stå midt på højbroen og nyde udsigten. Og manner hvor er jeg glad for jeg gjorde det...

Våd lavbro, med våd udsigt :)

Fordi...

For siden tilmeldingen har jeg løbet mange gode ture i lokalområdet, nye stier, ruter og veje er blevet udforsket iført løbeskoene, ofte med en eller flere børn på cykel "on the side"... mange gode og sjove og alvorlige snakke er på den måde landet. Børn på cykel og løbesko er bare en super kombi.

Jeg er kommet i storform. Og det er fedt. Min evige ondt i ryggen er virkelig på alvorlig tilbagetog, mit humør bliver bedre af de lange (og korte) ture iført løbesko og jeg nyder mit eget selskab, mine tanker, og samtalerne med mine tanker og mig.

Lidt fakta om løbsoplevelsen over Storebælt:
- lavbroen er føles kortere når man løber over den - sammenlignet med hvor lang den føles når man kører over den.
- højbroen er sej (altså bygningsmæssigt)
- ja, der er langt op når man står på Sprogø og skal op over den
- nej, det er ikke så hårdt som jeg troede det var
- det stykke mellem broens pyloner er lang, ond og virkelig hård, særlig efter 15 km i benene
- der er nogle lede bakker i Korsør
- ja, jeg ville gøre det igen ;)

Hjemme igen, nutella er den bedste medicin mod akut kvalme og total lav blodsukker

Lidt om vandskaden, del 8: slutspurt....

Kender I det når man løber DHL og man rammer det man tror er det sidste sving, i os, røg og duften  af lidt forbrændte grill pølser?! Det er netop på det tidspunkt man tror man har 50 m igen, og sætter spurten ind - man finder dog ud af de 50 m rent faktisk er 500 m og blir lidt (måske endda virkelig kast-op meget) forpustet...

Sådan havde jeg det da vi holdt møde med nye håndværkere i august. Nye håndværkere var søde, rare og kompetente - de var forholdsvis hurtige til at sende tilbud til os. Her havde jeg fornemmelsen af at ramme det sidste sving, så jeg satte ind på det jeg troede var spurten på vandskaden.

Jeg blev dog overrasket over hvor langt der stadig er til målet... for godtnok har vi modtaget tilbuddet (det der i ovenstående DHL historie måske kan sidestilles med duften af pølser) men manner der er lang tid til man kan tage en bid af den (pølsen that is) - aka vi fedter stadig rundt i kommunitaktion (eller mangel på samme) med forsikringens taksator.

Inden vi kan sige go og dermed give depechen videre til sidste løber skal vi - forcere de sidste sving.... Kæmpe os igennem os røg og møg og lugten af pølser - inden huset er helt igen skal vi i punktform: 

Skrive under på et pænt stort lån hos banken (gisp) 

Få en tidsplan af håndværkerne og sige ok til den... 

Få forsikringen til at forstå vi ikke er tilfredse med de tilbud de har givet os

Få lejet et sommerhus i nærheden

Pakke hele hytten sammen og tømme selvsamme hytte

Pille det guleste retro køkken ned (anyone?!)

Flytte hele familien i sommerhus og vente 6-7 uger til vi kan indtage spritnyt hus (næsten - det er kun skallen der blir stående) og falde til ro og falde på plads... så har vandskaden nok også lige præcis taget 365 dage...!

Der er med andet ord stadig længere til afleveringen af depechen end jeg troede i august. Jeg har næsten kastet op af forpustethed og skal virkelig hive op i mig selv for ikke st bli gennem sur over proces - forsikring og diverse og lade surheden gå ud over mand der jo har holdt Vandskade skruen i vandet (pun intended) og navigeret i pænt befærdede vandveje så vi næsten - næsten - næsten kan se målstregen. 

Et tilfældigt vandskade billede fra engang i marts - hvor vi netop havde opdaget der OGSÅ var hul under badeværelset...

Lidt om at spilde tiden...

I formiddags kørte jeg famse til toget - jeg havde planlagt en hjemmearbejdsdag oven på arbejdsraseriet i sidste uge..., og da jeg havde et møde inde i byen i eftermiddags tænkte jeg det var meget fint lige at slubre god kaffe og forberede møder, diverse OG blandt meget andet lige  afspadsere lidt mens jeg sad i bilen med famse for at køre den efterhånden halvgamle dame (det må jeg godt skrive når hun selv omtaler sig som jeg er jo ikke hel ung mere - nu er jeg 77 og om tre år bliver jeg firs...) til toget.

Da jeg kørte tilbage til byen ved sundet hørte jeg p 4 formiddag om at spilde tiden. Om at være ude i naturen og spilde tiden der, for grønt er godt for krop og sjæl. Men også om vigtigheden af at spilde tiden i det hele taget og ikke altid være ON-line tjekke Facebook, Insta, eller Snappen imens man sidder på potten for at "slappe af" eller "have tid for sig selv".

Jeg kvittede jo facebook og insta hen over sommeren - men begge dele har fået lidt (halvbevidst) indtog i mit liv igen. Og jeg synes sjældent det bidrager til mere end at jeg (faktisk) spiler min tid, i ordets bogstaveligste forstand. Jeg er blevet meget mere klar over og bevidst om at jeg faktisk gerne følger med i udvalgte IG profiler (ofte et sammenfald af de søde damer jeg har lært at kende gennem blogville) - det giver en ekstra dimension i bloggeriet og historierne. Så der er det et bevidst tilvalg at jeg bruger tiden på at cruise udvalgte profiler.

Men det radiprogrammet også handlede om var at det var vigtigt ikke at gøre noget - ikke at blive bombarderet af indtryk (nyheder, some, mails und so weiter) h e l e tiden. Det fik mig til at tænke - hvornår spilder jeg min tid?! På den der jeg laver ingenting måden. Og her kommer strikkeriet ind i billedet. For når jeg sidder og strikker, er fokus et sted (og lige nu et særligt sted, for jeg er startet på en ny cardigan som den i sommers, som den cardigan der lærte mig lektien om at sige pyt, og tro det eller ej, jeg har igen pillet lidt op hist og pist...) Men det er min form for tidsspilde. Et andet sted er lydbøger, eller bøger i det hele taget. Fokus et sted - og det er irl. og ikke det digitale - for jeg når jeg har knoklet hele dagen med ansøgninger, budgetter, krea-projekt-ideer - så trænger jeg virkelig til bare at spilde tiden: i Natural reality...

Lidt om 5 års bloggeri...

Jamen dog, hen over sommeren har bloggis haft fødselsdag, og endda en halvrund en af slagsen - fem år har jeg blogget.

Næsten ottehundrede indlæg er det blevet til - tænk næsten ottehunrdede! Det er alligevel noget Niller. Bloggen har forandret sig i takt med jeg har forandret mig - og der er sket småændringer undervejs - ik så meget i udseende mere i indholdet. Små bevidste og ubevidste valg og fravalg undervejs i foretagenet. Så vi har udviklet os sammen bloggis og jeg.

Da jeg startede vidste jeg ikke rigtig hvad jeg ville med bloggis. Det ved jeg måske stadig ikke jeg skriver bare små og store hverdagshistorier - en slags offentlig digital hukommelse. Jeg er ret glad for jeg har bloggis, for den gør jeg kan huske årene fra hinanden, og jeg kan se hvor meget børnene er vokset. Når jeg bladrer ned over indlæggene husker jeg at...

Der var engang vi kørte ture lige over frokosten for at få voksen snakke-tid mens poderne sov på bagsædet... Det var også dengang det var hårdt at holde fri med poderne tre uger i streg, og vi trængte til ferien efter ferien.

Så var der dengang jeg første gang holdt ferie alene med poderne mens manden arbejdede...sikke en milepæl... Så var der engang nogen smed sutten, og nogle andre smed sutten.

Så mærkede jeg stressens klamme hånd, og kæmpede mig tilbage, og blev en anden bedre mig. Ihvertfald en mig der dyrker selvomsorg og prioriterer mig og familietid på en anderledes måde.

Så gik vi med tanker om at flytte - i laaaang tid - først et sted, så et andet sted - indtil vi fandt byen ved sundet og efterfølgende huset og købte det og siden hen har boet i et vandskadet hus.

Så har der været vuggestuetanker, vuggestue farvel, børnehavestart, børnehave farvel vol. 1, skolestart vol. 1,  børnehave farvel i idyllerisk forstad, børnehave start og farvel i byen ved sundet og skolestart vol. 2

Så er der manden, og kærligheden, og børnene der helt klart fylder og har fyldt allermest her på bloggis. Men der er jo også strikkeriet - der er løberiet - der er arbejdet, mine tanker - både store og små.

Og sidst men ikke mindst, er der jer læsere, som gør kommentarfeltet levende, som giver jer tid til at skrive hilsener, som følger med i min lille del i blogville :) tak!

I september glæder jeg mig til...

Så blev det September - årets første rigtige efterårsmåned på den skønne efterårsagtige måde... På den der kolde morgen måde og lune eftermiddags måde. På den der det er mørkt om morgenen måde, og vupti hvor blev lyset om aftenen måde. Jeg holder af september - netop på grund af alle de her forskellige måder. Jeg holder af lyset, den særlige blå farve på himlen, duftene, farverne, høsten og alt det andet september også er...

I september glæder jeg mig til at roen i hverdagen indfinder sig på den ikke helt så hektiske måde som min august sluttede på. Der er en ansøgning til der skal ud af vagten, men forhåbentlig bliver det ikke lige så hektisk som det jge lige har været igennem...

I september glæder jeg derfor til...
~ at få landet en hverdag vi alle kan være i
~ at fejre farmor idag.... 77 år. Det er alligevel noget
~ at få godt gang i yogaen igen, den har ligget vældig stille hen over sommeren
~ at få løbet og svømmet en del, ligesom i august
~ at afslutte de sidste 1½ cm af Tullers Løvfallskardigan og komme godt igang med ditto til Tiller
~ at fejre vores 8 års bryllupsdag ;)
~ at nyde weekendernes zen stemning og lade mig lulle ind af weekend, langsommelighed og laziness

Så septemberen, ja den kan bare komme an, jeg er klar. 

August har været god og glædelig men også lang, hektisk og en lidt stram tante - der var skolestarten, som efterhånden er landet rigtig godt. Der var travlhed - og meget af den. Der var tristhed, og sorg, som flere gange har fået mig til at standse op og tænke over livet og hvor skrøbeligt det egentlig er...