Vi er udfordret på den kant for tiden. Lige så idyllerisk som hvores hus og have er lige så meget helvede på jord kan det forvandle sig til i løbet af få split sekunder med to femårige der har en ikke eksisterende hørelse - ifører sig verdens største nej-hat og tilmeld også ofte er jammerlige jammer morgen mennesker. Der lige der blir jeg træt. Som i møg træt som i ved i hvad børn nu tager jeg mit gode tøj og går træt. Vi har forsøgt alle mulige mere eller mindre pædagogiske krum spring for at få dem til at makke ret ;) og nu er sidste trumfkort trukket op ad hatten hvor jeg i aftes ved aftensmaden bad dem begge om at hoste op med nogle ideer til hvordan vi sammen kunne hjælpe hinanden til at komme væk fra diskussioner, irritation og nej-hatte og finde den gode opførsel frem igen.
Aftalen blev at vi skal minde pigerne om at vi har en aftale. Tuller må vi ikke snakke surt til. Så vi skal minde hende om det før grænsen er nået. Tiller skal vi sige til søde sødeTiller husk vi har en aftale. Det med søde Tiller er vigtigt og en del af aftalen.
Så nu har vi en aftale alle fire: manden Tiller tuller og jeg. Samtidig putter vi tidligere og Storemusen får lov til at bli lidt længere oppe end trut og prut. Hun er nemlig i en god og positiv fase og er en sand fornøjelse at være sammen med. Det er de to andre egenlig også - hvis det bare ikke var for deres ret så selektive hørelse ;) satser på at aftalen holder længere end bare lige et par dage. Vi trænger til lidt fred på den front!
