Det er corona relateret udmattelse.
Når jeg ser tilbage kan jeg godt forstå Energien er ved at være sluppet op. Jeg trænger i den grad til selvomsorg - hygge og langsommelighed. Langsommelighed som kun en ferie kan byde på.
Trænger til tøffetid ovenpå 3 1/2 psykisk meget meget belastende måneder.
Først var der hjemsendelsen. Men der var jo undervisning af en stak studerende. Der var online programmer jeg ikke kendte. Teams. Zoom. Padlet. Der var PowerPoints der blev talt for at introducere øvelser.
Der var undervisningsforberedelse. Online version. Der var masser af snakke med mine kollegaer om hvad der virker hvorledes og hvordan man kan få breakout rooms til at fungere og hvad man ellers kan i zoom. Online blended learning blev det nye sort.
Der var vejledning af bachelor studerende - seks styks. Der tacklede corona på hver deres måde. Der var lange snakke om hvordan jeg fik overskud og hvordan de måske kunne få mere overskud.
Der var fortsat nedlukning.
Der var ansøgningsarbejde. For fulde gardiner.
Der var pludselig åbning men stadig uden studerende. Der var (og er) skrivearbejde og deadlines. Der var et kapitel der blev skrevet i en fart. Der er et paper der skal skrives. Helst helt færdig.
Jeg kan se at når jeg ser ned over listen trænger jeg til selvomsorg. Til strikketid og til mere yoga. Jeg trænger til bare at være mig. Til at være sammen med mine yndlingsmennesker.
Til at sidde og drikke kaffe. Og stirre ud over havet. Og det ved jeg jeg kommer til. Jeg skal “bare” lige igennem næste uge. Og oven på denne weekend. Hvor jeg har slappet af og ikke tænkt på arbejde tror jeg at nænsomhed må være vejen frem i næste uge. For jeg gider ikke andet. Og jeg kan ikke andet. For alt andet end nænsomhed er usundt det siger min krop. Ret tydeligt faktisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar