Lidt om tålmodighed (over for mig selv)...

I går skrev jeg indlægget om tålmodighed - eller mangel på samme - og jeg lovede et indlæg om hvordan det stod til med min tålmodighed over for mig selv. For sidste weekend gik et lys op for mig - eller rettere jeg bemærkede et virkeligt irriterende tankemønster - et tankemønster der er alt andet en positivt og godt for mit sind. For jeg er virkelig også god til ikke at være tålmodig med mig selv.

Sidste weekend stod i udpakningens tegn. Jeg pakkede kasser ud, pakkede flere kasser ud og snerrede samtidig sådan ca af alle og alt. Da det blev for irriterende for Storemusen sagde hun promte du er sur mor, hvorfor?! Jeg forsøgte at slukke for sure mor, og begyndte at tænke over hvorfor jeg var så sur, og irritationen gik på at jeg ikke selv følte jeg nåede nok. Altså pakkede nok kasser ud (samtidig med jeg også ordnede vasketøj, afleverede unger til div. fødselsdage, lavede mad og alt de andre ting jeg også liiiige fiksede mens/efter/før jeg tømte kasserne...). Egentlig en fuldstændig tåbelig irritation... for...

Da jeg ramte mandag - var jeg flad. Jeg kunne næsten kun stirre ind i skærmen mandag morgen, og var træt som en gammel bryggerhest. For jeg havde jo pakket virkelig mange kasser ud. Og nået alt det andet også.

Så den her weekend (og de sidste dage) har jeg gjort mig umage med at finde mit nænsomme jeg frem igen. Jeg har de sidste dage fokuseret på at nå noget - men ikke alt på en gang. Jeg har holdt pauser, og siddet mere med benene oppe... Målet er igen at lære, at jeg skal være mere tålmodig over for mig, manden min eller i det hele taget... For det andet, det holder ikke, hverken for mig selv, eller for min lille familie.