Jeg mødte tilfældigvis en sød-tvillingemor idag, da jeg ventede på stoget... Hun arbejder i vores lille forstadsby, og jeg var på vej ind til byen for at arbejde ... Vi gik på det samme
APA efterfødselshold for tvillingemødre da vores trutter var små. Nu er mine og hendes trutter store (yay, vi fejrer 2 års fødselsdag den 13.4. hvor vildt er det lige - og jeg kan gi' mig til at tude over hvor hurtigt tiden egentlig er gået...TÆNK manner, tiller og tuller er 2 år lige.om.lidt - det er slet ikke til at forstå!!!!) NÅ men mere om fødselsdag og følelser i et andet indlæg (bemærk lige den cliff-hanger) Men vi mødes faktisk stadig - i ny og næ, og skal også mødes nu på søndag - twin-play-date-big-time: fem mødre, 10 børn, det kan næsten ikke blive bedre vel?!
Det vi kom til at snakke om var selvfølgelig vores dejlige børn, og hvordan de nu er blevet store, og selvstændige, og hvor meget nemmere det allerede er blevet. Hun fortalte at en af hendes veninder havde fået tvillinger som barn nr. 3 og 4 og at hun lige havde besøgt hende og hendes 1 mdr. gl. tvillinger. Jeg blir sådan helt - hmmm - beklemt, når jeg tænker på, hvordan det var for os med sådan nogle små piger. Phy! Men det var samtidig også enormt dejligt, og skønt, for det er noget helt særligt at være forældre til tvillinger. Men der så meget arbejde i spæde tvillinger (det er der også i større tvillinger, bevares, men det er bare en anden slags arbejde, og vi får jo dobbelt tilbage, af kram, nus og kys)...ok, endnu en tangent jeg kom ud af - tilbage til fokus...
MEN det jeg egentlig ville hen til, var at vi så jo snakkede lidt videre (der var heldigvis lang tid til mit tog kom)... så vi snakkede om de forældre der 'kun' har ét barn i barnevognen (nogle kalder dem singleton forældre, men jeg kan egentlig ikke lide den betegnelse...) og babygråd fra barnevogn med et barn. Det pudsige var jo så, jeg (og hun) er nærmest blevet allergisk overfor babyer der græder, ikke på nogen som helst negativ måde - men forstået på den måde, at jeg virkelig bare tænker - nåååå, tag da lige dit lille bitte barn op og nus med det, du har kun ét, og kan til enhver tid tage det op, bære det - i en slynge, vikle, eller anden bære-dims, uden at skulle tænke over at der er en anden lille trut, der egentlig også gerne ville op.
[jeg kan jo lige i en sidebemærkning afsløre, det gjorde jeg heller ikke altid da jeg trillede med en utilfreds storetrut i barnevogn, men anyways, - upsi - endnu en tangent...] Men måske er det en slags misundelses-følelse; jeg havde den også lidt når jeg mens jeg trillede med den der kæmpe vogn så en mor med en baby på maven i bæredims mens hun skubbede en tom barnevogn... Jeg ved ikke om det er sådan helt tydeligt, hvad jeg egentlig mener, men på den måde gad jeg godt at have en enkelt lille prut, som jeg kan bære rundt uden at skulle tænke over der er en til, - jeg blev ret
'det her bære noget skal være retfærdigt, og lige fordelt-agtig' da tiller og tuller var spæde... Det har jeg nok egentlig stadig, jeg forsøger virkelig at dele sol og vind lige, men samtidig ved jeg også at der er perioder hvor den ene, anden eller tredje får mere opmærksomhed end de to andre, fordi der er en der har et behov for krammere, nus, eller bare nærvær lige her og nu, eller i en periode; og så nytter det ikke at slå sig i hovedet at det er uretfærdigt, at give mere opmærksomhed til den ene end til de to andre - det handler jo også om at det ville være uretfærdigt ikke at give mere opmærksomhed til den der nu har et behov, ik sandt...?!
Nå - jeg tror jeg vil i seng, inden det her indlæg blir endnu mere rodet, end det i forvejen er, men jeg havde bare lige behov for at fastholde de her tanker om et enkelt barn der græder, og de tanker jeg har og havde omkring den slags...For jeg kan ikke finde en ordentlig måde at lande og afslutte det her indlæg på... Så GOD NAT :)
Jeg kan godt genkende din misundelse på det at have et enkelt barn, som man kan bære alt det man vil (og sidde med i favnen mens det sover). Forleden gik jeg tur i skoven med barnevognen, og jeg blev simpelthen så trist over at jeg er nødt til at have den store vogn med. Jeg ville sådan ønske at jeg bare kunne smide en unge i en slynge/bæresele og gå på opdagelse i alt det lidt vildere. I princippet kan man godt bære to børn, men det bliver bare hurtigt så akavet og tungt.
SvarSletDa jeg var gravid troede jeg at jeg ville komme til at bruge slynger meget netop fordi der var to, men det har vist sig at jeg kun bruger det meget, meget lidt. Dels fordi de sover rigtig godt i barnevognen (hold dig væk, Nemesis!), men helt klart også fordi jeg er konstant opmærksom på at der er en til lille dreng, der må ligge alene, hvis jeg bærer brormand i slyngen.
Jeg har lige bladret lidt i din blog - det du fortæller og skriver er jo mit liv for bare 1½ år siden - tænk, det allerede er så lang tid siden, det føles lidt somom det er igår, og så alligevel ikke. Du skriver godt, hvor kan jeg bare følge dine tanker!
SletJeg har især brugt vikler til de to små (hvor jeg havde dem i en ad gangen). Jeg havde den af de to i viklen, som ikke ville sove, for det ville de i viklen :) Senere slynger og skildpadde. De elsker det - stadig. Men i forhold til storetrutten, har jeg næsten ikke båret de to andre. Hende havde jeg på maven rigtig meget.
Det med den dårlige samvittighed har jeg arbejdet meget på, den havde jeg også - og har den stadig engang imellem, men især det med at Børnene jo ikke ved hvad de egentlig går glip af, har hjulpet mig meget. :) God weekend!! Kh.
Nu har jeg jo ikke tvillinger, men jeg kan godt nikke genkendende til de følelser, du beskriver - særligt dem, hvor man bliver lidt trist indeni, fordi man gerne vil give noget til et enkelte barn (i mit tilfælde enten den store ELLER den lille, og i dit tilfælde en af tvillingerne) uden at føle, at nogen bliver snydt.
SvarSletEfter at have haft det sådan i meget lang tid er jeg dog nået frem til, at det simpelthen ikke nytter noget. Hvor gerne jeg end vil give Varanen al den mor-tid, der findes i hele verden, så kan det ikke lade sig gøre, fordi der så er en Øgle, der vil føle sig forfordelt og udelukket, og det samme gør sig gældende den anden vej rundt. I stedet for forsøger jeg, når tankerne dukker op, nu bare at acceptere tingenes tilstand og glæde mig over, hvad jeg KAN gøre med og for mine børn, i stedet for at begræde, hvad (jeg synes) de må gå glip af. For er det ikke oftest sådan - at vi mødre er ret gode til at projicere vores følelser over på børnene og næsten forvente, at de er lige så reflekterede, som vi er. Selv om de helt 100 er glade og tilfredse med den måde, tingene er på!? :-)
Tak for de søde ord! Det er rigtigt - det nytter ikke noget, for der er tre børn (i dit tilfælde to) der alle gerne vil have opmærksomhed, og høres, ses og nusses om. Jeg er også blevet rigtig meget bedre til at acceptere, at sådan er det, nogle gange får den ene, anden, eller tredje mere/mindre osv.
SletManden har flere gange sagt til mig (især da trutterne var små, hvor jeg virkelig havde det svært med det her...) at 'Sådan er Storemusens liv nu, og det nytter ikke noget at vi forsøger at opretholde et liv, hvor hun 'ikke mærker' at der er to børn mere - det er hendes liv, og det er vores liv.'
SÅ jeg er nok nået frem til det samme sted som dig - de ved jo ikke hvad de går glip af, og jeg kan jo se vi har tre dejligt afbalancerede og glade børn - mon ikke det er 'godt nok' :)
Kh. og god weekend til jer fire!!
PS. De der billeder af jeres køkken, mon ik' du snart skal flashe lidt af HDD og dit arbejde ;) er så spændt (og en anelse nysgerrig)...